Normalt plejer jeg ikke at nedstirre folk
Men altså det er så uvant for mig at se bevæbnede vagter. For Mogens er det selvfølgelig allerede blevet hverdagskost… og han siger til mig, at det vil jeg også hurtigt vænne mig til, for vagterne er overalt, hvor vi kommer til at opholde os…
Hm, tænker jeg, og mindes at have læst en artikel for et par år siden, om et dansk par med børn, der boede i Sydafrika i en såkaldt ‘compound’. En compound er en slags indhegnet villakvarter og i dette tilfælde var villakvarteret svært bevogtet og indhegnet med både mur og pigtrådshegn. Jeg kan huske, at jeg synes, at det var helt surrealistisk at læse om deres liv…. og nu stod jeg nærmest selv midt i det…
– Mogens, det er da ikke en compound, du bor i vel? Men en almindelig lejlighed, ikke?
– Jo, jeg bor i højhus på 11. etage. Med bevæbnede vagter på gadeniveau, og jeg har selv metertykke låse på hoveddøren. Det er som regel familier med børn, der bor i compounds.
– Ok, siger jeg og stiger ud af firehjulstrækkeren, mens omridset af bjerge i horisonten fanger min opmærksomhed. Hvor er her smukt.
Jeg bliver ikke mindre begejstret, da Mogens lukker os ind på værelset.
For sikke et dejlig stort og lækkert rum. Sengen er gigantisk og badeværelset luksuriøst med et kæmpe badekar, og jeg tænker allerede på det karbad, jeg skal have i morgen med et drink til. I hjørnet af rummet er der et lille køkken med kaffe/te – anretning.
Der er både hyggeligt og romantisk, synes jeg og Mogens åbner kort terrassedøren, så vi lige kan få det hele med.
Vi bliver ikke så længe på terrassen, for Mogens siger, at der sikkert er myg.. Det er også næsten bælgravende mørkt, såh… Og de bjerge, jeg lige har set, er ved at forsvinde i mørket 🙂
Vi har ikke noget mad
Pludselig kan jeg mærke sulten gnave, for jeg har ikke fået noget at spise siden fly nummer to. Mogens er også hundesulten, for ingen af os nåede at få noget mad i lufthavnen, for vi skulle jo skynde os afsted, inden det blev mørkt.
Mogens går i receptionen og spørger, om de kan lave lidt mad til os nu. Det kan de ikke, siger de, for de har ikke rigtig noget… Det viser sig, at restauranten på Loerie’s Call er lukket om søndagen og det nærmeste spisested ligger et pænt stykke væk.
– Nå, hvad gør vi så? spørger jeg Mogens.
– Vi kører ud efter noget, jeg så der lå en tank meget tæt på…
Ok, tænker jeg, SÅ farligt er det altså heller ikke at køre ud i mørket?!?
NB. Efterfølgende har jeg læst dette på wikitravel om Nelspruit, Sydafrika:
‘It is not safe to walk around Nelspruit after dark. There are lots of traffic lights in Nelspruit, and vendors and beggars will approach your car when you are stopped. Keep your car doors locked at all times, and consider whether you may find dinner at your accommodation more pleasant than driving a distance through Nelspruit after dark.’
Wikitravel er opdateret oktober 2016, så intet er forandret siden 2002, hvor vi var der. Trist, men forventeligt.
Vi går ud til firehjulstrækkeren igen, og jeg kan se, at den afrikanske vagt står bomstille. Han hverken nikker eller siger godaften eller noget. Det gør vi heller ikke. Og jeg tænker, at egentlig burde vi da anerkende hans tilstedeværelse?…
Men han ignorerer os, og vi vælger så også at ignorere ham. Jeg tænker, at det må være et frygteligt ensomt job, hvor man håber, at der aldrig sker noget, og selv tanken om at der aldrig sker noget, må da være næsten ligeså rædselsfuld, som det man kan tænke sig til…
Tænk at have sådan et lorte job og skulle stå der nat efter nat og være i fare for at blive angrebet… Føler den største sympati med vagten.
Bouillon suppe med brød
Vi finder noget bouillonpulver og brød på tanken, for det er det eneste, der er. Tilbage og lave suppe. Uhm, utroligt så godt sådan noget kan smage, når man er sulten nok.
Klokken er efterhånden blevet omkring 21.30 lokal tid, og vi er begge to flade efter rejsen. Jeg finder min natkjole frem (som jeg måtte ud at købe i sidste øjeblik før afrejse) for jeg vidste, at jeg de første par dage nok ikke ville kunne lide kun at gå rundt i trusser… Jeg drøner ud på badeværelset og skifter.
Mogens er gået i seng i mellemtiden, ser jeg. Og ser ud til at være meget tæt på drømmeland..
Jeg lægger mig og gud jeg troede faktisk, han sov, men nu lægger han armen om mig og haler mig ind… Endelig… Det første kys i tre måneder ♥
Første nat i Sydafrika
Jeg har sovet som en sten, og det første jeg ser, da jeg slår øjnene op, er de majestætiske bjerge i baggrunden og Mogens, der sidder med en kop kaffe på terrassen.
Glæde og forventning bobler i mig i dag, for jeg er så spændt på, hvad programmet byder på, her den første rigtige dag i Sydafrika sammen med Mogens…