Mens jeg træder ind over dørtrinnet til te salonen The Ounce, ser jeg mig selv genspejlet i døren. Jeg har en stram victoriansk kjole på, en fin lille taske hængende på armen og selvfølgelig bærer jeg også det sidste nye skrig: en kyse. Jeg skal mødes med de veletablerede fruer fra nabolaget til fint te besøg. Det er den sædvanlige onsdag eftermiddag, hvor alle fruerne mødes til ugentlig passiar…
To af fruerne dukker slet ikke op, og de har heller ikke meldt afbud, så snakken går på, hvor de mon så er? Der mumles i krogene…… og alle har et helt særligt udtryk i øjnene. Vi hvisker lidt om den ene, fru Struensee.
– Tror du, at hun er på herrebesøg? kvidrer min sidedame samtidig med at hun med ét ligner en hyæne, der vejrer blod….. Jeg stirrer tavst tilbage på hende og mærker forargelsen vælde op i hende…
Hov, nu løb fantasien løbsk. Tilbage til virkeligheden.
The Ounce
Herren og jeg træder nu ind i den skønne te salon, og der dufter bare helt fantastisk. Vi bliver mødt af en sød ekspeditrice, der tilsyneladende er dumpet ned fra det forrige århundrede. Hun er iklædt sort kjole, helt klart victoriansk inspireret med corsage, og en tilhørende sød lille rød bolero fuldender hendes ‘look’.
Jeg har efterfølgende læst anmeldelser fra andre besøgende, og de nævner også, at ekspedienterne er klædt som det forrige århundrede, så det er ikke noget tilfælde. Som vi først troede. Det gør kun oplevelsen endnu bedre!
Du kan se hende nedenfor til venstre i billedet.
Kan du forstå, at jeg er blevet forelsket i det sted? Se honning skeen, det smukke bord og bordlampen……..Så inspirerende og romantisk….Selv toiletforholdene er ‘yndige’ med det sødeste lille billede af en teplante på væggen og alt holdt i grønne farver.
Da Herren er vældig forkølet her midt om sommeren, bestiller han en urtete med ingefær i. Jeg bestiller en sort te med bærsmag. Og ser samtidig til min store glæde, at man kan købe glutenfrit bagværk.
Herren er yderst tilfreds med sin te, og kommer en ordentlig sjat honning i. Jeg synes, at det er lækkert at The Ounce tilbyder honning til teen. Det er ikke noget, jeg ser så mange andre steder.
Jeg får den allersidste glutenfri matcha småkage med grøn glasur. Den smager virkelig godt. Uhm, sprød og lækker, er den.
Der er flere andre småkager at vælge imellem, dog ikke glutenfri. Den dag, vi er der, er der en 3 – 4 forskellige slags småkager.
Plus et meget stort udvalg af te, så du finder helt sikkert din nye favorit te her… i det 18. århundrede….
Du skal selvfølgelig se den te, jeg købte med hjem derfra. ‘Teelordi’ hedder den, og det er en sort traditionel earl grey te.
Jeg har klippet den ud fra The Ounce’s webshop, så du kan se den her. Lidt sjovere end den brune pose, jeg fik min te udleveret i.
Så skal du til en tur til Helsinki og er tedrikker, så er The Ounce virkelig et ‘must’ 🙂
Sibelius Finland Experience
Ved et tilfælde fik jeg øje på en folder om en koncert med musik af den finske komponist Sibelius. Jeg har aldrig hørt noget Sibelius før, men da Sibelius er en af de få ‘ting’ jeg forbinder med Finland, så synes jeg, at vi skulle opleve koncerten. Vi satte os helt op foran, så vi bedre kunne se solisterne og høre den charmerende finske vært.
Han fortæller med stor entusiasme om den finske komponist Sibelius liv (1865 – 1957), hvis værker kom til at spille en vigtig rolle for dannelsen af den finske nationalfølelse og identitet. Værten fortæller desuden, at Sibelius igen og igen fik sin inspiration fra naturen, idet han følte, at træerne talte til ham.
En herre i 30’erne spiller klaver og en smuk ung kvinde spiller violin. Det er skønt at vi sidder så tæt på, at vi næsten kan røre dem. Det betyder meget. Jeg har vedlagt et lille musik klip her, så du selv kan se og høre, hvor fantastisk en oplevelse det er. Forvent gåsehud og tårer i øjnene.
Selv hører jeg normalt aldrig klassisk musik, så vælg det ikke fra af den grund 😉
Oplev Sibelius Finland Experience i Helsinki alle ugens dage fra 15. maj – 15. september kl. 13.30 hver eneste år. Læs mere.