Ugens hjerte + Enneagrammets instinkter – et super nyttigt værktøj til alle, der vil være bedre til relationer

Ugens hjerte

Lille hjerte set på vej til Brøndby Strand

Ugens hjerte handler om at se ♥ overalt og når som helst. Og gerne hjerter der pludseligt opstår ud af det blå… Det mestrer Mona – min gode gamle veninde – og jeg synes det er så sjovt, at jeg er gået med på legen.

Og jeg bliver bedre og bedre til det ♥ kig også med på Monas skønne facebookside ‘Se mit hjerte’ – det er så hyggeligt at følge med i.

Nu til mit seneste hjerte set på en lille asfaltsti på vej mod Brøndby Strand. Hjertet er måske ikke så tydeligt, men det er der. Vi havde gået turen tre gange i denne uge, førend jeg ‘faldt’ over det. Er det ikke fint? ♥ 😉

Strandturen i går blev forøvrigt en tur, vi ikke sådan lige glemmer. Mens jeg sad og solede mig, skimtede jeg pludselig noget rimelig stort og sort, der kom flyvende.

En allike med kurs nærmest direkte mod min partner, registrerede jeg og nåede lige at tænke, at nu lander den fede fugl vel ikke oven på hans hoved?…

Men jo (faneme) om den ikke præsterede at lande direkte i hans hår…

Det er, hvad jeg kalder at være rimelig påtrængende og øretæveindbydende. Den grimme allike tog dog ret hurtigt benene på nakken, for min partner rystede naturligvis kraftigt på hovedet.

Alliken må dog have været i krigshumør, for den var så fræk kun at flyve ca. 1 meter væk fra os. Herefter stod den faktisk og nedstirrede os, mens den langsomt kom nærmere og samtidig signalerede: ‘skrid nu med jer’.

Det blev dog den, der kom til at skride….

Men først efter at jeg havde truet den med min sko… Ja, så meget skulle der til. Det var ikke nok at sparke ud efter kræet. Er det ikke bare langt ude?

Så har vi sørme også prøvet det og jeg var da virkelig glad for, at der ikke var en hel flok af dem… Gisp!

Enneagrammets instinkter

Hvordan bliver du glad og tilfreds i dit parforhold? Og mere forstående overfor din partners behov (og dine egne)?

Det har Enneagrammets visdom et rigtig godt bud på. Enneagrammet er et moderne person-typologisk værktøj, der bliver brugt i store dele af det danske erhvervsliv og bygger på ideen om, at mennesker kan deles ind i ni typer. NB. Du kan sagtens læse med her uden at kende mere til selve Enneagrammet og de ni typer.

Men DERUDOVER – og nok så vigtigt – er det sådan, at hver type har adgang til tre primære instinkter:

  • EEN-til-een (er særligt optaget af nære relationer)
  • REDEbygger (er særligt optaget af sikkerhed, tryghed, komfort)
  • NAVIgatør (er særligt optaget af gruppers dynamik)
michael-groser-instinkter

Enneagram-coach Michael Groser

Instinkter er i denne sammenhæng, en måde at definere de behov, vi har som mennesker, og alle tre instinkter er virksomme i os. Det er bare forskelligt, hvilket der er primært.

Er man en overvejende social type (NAVIgatør), vil man typisk være optaget af at blive accepteret og gøre sig nødvendig.

Mens en person, der fx har overlevelses-instinktet (REDEbygger) som det primære, mest vil tænke på at sørge for livets fornødenheder og fysisk komfort.

De tre instinkter repræsenterer en slags overlevelsesstrategi, og det gode ved at kende sin rækkefølge af disse er, at den giver et klart billede af, hvad lykken er for dig – især i nære relationer som parforholdet, forklarer Michael Groser:

– Et af instinkterne er stærkere end de andre, og det er den, der afgør, hvordan dit liv skal leves for at føles meningsfuldt, positivt og energifyldt. Det stærkeste instinkt higer konstant efter noget bestemt, som du skal tilføre løbende, for at du oplever et liv med glæde og lykke, siger Michael Groser, som opfatter Enneagrammets instinkter som et værktøj, der kan opklare de skuffelser, misforståelser og den vrede, der opstår, når vi ikke forstår os selv og vores partner.

