Marts måneds planer og en boganbefaling

Marts måned

Kom marts, kom forår, kom latter, kom elskov, ja kom med det hele 🙂

Endnu en spirituel bog er læst, denne gang af forfatter Anita Moorjani. Kort intro får du her:

I mere end fire år bragte en fremadskridende kræftsygdom Anita Moorjani frem til dødens tærskel. Da hendes organer var ved at sætte ud, havde hun en nærdødsoplevelse, som gav hende viden om hvorfor hun var ved at dø – for derefter at give hende livet tilbage.

‘At dø for at leve’ er en meget bevægende og opsigtsvækkende personlig beretning, der samtidig giver Anita dyb indsigt i, hvorfor hun har fået kræft, trods en meget sund livsstil med vegetarmad, hvedegræsjuice og yoga. Anita erfarer via sin nærdødsoplevelse, at hendes kræftsygdom er et resultat af manglende selvkærlighed, dårligt selvværd og undertrykkelse af sig selv….

En meget spændende bog ♥ lån den på landets biblioteker.

Og nu begynder også en mere aktivitetspræget måned, det er dejligt efter at have været gået lidt i hi 😉

Aftaler marts måned

  • 2. marts til Irmas madmesse. Den deltager vi i hvert år, det er bare så hyggeligt og du opdager måske nye produkter, du ikke kan leve foruden. Jeg er særligt spændt på, om der er nye veganske produkter, jeg ikke har opdaget.
  • Tesalon Winterspring, Magasin

    4. marts på Tesalon Winterspring i Magasin med Birgitte. Magasin har efter sigende fået en rigtig god tesalon med 16 forskellige te-varianter, særligt udvalgt i samarbejde med førende, internationale te-sommerlier. I tesalonen på 2. etage i Magasin, kan du både nyde lækker morgenmad, lette frokostretter, desserter og Wintersprings prisbelønnede is. Hver eftermiddag vil der desuden være et udsøgt kagebord.

  • Fra 6. marts tøjstativ i Lidkøb på Østerbro sammen med Søsser. Lidkøb er nomineret til årets nye butik af AOK. Butikken har velordnede forhold, et meget stort udvalg af både tøj og boligtilbehør og en hyggelig cafe. Kom og køb vores tøj 🙂
  • Fredag den 8. marts fødselsdagsfest hos min veninde Lenette
  • Tirsdag den 12. marts foredrag i Fiolstræde, København via Fof ‘Er du særligt sensitiv?’ af Heidi Schønberg sammen med søsser.
  • Søndag den 17. marts luksusbrunch hos Café Noah på Islands Brygge. Der er almindelig brunch og vegetarbrunch med følgende: økologisk røræg, avocado på ristet rugbrød, hjemmelavet falafel, humus, vesterhavsost, hjemmebagt vaffel, frisk frugt, skyr m. bær, ristet müsli og sirup, friskpresset appelsinjuice, kaffe og te ad libitum + 1 glas Cava, uhm….
  • Onsdag den 20. marts har jeg via mit mobilabonnement Telia fået to billetter billigt til biograffilmen ‘Dronningen’, der handler om en kvinde, der forfører sin stedsøn. Filmen er en fortælling om begærets høje pris og tegner et portræt af et menneske, der drages mod et valg med uoverskuelige konsekvenser…
  • Lørdag den 23. marts skal vi sammen med nogle venner se filmen ‘Green Book’ i Moviehouse Hellerup. Den nye biograf i Hellerup emmer af kvalitet og luksus, men er stadig en biograf for alle mennesker. Billetterne er lidt dyrere end normalt og koster 130,- kr. pr. ps., men så får du altså også kunstudstillinger, røde velour liggestole og dit eget lille bord med teaterlampe, hvor der er god plads til champagne, vin eller sodavand.
  • Onsdag den 27. marts høre foredrag på Tranquebar af og med Gitte Holtze på Pacific Crest Trail  – en tur på 4265 km.
  • Fredag den 29. marts tager min veninde Karina og jeg en tur til Jylland. Vi skal besøge en spændende hudklinik ‘Futureskincare’, der tilbyder interessante behandlinger, hvoraf flere ikke er kommet til København endnu.
  • Skal se filmen om Van Gogh i Grand Teatret en dag i marts måned. Den kører fra 7. marts og frem. Jeg har for mange år siden læst bogen om Vincent Van Gogh, baseret på breve mellem Vincent og broderen Theo, en dybt fascinerende og helt uforglemmelig bog.

Jeg håber, du får en dejlig forårsmåned med alt, hvad hjertet begærer !

 

Efterlad en kommentar





This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.