Japansk teceremoni, matcha og en date

Tirsdag aften den 8. marts 2016 står i teens tegn.

Jeg skal til teceremoni og møde de to danske temestre Sander Viscor og Mikkel Tullin, der begge har studeret te i Japan.

Af snørklede veje er de begge blevet opslugt af og begejstret for kulturen omkring te og teceremonier. For te er ikke bare te, men en måde at gribe selve livet an på, siger de to kloge herrer 😉

De fortæller også, at teceremonien, der studeres i årevis, har en spirituel dimension, der både er forbundet med indsigt og åndelig udvikling.

Mikkels og Sanders historie

Sanders terejse startede med en date.

Da Sander skulle mødes med sin date i Sing Tehus flere år tilbage, tog hans liv en drejning, han ikke kunne forudse. Sander blev nemlig så forelsket i både sin date og teens univers, at Sander fik tre børn med daten og derudover fik lyst til at blive professionel temester.

Mikkel fortæller, at hans terejse startede med et par fødselsdagsgaver, han ikke havde ønsket sig.

Svigermoder gav ham bogen ‘Book of Tea’ og konen forærede ham en teskål. Han anede ikke, hvad han skulle stille op med nogen af delene. Det skal lige indskydes, at Mikkel altid har drukket meget te.

På et efterfølgende længere ophold i Sardinien, havde Mikkel sørget for at tage nogle bøger med, heriblandt ‘Book of Tea’. Da han havde læst lidt i den, forstod han med det samme at det var hans vej – vejen udi teens univers, der skulle ende med at føre ham helt til Japan.

Terum i privaten

to_temestreSander og Mikkel er her til aften begge iført kimono, da det er en del af ritualet i den japanske teceremoni.

Begge er de blevet så begejstrede for teceremonien, at de har bygget deres eget lille terum i privaten.

For i terummet lægges hverdagens bekymringer og der er ro og harmoni. Terum er som udgangspunkt meget enkelt udsmykket, da det gør nærværet større og du nemmere kommer i en spirituel og meditativ tilstand.

Hvad er en japansk teceremoni

Den japanske teceremoni er en meditativ måde at drikke te og være sammen på, et bud på fred og ro i en travl verden.

Man er ikke kun tilskuer, men deltager i ceremonien, spiser en japansk kage og får serveret en skål grøn te, matcha – og er tilstede i nuet – for en stund…

Som den anerkendte danske temester Søren Bisgaard siger:

Teceremonien er en øvelse i at være til stede i nuet og nyde alle detaljerne ved arrangementet. I terummet er alt under kontrol ned til den allermindste detalje. Og når der er styr på detaljerne, er der ingen grobund for stress eller kaos. Teceremonien handler i bund og grund om velvære“.

De ordentlige japanere

Denne aften i Sing Tehus er vi et lille teselskab på 11 mennesker og snakken drejer over på japanere som folkefærd. Sander fortæller at japanere er meget private og reserverede mennesker, og normalt ikke særligt højlydte. Der skal noget saké til, før det sker!

Japanere er overordentlig renlige og mere ordentlige mennesker rent hygiejnisk  (end danskere), fx tørrer de altid håndvasken af efter brug og man bruger ikke rengøringsfolk. Det klarer man selv. I Japan kan du også lade din cykel stå ulåst. Ingen tager den.

Et glimt fra aftenens teceremoni

teceremoni_mikkelPå billedet ser du Sander og kedlen.

Vandet er langsomt ved at blive varmet op med trækul. Og den japanske teceremoni skal til at starte.

Først skal alle redskaber tørres af. Det gør Sander meget langsomt og kontrolleret. En for en.

Herefter putter han en skefuld matchapulver i keramikskålen, derefter et par skefulde vand, inden han pisker det hele til skum med bambuspiskeriset.

Derpå rækkes skålen med matcha til den første af gæsterne. Alle de gamle ritualer gentages og udføres til punkt og prikke.

Sander, der har tre børn, fortæller at han er i sit terum 3-4 gange om ugen. Han finder ro ved de gentagne bevægelser i teceremonien, for teceremonien beskrives netop som meditation i bevægelse. Jeg kan forstå på Sander, at terummet er hans frirum.

En af gæsterne spørger til sidst:

-Er det kun mænd, der kan blive temestre?

Sander svarer:

-Det er ikke kun forbeholdt mænd, kvinder er skam også velkomne, siger han med et stort smil.

Og se det er jo ganske rart at vide, skulle der sidde nogle kvinder derude, der har fået lyst til at blive temestre 🙂

Husk hvad matcha også kan

Matcha skulle være særdeles godt til at:

– dæmpe spændingshovedpine
– have effekt på hjertekar sygdomme
– sænke glycoseniveau
– være godt for centralnervesystemet
– skærpe sindet
– reducere kolesterolniveau

Effekten af matcha skulle vare i hele otte timer! Ifølge de to temestre 🙂

Error: Access Token is not valid or has expired. Feed will not update.
This error message is only visible to WordPress admins

There's an issue with the Instagram Access Token that you are using. Please obtain a new Access Token on the plugin's Settings page.
If you continue to have an issue with your Access Token then please see this FAQ for more information.

Efterlad en kommentar