Spot on Kusama

Louisiana udstilling med drengene  

Hvis man kan lide farver og polkaprikker, er Louisianas aktuelle udstilling med Kusama lige sagen.

En af mine digitale venner havde delt det smukkeste billede, jeg har set længe. Jeg fandt ud af at kunstneren bag dette, hedder Yayoi Kusama og hun er blevet verdenskendt for sit univers af farvestrålende mønstre, der breder sig ud i hele rummet.

Som det grundigt store legebarn jeg er, løb jeg i tankerne allerede rundt mellem alle de røde ‘balloner’.

Og kom til at tænke på mit værelse som barn, der var tapetseret med mønstre af gule, lilla og lyserøde blomsteragtige runde former…..

Yayoi Kusama – i uendeligheden 

er aktuel på Louisiana til  24.1.2016.

Jeg er meget fascineret af hendes ide om uendeligheden og tanken om at gå i ét med alt, som hendes værker i mere end seks årtier har haft fokus på.

Ofte står Kusama der selv, sædvanligvis iklædt tøj, der får hende til at gå i ét med sin kunst.

Jeg opfatter hendes ideer om uendeligheden som meget spirituelle, og ideen om at jeg’et opløses som værende både tiltrækkende og skræmmende.

Kusama har været mere eller mindre psykisk syg det meste af sit liv, og siden 1970’erne har hun boet på den privatklinik i Japan, hvor hun er i terapi.

Allerede som barn led hun af hallucinationer, der siden hen førte til hendes billeder. Hun oplevede hvordan sanseindtryk pludselig kunne overtage alt i et rum. Hun beskriver at denne fantasi forestilling kunne virke uhyggeligt truende, og ligefrem udslettende.

 Yayoi Kusama og moden

Udstillingen rummer også eksempler på Kusamas arbejde med mode og design. Her ses eksempler på hendes tidligste, unikke modedesign fra 1960’erne, hvor hun skabte mønstret avantgarde-tøj og kostumer med nær tilknytning til sine performances og happenings. Hun var noget af en skønhed som ung og på flere af billederne er hun selv afbildet.

Med sine nu 86 år, er Kusama ved at være en ældre dame, men der er stadig run på hende. Siden 2009 har hun været i gang med at skabe en række billeder med titlen “My eternal soul”, som hun har bestemt skal være et ganske omfattende værk på mindst 1000 billeder.

“Jeg vil fortsat arbejde på at komme længere med mit udtryk, opdage en ny verden. Og til slut ønsker jeg at dø med vished om, at jeg er en god kunstner.” Yayoi Kusama

Det er virkelig en udstilling, jeg vil huske længe, og jeg har allerede besøgt den to gange –  drengene sagde ikke så meget, men det er vist helt normalt?

PS. Louisiana serverer lækkert smørrebrød og the fra Perchs.

Efterlad en kommentar