Pludselig var jeg omgivet af en ufattelig skønhed – del 12

Vi er ved ‘Worlds End’, Blyde River Canyon*

Et sindsygt smukt syn vælter ind i mine øjne. Jeg har aldrig set noget lignende.

– Her er virkelig fantastisk, Mogens. Er det første gang, du er her også?

– Ja, det er… Tommy, jeg og nogle af de andre ansatte fra statistikbureauet har kun haft tid til at besøge Sydafrika en enkelt gang. Vi har været i Krüger Park, og det var, hvad vi nåede. Vi har haft rigeligt at gøre med 1) nyt sted at bo, 2) nyt arbejde, 3) nye kolleger 4) og så forsøger vi også at lære portugisisk (hovedsproget i Mozambique).

Mogens forsætter:

– Såh…. Nå, nu tager jeg krus og drikkevarer, så hvis du tager tæppet på bagsædet, kan vi finde et sted for os selv, hvor vi kan sidde og nyde udsigten.

Vi går lidt rundt og finder et helt uforstyrret sted.

Mogens lægger tæppet på et stykke fladt klippe, så vi kan sidde godt, hælder vin i vores krus og så er det kyssetid…. Vi er helt alene her. Selvom der faktisk er en del turister, kommer der slet ingen forbi vores klippe. Utroligt lækkert, dejligt og skønt 😉 at vi kan have det hele for os selv et stykke tid. Jeg har altid synes, at noget af det specielle ved at opleve sådanne steder som det her, bliver spoleret, hvis der er for mange mennesker.

For mit vedkommende er det hele ‘for vildt’ – det er første gang, jeg er i Afrika, og alt er anderledes. Menneskene, naturen, maden, dyrene, insekterne, vejret….. Og på bare fire dage, har jeg oplevet så meget, at det føles som fire uger.

Southafrica-three-rondavelsSouthafrica-three-rondavels

Efter disse fantastiske naturoplevelser

Og desværre sidste dag i Sydafrika for denne gang, er det hverdag igen. Mogens skal på arbejde i overmorgen og hans ferie er slut.

Jeg skal til gengæld opleve Mozambique for første gang i morgen. Se Mogens 5-værelses lejlighed, hans husholder, hans arbejdsplads (det mozambiquanske statistikbureau) og hovedstaden Maputo. Glæder mig til det hele.

Forinden da lige en nat i de her omgivelser.

Overnatning i Blyde River

Før jeg falder i søvn, ligger jeg og tænker på, at jeg kun har rejst én gang i de sidste 14 år. Min tidligere samlever havde aldrig nogen penge tilovers, så den eneste tur, vi kom på i de 5110 dage (14 lange år) vi var sammen, var en slatten weekendtur til Oslo.

Han (min tidligere samlever) fik på et tidspunkt en erstatning på over 30.000,- kr. og så skulle vi da ud og rejse en uges tid, troede jeg.

Men han synes en tur med DFDS færgen til Oslo, måtte være rigeligt.. for han var egentlig ikke særlig rejseinteresseret, men mere interesseret i en usund livsstil med alkohol og tobak.

Kahytten skulle også være så billig som overhovedet muligt. Så vi fandt den allermindste indvendige kahyt, lige over maskinrummet…

Turen til Oslo blev alt andet end en fornøjelse, for selv på vores ‘fantastisk fede ferie’, var og blev han en meget negativ person.

Hvad jeg faldt for? No idea… og jeg var nok kun glad for ham i et års tid, men der skulle gå hele 13 år mere, før jeg forlod ham.

Jordens sureste mand

Jeg kan stadig huske, da hans søn nok så uskyldigt konstaterede, at hans far måtte være jordens sureste mand. Og jeg var helt enig med sønnen, som vel var en 12-13 år på det tidspunkt…

I mange år var det kun bekvemmelighed, tryghed og økonomi, der holdt os sammen. Eller rettere sagt det var mine dårlige undskyldninger for ikke at have flyttet fra ham for længst.

Der var i denne tidsperiode ligesom heller ingen andre oplagte fisk i farvandet, så jeg prøvede gennem årene at spare lidt sammen, og forberede mig mentalt på en flytning.

Til sidst fik jeg nok af det hele, ham, hans røg, surhed og evindelige hosteri (han hostede ca. hver tredie minut). Jeg flyttede. Hjem til min mor.

Efter bruddet og fraflytningen forsøgte jeg at holde tankerne væk fra det faktum, at jeg følte, at jeg havde spildt en god del af mit liv på ham. Så hver gang jeg kom til at tænke på ham, så jeg ‘for mit indre’ kun de positive situationer, der trods alt også var.

– Sover du? Spørger Mogens pludselig og hiver mig over i hans side af sengen.

 

*Kommer du på et tidspunkt til Sydafrika ved Blyde River Canyon, så husk at besøge ‘Worlds End’. Det er et ‘must-see’.

De tre runde bjergformationer du ser på øverste billede, kaldes også de ‘Three Rondavels’. En rondavel er en traditionel afrikansk hytte.

Blyde River Canyon er rangeret som den tredje største canyon i verden og den fjerde største turistattraktion i Sydafrika med næsten en million besøgende om året.

 

 

 

 

 

 

Efterlad en kommentar