Hvorfor går du Caminoen?

Hvorfor går du Caminoen?

CaminoOvennævnte spørgsmål er det spørgsmål, som Camino gængere altid stiller hinanden, når de mødes under vandringen.

Her får du Lene Theills svar på det spørgsmål, for hun har inviteret en hel flok mennesker til foredrag på Tranquebar i København.

Lene på 54 år, vil udfordre sig selv efter flere års borrelia med ulidelige smerter, der især har sat sig i knæene. Så Lene vil gå Caminoen, egentlig mest for at se om hun kan!!!

Men det var også 5 ugers ferie, der skulle brændes af inden 1. maj og en kæmpe fascination af den kendte skuespillerinde og forfatter Schirley Maclaines’ bog om Caminoen.

Jeg havde ikke forberedt mig ordentligt

Lene fortæller:

– At hun ikke havde forberedt sig godt nok hjemmefra og desuden havde alt for mange kg. med, 11 kilo helt præcist, hvoraf rygsækken alene vejede hele 2,7 kg. Hun siger også at hun ikke vidste hvor langt, der var mellem de forskellige stop, og når også lige at bemærke at hendes far ikke ville have, hun gik til spejder. For så havde hun selvfølgelig haft nødder og snacks med foruden praktisk erfaring! Lene indrømmer blankt, at hun nok har begået alle de fejl, man overhovedet kan forestille sig!

Som for eksempel at hun heller ikke lige fik undersøgt de aktuelle ‘snemæssige’ vejrforhold, og at det faktisk viste sig at være ret svært at holde varmen i en sommer-sovepose!! Dette reddede dog andre Camino gængere, der fulgte med på facebook i at begå samme fejl!

Videre til albergues og lufte-tæer pauser

Caminoens ‘albergues’ (sovesale) er et kapitel for sig i og med at man sover sammen med flere hundrede mennesker i køjesenge, hvor der snorkes i alle retninger….men det er også her Lene finder sine Camino venner og oplever det mest fantastiske fællesskab; der grines, der hygges, der soves og der pruttes……og der snakkes meget om, hvorfor man går Caminoen….

Lene fortæller om vabler, lufte-tæer-pauser, menneskene hun møder og følelserne, alle de følelser, der bare vil ud. Følelserne trænger sig på og man bliver mere og mere følsom på turen, og får behov for stilledage i eget selskab.

Hun fortæller om sin stigende irritation over camino vennen Jørgen, der havde en hulens masse meninger om alt og alle og selvfølgelig også en mening, om den måde, Lene gik på! Sin undren over at mange mennesker havde så skide travlt med at komme af sted….For hvad skulle de nå? Lene erfarede, at det kunne betale sig at tage det stille og roligt, selv fik hun ingen vabler, og er sikker på, at det skyldes, at hun tog en pause ca. en gang i timen og luftede tæer.

Gamle glemte tanker dukker op

De dage, hvor Lene går solo, dukker gamle glemte tanker, følelser og oplevelser op, som Lene egentlig troede, hun var færdig med. Især faderen popper op, og i og med han døde i 1978, mente Lene, at hun havde bearbejdet tabet af ham…..

Som yngste barn i familien, fik Lene flere privilegier end sine ældre søskende. Hun havde et godt forhold til sin far, men blev som teenager beskyldt for mange ting og fik tit at vide, at hun var en tøs, der skulle opføre sig ordentligt. Lene siger, at blandt andet faderens mistro til hende, kostede mange tårer under Caminoen…. for Lene var med egne ord, rent faktisk en sød pige, der slet ikke gjorde al det, hun blev beskyldt for……

Ægte rendez-vous

Undervejs møder Lene mange ‘skæbner’, blandt andet kvinden, der stortudede fordi hun ingen børn havde fået…..og nu var det for sent.

Lene konstaterer, at når man går Caminoen, har man en ægte rendez-vous med sig selv. Man snakker med sig selv. Man tænker på livet –  hvordan er det gået mig?

Man møder mennesker fra hele verden, hører deres historie, og render ind i de samme mennesker hele tiden. Man oplever, at der tages hånd om en….

Det handler om processen

Som Lene kommer nærmere og nærmere målet, finder hun ud af at det slet ikke handler om at nå i mål, men om selve processen. At gå Caminoen er ligesom livet. 20 mennesker er blevet tætte, da de ‘endelig’ når målet i Santiago og Lene har stadig kontakt til dem alle.

Og følelserne er blevet hendes bedste venner. Lene har tidligere i sit liv holdt på sine følelser, været meget kontrolleret og ikke tilladt sine følelser.

Nu siger Lene at hun ikke kan kende sig selv, hun er blevet meget gladere og har fundet ud af at man skal ære sine følelser. De hjælper dig til at kende dig selv, og finde ud af hvad du vil. Også hvad du IKKE vil.

Afslutningsvist siger Lene, “man har det bare så godt og så slutter det”….

En herre stiller dette spørgsmål i salen, da spørgerunden er gået i gang:

– Bliver man et andet menneske af turen? For det ville han dog ikke risikere!!!….

Dette udløste stor latter i salen…. og jeg grinede selv højt 😉

Jeg husker desværre ikke, hvad Lene svarede, men hun har nok bare grinet med.

Det endte med en bog

Camino

At Lene Theills personlige livsrejse skulle ende med en bog, var oprindeligt ikke en del af planen. Men det blev det undervejs, da interessen for hendes facebookupdates greb om sig.

”Mens jeg gik der, slog det mig, at med 900 daglige følgere måtte der være mange flere, der kunne have lyst til at følge Caminoen fra sidelinjen og sofahjørnet. Og måske har jeg i virkeligheden skrevet den bog, jeg gerne selv ville ha’ læst, inden jeg gik Caminoen.” Lene Theill.

Grin, gråd og gaffatape, en meget personlig beretning på 231 sider, som jeg i høj grad kan anbefale, især hvis man vil gå Caminoen, men også hvis man ‘bare’ vil følge Lene og hendes stædige kamp for at gennemføre Caminoen. 

Gucca har bogen her, klik her.


Error: Access Token is not valid or has expired. Feed will not update.
This error message is only visible to WordPress admins

There's an issue with the Instagram Access Token that you are using. Please obtain a new Access Token on the plugin's Settings page.
If you continue to have an issue with your Access Token then please see this FAQ for more information.

Efterlad en kommentar