Godnat-te, der ikke smager af h…… til

HelsekostenDa jeg var i Helsekosten for et par dage siden, skulle jeg udover mit ugentlige indkøb af raw-food, også have en godnat-te. Jeg spurgte ekspedienten:

– Har I en godnat-te, der ikke smager som godnat-te?

Ekspedienten anbefalede en te, der var godt med baldrian i. Og viste mig så en stor pose urtete. Nu har jeg aldrig været fan af urtete, såh….

Jeg sagde til hende:

– Nej, jeg tør altså ikke købe sådan en stor pose, for hvad nu hvis jeg ikke kan lide den? Hvad har du ellers? Clipper te kender jeg, har I deres godnat-te?

Så stak hun denne te i hånden på mig, Nighty Night fra Clipper. Der er rooibos, kanel, kamille, citronmelisse og baldrianrod i. Ekspedienten fastslog:

– Der skal helst være godt med baldrian i, for det er en meget anerkendt ‘sovepille’. Der er kun 5 % baldrian i denne her…. Hun kiggede spørgende på mig.

– Jeg tager den.

Måske en anelse uhøfligt, men jeg hader at stå derhjemme med en hel pose te, jeg ved at jeg aldrig får drukket.

End of story. Og vores lille snak stoppede der, mens jeg smed Clippers godnat-te ned i kurven.

Om baldrians virkninger

Jeg læser på nettet, at baldrianrod faktisk stinker og ej heller smager særlig godt; derfor er baldrian oftere pakket ind i en pille fremfor i te.

I et forsøg fra 1982 gav forskerne enten placebo eller baldrian til 128 mennesker. Urten reducerede i betydelig grad den tid, det tog at falde i søvn, og den øgede søvnkvaliteten – specielt hos den gruppe forsøgspersoner, der havde sværest ved at falde i søvn.

Siden da har utallige andre forsøg givet lignende resultater. Et forsøg offentliggjort i European Journal of Medical Research i 2002 gav baldrian prædikatet ‘mindst lige så effektiv’ som et syntetisk beroligende middel, der kemisk er i familie med Valium (medicin mod angst og søvnløshed).

Grækerne og romerne har udtrykt det således:

– Baldrian er Guds gave til mennesker med søvnproblemer.

Hvordan smager godnat-teen så

Den er absolut drikkelig, og smagen sødlig, men denne te kræver at du kan lide rooibos te, som er den væsentligste bestanddel af teen.

Du får lidt varme fra kanelen og lidt friskhed fra citronmelissen. Kamillesmagen er ikke-eksisterende, hvilket jeg er glad for, da jeg ikke synes særligt godt om kamille.

Rooibos virker i sig selv også beroligende, og er helt uden koffein.

Nu har jeg da heldigvis ikke alvorlige problemer med at falde i søvn, og jeg har læst at B-mennesker er længere tid om at falde i søvn, og længere tid om at vågne i forhold til A-mennesker.

Tilsvarende falder A-mennesker lynhurtigt i søvn, og når de vågner, er de hurtigt ude af sengen. Det passer perfekt på herren og jeg. Der lidt er som nat og dag 🙂

Hav en god aften og nat ♥

 

 

 

 

Efterlad en kommentar





This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.