Pludselig var jeg omgivet af en ufattelig skønhed – del 17

Et besøg værd

“Forøvrigt synd de ikke har vedligeholdt museet”.

Mogens svarer med hele munden fuld af banan:

“Alt fik lov at forfalde, da portugiserne skred eller rettere blev ‘frosset’ ud af landet i 1975.”

“Skal du ikke have banan?” Mogens kigger flabet på mig og rækker mig hele klasen.

Portugiserne flygtede

I 1975 flygtede en kvart million portugisiske bosættere fra Mozambique, da Mozambique havde opnået uafhængighed fra Portugal, der havde siddet som kolonimagt siden midten af 1600-tallet.

Baggrund kort:

Efter ca. 300 års portugisisk undertrykkelse, voksede krav om selvstændighed frem i Mozambique, og modstandsbevægelsen Frelimo blev grundlagt (1962).

I 1964 begyndte en væbnet frigørelseskamp. Efter ti år med krig samt politiske ændringer i Portugal, blev Mozambique en selvstændig stat i 1975.

Frelimo etablerede et marxistisk etpartistyre ved at alliere sig med Sovjetunionen.

Frelimo-regeringen blev herefter modarbejdet af den ny modstandsbevægelse Renamo, der blev dannet 1977 af de hvide regimer i nabolandene Rhodesia (Zimbabwe) og apartheidstyret i Sydafrika (der både frygtede den kommunistiske ideologi, men også at oprøret ville brede sig og føre til opløsning af det hvide herredømme).

Det fik både blodige og katastrofale følger for Mozambique og landet blev i begyndelsen af 1990’erne anset for at være verdens absolut fattigste.

Med apartheid’ens fald i Sydafrika i 1990 og den deraf faldende støtte til Renamo, begyndte de første dialoger mellem Frelimo-regeringen og Renamo, hvilket førte til grundlaget for et flerpartisystem.

Efter fredsslutning i 1994 har Mozambique gennemført frie og demokratiske valg, og efter en langsom begyndelse er landets økonomi i vækst.

Landet er dog stadig et af verdens fattigste.

Min retfærdighedssans stejler

Mens vi er på vej hen til bilen for at køre til en ny lækker restaurant, spekulerer jeg på, hvordan mozambiquanere mon betragter hvide mennesker. Hader de os alle sammen og er de helst fri for os?

Kontrasten mellem os og dem er kolossal. Og jeg har faktisk dårlig samvittighed hver gang, vi er ude….. vi kører rundt i en fed bil, vi kan købe hvad vi vil, vi sulter ikke, vi spiser på restaurant hver dag…

Og jeg burde jo bare slappe af og nyde det, men det er ikke nemt. Jeg synes, at det (hele) er uretfærdigt.

“Hvordan har du det med det, Mogens, at vi har så meget og de har så lidt?”

“Jaaaa”, siger Mogens, og trækker på det. “Jeg synes selvfølgelig ikke, at det er fedt med de forskelle. Du har en hvid rig gruppe, der lever ekstremt priviligeret sammenholdt med mozambiquanere, der lever i blikskure. Men vi (de udstationerede) hjælper dem så godt vi kan på forskellige måder. Vi ansætter dem blandt andet som husholdere. Køber deres varer og håndværk. Så vi gør noget.

“Nå, ja du har jo en mandlig housekeeper. Når jeg at møde ham?”

“Ikke i denne omgang. Han var her, før du kom”.

“Haha”, jeg griner og forstår, hvad Mogens mener.

Husholderen hedder Fernando

Mogens fortæller, at husholder Fernando er i 30’erne, gift og har 7 børn. Han har været husholder i lejligheden, lang tid før Mogens flyttede ind i september måned. Husholderne ‘følger med’ lejlighederne og deres arbejdsopgaver er rengøring, tøjvask, opvask, tøjstrygning og skift af sengelinned.

Undervejs har jeg siddet og spekuleret over, hvorfor husholderen mon er en mand, da opgaverne jo er traditionelt kvindearbejde.

“Nååårh, hans kone har selvfølgelig små børn. Og det er vel normalen, at kvinderne her ikke arbejder? Eller har de dobbeltarbejde som enhver anden kvinde?”, siger jeg med et grin.

Mogens kigger på mig med et let ryst på hovedet… Nå, nu kommer vores vin heldigvis og er med til at sørge for den fortsat gode stemning 🙂

Jeg har opdaget, at Mogens slet ikke er enig med mig i arbejdsfordelingen mellem kønnene. I hans øjne er mænd lige så aktive på hjemmefronten som kvinder, selvom tal fra Socialforskningsinstituttet siger at kvinder (med fuldtidsarbejde) stadig tager den største tørn i forhold til arbejdet med at købe ind, lave mad, gøre rent og i det hele taget sørge for logistikken i hjemmene.

Jeg giver Mogens et ordentligt kys og vi skåler. Jeg skal hjem i overmorgen og ville være ked af selv den mindste konflikt…

“Hvordan kommer Fernando så på arbejde? Cykler han?”

“Han tager en chapa. Nej, cykler har de færreste, de er for dyre. De går eller tager en chapa.”

Chapa, det afrikanske svar på en bus

Chapa er en slags minibus og den vigtigste form for lokal transport, der kører inden for en by eller mellem byer.

Nogle chapa’er har hverken tag eller minder om de busser, vi kender herhjemme. Det kan være noget af en prøvelse for både sol og støv kan være ubarmhjertig, og der er ikke mange sæder i førerhuset.

Gud, hvor er jeg glad for at være dansker….

 

Del 18 på vej 🙂