En fjern chef
Gennem min tid på institutionen har jeg ikke haft den store berøringsflade med Magnus.
Faktisk var det først til Ministeriaden, at jeg fik kommunikeret lidt med ham.
Ministeriaden var en slags ‘olympiade’ mellem de forskellige institutioner i Økonomi- og Erhvervsministeriet. En sjov ide, der blev rigtig godt modtaget, også i den offentlige institution, hvor jeg arbejdede.
Disciplinerne var volleyball, floorball, bordtennis, klatring med meget mere. Når alle sportsgrene var afviklet og de tilhørende vindere var fundet, ventede både middag og fest med liveband.
Under de fysiske udfoldelser
Jeg deltog i volleyball, og det var virkelig en fornøjelse. Elskede det også i gymnasiet. Og jo, vores hold vandt til Ministeriaden og vi fik alle en guldmedalje 😀
Efter volleyball kampene sad jeg og kiggede på deltagerne i floorball, og fik pludselig øje på Magnus.
Hvor jeg før havde synes, at han var både pæn og tiltrækkende, synes jeg nu at han så virkelig spinkel og uinteressant ud. (Ja, usympatiske kommentarer herfra kan forekomme!)
Under middagen
Efter den dejlige buffet og indtagelse af mere end et glas vin, var jeg godt kørende.
Dansegulvet var fyldt og jeg fik danset med flere af kollegerne.
Jeg havde egentlig tænkt mig at tage hjem, og flere var også gået, men jeg kunne se at Magnus kom hen mod vores bord.
Ikke at jeg troede han ville sætte sig ved siden af mig.. Til gengæld satte han sig lige overfor mig, hvor søde Bente også sad. Magnus og Bente sad så og snakkede et stykke tid, hvorefter jeg spurgte Magnus:
‘Jeg så at du deltog i Floorball, har du prøvet det før?’
‘Nej’, svarede Magnus intetanende om at han skulle blive groft ydmyget i sekunderne lige efter.
Mit svar:
‘Det kunne man godt se’, svarede jeg så, hvorefter jeg var ved at dø af grin. (Nej, men det var så plat, så under lavmålet, jeg skammer mig….)
Til ovenstående skal til mit forsvar siges, at jeg var godt fuld!! Jeg er ikke stolt af denne lille ordveksling med Magnus, som jeg ville undskylde, skulle jeg nogensinde støde på ham igen. Normalt er jeg heller ikke typen, der generer folk, så jeg ved faktisk ikke, hvad der ‘kom over mig’ den aften.
Et par år senere
Stod jeg i en fyringssituation, jeg selv havde skabt via al mit sygefravær.
Jeg havde et opsigelsesvarsel på et halvt år, og da der var gået omkring 4 måneder, forsøgte jeg at få fyringen tilbagekaldt. Jeg snakkede med min kontorchef om det.
Min søde kontorchef Casper så meget berørt ud, da jeg nævnte at det var svært at få et nyt job, og om det var muligt at trække fyringen tilbage. Han kiggede ned i gulvet, og sagde med tydelig bedrøvelse i stemmen:
“Det bliver virkelig op af bakke”…. og jeg kunne forstå på Casper, at han ikke mente at der var så meget at gøre…
Jeg forsøgte også hos afdelingschefen
Afdelingschef Sander havde jeg før i tiden haft et godt forhold til, men en episode for nyligt havde desværre helt ødelagt det..
Det afholdt mig dog ikke fra at booke en samtale hos ham, hvor jeg forsøgte at få trukket fyringen tilbage.
Mine nærmeste kollegaer og jeg krydsede fingre for, at det ville blive muligt og troede faktisk også på det. At min fyring kunne genforhandles ved god opførsel så at sige.
Samtalen hos Sander
Jeg var godt nervøs, men Sander lod til at være i godt humør, og vi snakkede lidt løst og fast. Vi havde jo trods alt været kolleger og arbejdet i samme kontor i en hel del år.
Efter de indledende manøvrer drejede samtalen over i det, jeg var kommet for. Stemningen var stadig god, og Sander sagde så at han ville se, om jeg havde haft sygefravær i opsigelsesperioden.
Det lå i luften, at havde jeg ikke haft sygefravær i opsigelsesperioden, kunne vi godt se, om der kunne findes en løsning?!
Allerede der vidste jeg, at slaget så var tabt og at det ikke kunne komme på tale med nogen genansættelse. Jeg havde nemlig haft tre sygefraværsdage i opsigelsesperioden, og det blev altså udslagsgivende….
Min tid dér var endegyldigt slut….
PS. det blev Magnus, der med is i stemmen overleverede mig beskeden om at jeg var fyret med ordene:
“Du er afskediget”….