Hvis du vil vide mere om selve Enneagrammet og de ni typer, klik her!

EEN-til-een instinktet

een-til-een-typenMennesker med een-til-een-instinktet som ‘styrende’, er særligt optagede af nære relationer.

Det vil sige, at de elsker at sidde tæt, koncentreret og uforstyrret, have øjenkontakt og nære samtaler, der handler om ‘os’. Det er med til at fylde glæde og energi på ‘kærlighedskontoen’.

Een-til-een-typen er ofte charmerende, karismatiske og med gennemslagskraft.

Een-til-een-typen har typisk fokus på:

  • Fokus på ‘dig og mig’ (sidde sammen, holde i hånd, ligge i ske, øjenkontakt osv.)
  • Investerer i eget udseende og udstråling (går sjældent i Netto lørdag morgen i joggingtøj og uden make-up)
  • Ønsker intens kommunikation/relation frem for small-talk og overfladiske samtaler/bekendtskaber
  • Påklædning, som er speciel, tiltrækkende og sexet
  • Søger een-til-een-tid med partneren eller venner/veninder
  • Ønsker det romantiske og lidenskabelige frem for det praktiske

REDEbygger instinktet

Mennesker med redebyggerinstinktet som ”styrende” er særligt optagede af, hvordan de giver kroppen de absolut bedste betingelser for at være sund, i sikkerhed og dybest set sikret overlevelse.

De ønsker at have tryghed, sundhed og være i behagelige omgivelser.

hygge-varme-teEn redebygger har typisk fokus på:

  • Mad i køleskabet (og reserver i viktualierummet)
  • Lidt proviant i tasken (vand, snacks eller lignende – man skulle nødig gå sukkerkold eller tørste unødigt)
  • Penge på kontoen
  • Tøj, som både kan være pænt og praktisk (mest praktisk)
  • Sko, som sjældent har høje hæle eller er ubekvemme (stiletter, nej tak!)
  • Sunde og behagelige madrasser på sengene

NAVIgatør instinktet

Mennesker med navigatør-instinktet som det styrende er særligt optaget af gruppers dynamik, magtbalancen, reglerne og strukturen i de grupper, du er en del af (familien, arbejdet, de sociale medier osv.)

Navigatør-typer er ofte åbne, engagerede og socialt ansvarlige.

gruppe-fokusEn navigatør har typisk fokus på:

  • Om der er brug for dem og det, de kan bidrage med
  • Hvordan deres handlinger og meninger påvirker andre
  • Hvem der har (social) status i gruppen
  • At være involveret, og at det, de bidrager med, gør en forskel i samfundet eller verden
  • At dele stort og småt på Facebook
  • At være en del af andres liv og deres verden

Find dit eget primære instinkt. Klik her ♥

Jeg er een-til-een-typen

Det har været en stor oplevelse for mig at høre om instinkterne. Jeg synes, at jeg er blevet bedre til at forstå og acceptere menneskers forskelligheder, menneskers behov, og ikke mindst hvorfor jeg bliver ved med at ‘jagte’ en bestemt type oplevelser.

Efter foredraget står det også helt klart for mig, hvorfor:

  • vores ven Georg helst vil mødes i en større vennekreds jævnligt og ikke bare een-til-een (han er navigatør)
  • min veninde Karina helst bare vil være sammen med mig, og ikke med en tredie veninde også (hun er een-til-een)
  • en tidligere veninde totalt nursede om sit hjem, hyggen, komforten og de hjemmebagte boller (hun er redebygger)

Og ikke mindst forstår jeg nu, hvorfor jeg ofte ikke synes, at det er så interessant at være sammen med mange på en gang… (for det meste byder sådanne sammenkomster på small talk/politik/arbejde og den slags!)

Næsten alle mine veninder er også af ‘een-til-een’ typen. Og mon ikke vi tiltrækkes af de typer, der ligner os selv mest?? Det er i hvert fald min erfaring.

Hvis du vil vide mere om Michael Groser og de fantastiske foredrag, han afholder jævnligt, så tjek det her. 

Jeg kan nærmest ikke anbefale det nok til dig, der gerne vil have en større forståelse for dig selv og andre 🙂

 

 

 

 

Posted in

Efterlad en kommentar