Maj måned energier
Maj måned vil kunne føles som et skifte, hvor vi vælger mere ærligt i forhold til os selv.
Numerologisk set står vi i et universelt 1-år, som handler om nye begyndelser. Samtidig bærer maj måned en 5-energi (da maj er den femte måned), der forbindes med frihed, forandring og bevægelse. Denne kombination skaber en intens, men levende og rastløs energi, som mange mærker i øjeblikket.
Og ikke mindst en voksende følelse af, at det bliver sværere at overse det, der ikke længere føles rigtigt eller stemmer overens med den, man er.

Mine følelser i forhold til arbejdsmarkedet. Ville ønske at vi kun producerede, hvad der faktisk er nødvendigt globalt set. Og at alt pseudoarbejde blev identificeret.
For mange bliver maj måned derfor en periode med refleksion, hvor behovet for at mærke efter bliver stærkere:
- Hvad giver egentlig værdi?
- Hvad føles ægte?
- Og hvad dræner mere, end det nærer?
Derudover fortsætter Pluto i vandbæreren med at skabe forandringer i vores relationer, og overfladiske forbindelser føles nu mere drænende end før. Det mærker jeg også selv, for jeg gider ikke kedeligt samvær, men at man er sammen om noget, som kan være alt lige fra at lave collager til at gå til afrikans dans. Det med at mødes og bare sidde på en restaurant, er altså ikke nok for mig. For jeg er ikke og bliver aldrig en snakketante, der kan knævre i timevis. Og ikke et ondt ord om den type, det er bare ikke mig…
Meget tæt på at købe en kolonihave
Apropos hvad der giver værdi, så var vi selv meget meget tæt på at købe en kolonihave, men ved nærmere eftertænksomhed, føltes det ikke rigtigt alligevel.. Og sjovt nok/heldigvis har vi det begge to sådan.
Specielt også fordi kolonihaven kostede en bondegård.
1,4 millioner for et sted, hvor du ikke må bo fast, og faste månedlige udgifter på 6.000,- kr. hver måned resten af livet…. Det endte med et nej.
Men vi har ikke opgivet kolonihave eller en have som sådan. Måske det bare skulle være et rækkehus med have i stedet for??
Min maj måned:
-
Workshop hos Astrologisk Selskab, hvor vi skal kigge på det såkaldte lykkepunkt i vores eget horoskop. Det er et af de mere interessante aspekter i horoskopet, for hvem ønsker ikke at kende til sit lykkepunkt? Jeg har selvfølgelig snuset lidt til mit eget lykkepunkt, som ligger i 12. hus.
12. hus handler om intuition, drømme, underbevidsthed, spiritualitet og det, vi har svært ved at se klart i os selv. - Astrologi søndag om uaspekterede planeter fra kl. 10 – 15, som er forårets sidste, før vi som hold endelig skal til at se på transitter og prognoser i horoskopet. Transitter = hvad der sker nu på himlen, og hvordan det påvirker os og prognoser = en samlet tolkning af kommende temaer og udviklingsfaser. Lige netop denne del af astrologien har jeg ventet på længe, for det er altid rart at kunne give forskellige planetariske konstellationer skylden for ens eventuelt dårlige humør 🙂
-
Klatre i træerne med eventgruppen, der består af fire piger – alle sjove, åbne og fysisk aktive – i Skovtårnets park først og bagefter lidt gå-afslapning i det 45 meter høje Skovtårn.
- Besøge søster4 og lave en collage med henblik på at visualisere og skabe vores drømmeliv. Det med at lave en collage, er en vigtig ingrediens, når det handler om visualisering, idet det med at se billeder for sig, er essentielt i forhold til at kunne manifestere de ting, du gerne vil have mere af i livet. Jeg har i et tidligere blogindlæg beskrevet hvilke teknikker, du kan gøre brug af. Læs mere her!
- Kro ophold i pinsen et eller andet sted, hvor man også kan få vegansk mad.
- Den Magiske Spejl labyrint på Bakken, som jeg virkelig håber, så også føles magisk. Bakken beskriver det sådan her: “Når du bevæger dig gennem labyrinten, bliver du sendt ind i et spil af refleksioner, lys og illusioner. Veje deler sig, spejle forvirrer sanserne, og retningen er ikke altid, hvad den ser ud til at være. Undervejs ændrer lys og stemning sig, så hver tur gennem labyrinten føles lidt forskellig.”
-
Foredrag med søster3 ‘Vild og fri’ af Heidi Maria Schønberg. Foredraget handler om at slippe sig selv fri, og finde mere autenticitet, frihed og nærvær. Jeg glæder mig meget til dette foredrag, og høre hvilke input Heidi har til lige netop ‘Vild og fri’.
- Pinsefrokost med den elitære svigercentral, der i nogle sammenhænge omtaler sig selv som overklassen (nu skal jeg dog ikke være uretfærdig, for det drejer sig heldigvis kun om en af dem!), hvorefter jeg så sidder tilbage og tænker: “Gad vidst om jeg så i hendes øjne tilhører underklassen, nu jeg ikke har hverken en akademisk uddannelse eller røven fuld af penge?”
– Tænk jeg troede ikke, at nogen i dagens Danmark tænkte på den måde mere….
Rigtig god maj måned til alle, der læser med her 🤎💚


