Oktober måned
Fra oktober begynder energien fra 2027 så småt at kunne mærkes.
Ildgeden erstatter ildhesten, og 2027 vil blive mere kreativt og følelsespræget samtidig med at relationer og personlig udvikling kan komme til at fylde mere/meget.
Ildhestens år 2026 har handlet om nye begyndelser, intentioner og om at sætte noget nyt i gang.
Det har jeg mærket meget selv, da jeg er nødt til at søge arbejde, er begyndt i en badmintonklub og også som noget helt nyt deltager i en spirituel kvindegruppe.
Begge fritidsaktiviteter giver virkelig et frisk pust i mit liv.
Oktober måned – hovedtemaer
Første del af oktober: Frisk, aktiv og handlekraftig energi.
Venus er retrograd 3. oktober – 14. november, hvilket handler om at se indad i kærlighed, relationer, værdier og økonomi. Hvad er vigtigt for mig? Fokus flyttes indad og specielt gamle relationer og følelser kan dukke op i tankerne. Jeg mærker altid når Venus er retrograd, da længst svundne tider kommer op til overfladen igen.
Merkur er retrograd fra 24. oktober til 13. november, hvilket forbindes med at noget skal genovervejes. Gamle samtaler eller emner kan komme op igen og misforståelser kan lettere opstå. Planer kan også ændre sig, man opdager noget, man tidligere har overset og derfor kan det være godt at tjekke ting en ekstra gang.
Ildhestens år nærmer sig sin afslutning
Gudskelov, siger jeg bare. Jeg har virkelig mærket, at der har været fuldt tryk på i dette år.
Specielt fordi jeg også har ledt efter alternative indtægtskilder, hvilket har resulteret i at jeg er blevet ‘mystery shopper’. En mystery shopper agerer helt almindelig kunde for at vurdere og teste en virksomheds service, renlighed og generelle kundeoplevelse i al hemmelighed.
Der er desværre ikke mange job i den ‘branche’. Indtil videre har jeg været ‘mystery shopper’ i en brilleforretning, og fingeret interesse i at lease en bil. Underholdningsværdien har dog været helt okay og det har givet lidt indtægt.
Derudover har jeg kastet mig over et firma, der hedder Hjælperne. Hjælperne tilbyder pålidelig hjælp til ældre i Danmark med opgaver som indkøb, rengøring og socialt samvær. Alle kan søge om at blive hjælper, og det har jeg så også gjort.
Jeg har ikke budt ind på nogle opgaver endnu, fordi de hjælpere der søges, forventes at kunne komme jævnligt, hvilket jeg har svært ved at tilbyde, når jeg nu søger fuldtidsjob, og ikke ved, hvornår jeg er til rådighed. Før jeg søgte ind hos Hjælperne, havde jeg en forventning om, at de fleste opgaver var lejlighedsvise, men kunderne ser gerne, at man kommer fra uge til uge, og gerne i et længerevarende forløb.
Nye fritidsaktiviteter
Badminton og klatring har som nye aktiviteter givet mig et fedt adrenalinkick. Begge dele er noget, jeg vil forsætte med, først og fremmest fordi det er sjovt, men også fordi jeg er kommet i meget bedre form.
Endelig er der den nye spændende spirituelle gruppe, som jeg forventer mig meget af. Den spirituelle gruppe har jeg ‘mødt’ på Boblberg i forbindelse med, at jeg søgte en badmintonmakker.
Badmintonmakkere kom der ingen af, men til gengæld skrev Pia til mig. Pia har opstartet den spirituelle gruppe, og fandt frem til mig, fordi jeg i min ‘badminton-ansøgning’ skrev, at jeg var både numerolog og astrolog. Måske det har afskrækket nogle? 😀
Boblberg er forøvrigt et fedt sted, hvis du har lyst til at udvide din vennekreds 🙂
Min oktober måned:
-
Aftale med Pia på Sing Tehus, Rosenvængets allé 6. Et virkelig hyggeligt sted, hvor man også kan få veganske kager til teen.
- Mødes med den spirituelle gruppe, hvor vi er en broget flok kvinder i alderen 30 – 70 år. Gruppen beskæftiger sig med healing, drømmetydning, numerologi, astrologi, tarot, dyreclairvoyance med mere.
- Foredrag med Søs! Endelig skal jeg høre Jytte Vikkelsøes foredrag ‘Derfor forelsker du dig ikke i den forkerte’. Har hørt så meget godt om det.
- Kulturnat, hvor vi regner med at tage til Rødovre astrologicenter og få noget spirituelt og brugbart med os hjem.
- Stort fokus på at finde arbejde, for hvad kan jeg få kontra hvad har jeg lyst til?
-
Horrorwalk i Hillerød ‘Tågeskovens forbandelse’ afstedkommet af min søster, der elsker gys.
- Tur til Odense i efterårsferien, hvor vi bl.a skal se badmintonkampe og H.C Andersens museum, der for nylig er blevet gennemrenoveret og udvidet med en eventyrpark.
- Familiehygge og spisning i det nye Maximum, der beskrives som Københavns nye forlystelsescenter.
God oktober måned til alle, der kommer forbi her 💖


