Besøg Cisternerne i Søndermarken og få en spirituel oplevelse

I går var jeg på jagt med Søs. Vi jagter oplevelser 🙂

Vi startede på Valby station og gik mod Cisternerne i Søndermarken. Vejret var som skabt for en jagttur som denne, skråt over for Zoo og med solen i ryggen, ledte vi efter vores næste oplevelse. Søs fandt den – et pyramideformet lille glashus dukkede op i det blå.

Cisternerne er et gammelt vandreservoir fra midten af 1800-tallet – en del af Frederiksbergmuseerne – der danner ramme om kunstudstillinger, arrangementer og events med udgangspunkt i stedets arkitektur og helt særlige atmosfære.

“Ingvar Cronhammar

I 2015 er årets særudstilling med kunstneren Ingvar Cronhammar, en ambitiøs og omfattende installation skabt ud fra stedets særlige udfordringer og klima.

Som besøgende vil du være omgivet af vand, både i form af et stort vandspejl der dækker gulvet, 28 søjler af lysende, faldende vand, og ikke mindst vandstøv, der vil lægge sig som en dis i rummene.

Vandet vil spejle, reflektere og være medskabende på såvel det visuelle som den musikalske del af projektet, der skabes af komponisten Martin Hall.

Jeg havde læst om Cisterne via et indlæg delt på facebook, og det fangede mig så meget, at jeg var nødt til at se og opleve Cisternerne selv. Søs ville med.

Som vi nu nærmede os Cisterne, blev Søs mere og mere nervøs……… Jeg undrede mig lidt over dette, men kom i tanke om dengang, vi sad fast i en elevator år tilbage. Der begyndte hun både at gispe efter luft og hyperventilere og jeg var meget tæt på at give hende en flad…. Cisterne gav hende åbenbart noget af denne følelse tilbage.

Vi betalte for entreen og Søs virkede igen mere rolig og fattet….. Kunne hun nu styre det? Jeg lagde min arm i hendes og hev af sted med hende……

Det var et fantastisk syn, der ventede os. Jeg fik kuldegysninger og har svært ved at forklare hvorfor. Der er virkelig en ‘magisk’ og dommedagsagtig stemning på stedet………

I starten af turen høres den smukkeste korsang,

og man får en fornemmelse af at være ført tilbage i tiden.

Til et helligt sted……

Tid/rum ophæves og vandsøjlerne, vandspejlet og den guddommelige stemning virker ret overvældende.

Jeg har aldrig hørt om Cisternerne, før jeg læste indlægget på facebook af clairvoyant Jette Harthimmer, som sammen med en veninde havde besøgt stedet og mærket energierne fra de forskellige vandsøjler…..

Jette beskriver at hun fandt sin helt ‘egen’ vandsøjle og bad om at blive healet og forløst. Du kan læse Jettes indlæg her.

Søs og jeg oplevede udstillingen arm i arm og mærkede kun skønheden og hinandens dejlige energier… men uanset hvad, vil du blive begejstret.

Cisternerne er også Danmarks eneste drypstenshule. I Cisternerne bliver drypstenene dannet gennem nedbrydning af loftets betondække. Nedsivende vand fra overfladen opløser kalkholdige mineraler i betonen, og disse mineraler reagerer med kuldioxid fra luften, hvilket bevirker at der udfældes kalk i form af drypsten.

Det koster en flad 50’er at besøge udstillingen, som varer til og med søndag den 29. november 2015.

Du kan forresten købe te eller kaffe på stedet.

 

Efterlad en kommentar