Ja, så er du faktisk ikke i tvivl
Forstå mig ret, og ja det er sagt mange gange i forskellige sammenhænge, men er du i tvivl, så har du allerede en slags svar eller en form for advarsel. Og der er altid en (god) grund til din tvivl, også selvom du ikke kan se det, der hvor du står lige nu.
Selv har jeg prøvet det alt for mange gange. Det at være i tvivl…
Det er virkelig, virkelig irriterende. Al den energi man bruger på det…
Sidst jeg var sindsygt meget i tvivl, var da jeg for ½ år siden skulle beslutte mig for, om jeg skulle melde mig til astrologikurset hos I.C Instituttet.
Jeg meldte mig til i allersidste øjeblik
Faktisk på selve dagen for start…. Og jeg fortrød det mange gange bagefter.
Det blev nemlig fuldstændig spild af penge for mig, men jeg havde ikke fundet andre interessante udbydere af astrologi, og følte derfor at jeg ‘blev nødt’ til at læse astrologi dér.
Sammensætningen af kvinder på holdet, gjorde også at astrologiholdet blev alt andet end en fornøjelse for mig. Jeg kortede så også selv forløbet af ved ikke at komme de sidste to gange, hvor der var repetition.
Et par måneder senere dukkede der (naturligvis) en anden astrologiudbyder op, som tilbød præcis den type astrologi, jeg havde ledt efter….
Det var selvfølgelig derfor
Jeg havde haft den bremseklods i mig…
Det gør det bare ekstra svært at lytte til sine fornemmelser og intuition, når man ikke lige kan se andre udveje.
Jeg betragter det dog lidt som ‘endnu en erfaring’ i altid at lytte og tage sin intuition alvorligt.
For mange år siden
Det er over 20 år siden, at jeg tog en beslutning om at få et bestemt kosmetisk indgreb.
Da jeg havde truffet beslutningen, begyndte en slags ‘kæmpe stor mur’ at vise sig for mit indre, hver gang jeg tænkte på det indgreb, jeg havde bestemt mig for at få foretaget.
Jeg vidste godt, at muren var en form for advarsel mod det indgreb. Og derfor undersøgte jeg også, hvilke konsekvenser, der kunne være med en aflysning, men blev orienteret om, at så ville mit depositum på ca. 30.000,- kr. gå tabt. Derudover havde vi så også bestilt flybilletter og rejse i forbindelse med indgrebet.
Mit ønske om at få lavet det indgreb var dog stadig ret stort, og da jeg heller ikke med min sunde fornuft umiddelbart kunne se, hvad problemet i det indgreb kunne være (udover den almindelige risiko, der altid er i forbindelse med operationer), ja så blev indgrebet gennemført.
Det har jeg så fortrudt lige siden….
Ikke at der skete noget alvorligt med mig i forbindelse med det indgreb, men man kan sige at det havde nogle uforudsete konsekvenser for mig… og kunne jeg gøre det om, så havde jeg ikke fået det gjort trods det tab på ca. 30.000,- kr., der så ville have været konsekvensen.
Så derfor
Har du en større beslutning, må rådet – også til mig selv være – at lytte til og handle efter sin intuition – det der måske lidt kan irritere mig ved dette er, at du jo så ikke ser den konsekvens, der ville have været.
Og at du så måske bagefter alligevel fortryder, at du ikke handlede eller tænker, måske skulle jeg have gjort det alligevel…
Derfor vil jeg også med sindsro anbefale alle at opsøge en clairvoyant, en tarotlæser eller lignende, der kan give yderligere tiltro til at man gør det rette ved at handle efter sin intuition.
Rigtig god onsdag aften til alle, der læser med her 💗