Jeg har lige været i Vilnius, Litauen
Og personligt kunne jeg ikke være mere enig i H.C. Andersens udsagn 🙂
Ikke et land, jeg kendte meget til, men det er altid spændende at besøge andre lande, og få et frisk pust og måske også nye perspektiver.
Litauen har været besat af både Tyskland og Rusland i nyere tid, men fik lykkeligvis status som selvstændigt land i 1991.
Vi nåede (ikke så meget)
Det er dog helt normalt for os. Vi gider ikke jage, og når vi er på ferie, så er der dømt afslapning i stor stil også.
Men af det vi fik set, anbefaler vi følgende:
Den gamle bydel
Den gamle bydel er smuk og hyggelig, masser af kirker og smalle gyder.
Hvis du er interesseret i arkitektur, får du en fantastisk tur med meget at se.
Du kan gå turen på ca. 3 timer, men de, der værdsætter historie og detaljer, vil ikke blive skuffet og kan helt sikkert bruge meget mere tid i den gamle bydel, som også er at finde på UNESCOs verdensarvsliste.
En ulempe er dog de elektriske løbehjul, der bevirker at man kan føle det lidt usikkert at være fodgænger…
KGB museet
KGB museet er en fortælling om umenneskelighed af værste skuffe.
Museet fortæller historien om Sovjetunionens besættelse af Litauen og KGB’s (det hemmelige politis) rolle.
Vi anbefaler en guidet tur, hvor man kommer rundt i hele huset, ser forhørslokalerne, cellerne i kælderen og stedet, hvor henrettelserne fandt sted.
Der er gratis adgang til stueetagen, og en guidet tur koster 10 euro.
Her kan man i øvrigt sagtens bruge 3 – 4 timer.
Uhyggeligt at tænke på, at det kun er lidt over 30 år siden, at dette var virkeligheden….
Den botaniske have
Hvis du kan lide natur, rhododendron og syrener, huser Vilnius Universitets Botaniske Have nogle meget store og imponerende samlinger.
Den japanske have er også værd at nævne, og faktisk den bedste del af haven.
Cafeen har tillige vellavet mad med super venlig betjening.
Vi brugte en hel dag i haven, da vi også havde to stop ved cafeen, først et glas vin og senere lækker middag på terassen.
Vi anbefaler ikke:
Europa Park
Europa Park har nogle gode og spektakulære monumenter, men de fleste af dem, er der ingen eller meget lidt forklaring på. Der mangler også noget sammenhæng på en eller anden måde, da monumenterne står spredt sådan nærmest hulter til bulter…
Kortet og indretningen af stedet er virkelig forvirrende, medmindre man godt kan lide puslespil?
Skoven var dog dejlig at gå rundt i – det største plus – når man ser bort fra de aggressive myg. Som var en virkelig irriterende ting. Jeg fik rundt regnet 20 mygstik, primært på benene.
Først efter afgang fandt vi ud af, at det faktisk var muligt at købe et mygge afskrækningsmiddel i billetlugen…
Det sagde hun ikke et klap om hende, der solgte os de dyre billetter. Hun kunne nemlig ikke et ord engelsk, og det er der mange af de ældre litauere, der ikke kan.
Europa Park opfatter jeg som en turistfælde, der både er dyr og intetsigende.
Noget andet er at vi tog en taxi derud, men ikke kunne komme derfra igen, da ingen chauffører gad at køre den lange vej til parken for at samle os op.
Vi var dog så heldige at et tysk par ½ time senere – efter at vi havde konstateret, at vi var ‘stuck’ – (og de eneste der var i parken udover os), gav os et lift, så vi ikke skulle gå tilbage til vores hotel i Vilnius.
En tur der ville have taget ca. 4 timer på gåben…