Naturhistorisk museum, Maputo
Naturhistorisk museum, Maputo, Mozambique
“Hvor er HER mørkt og støvet!” udbryder jeg. “Det er ikke lige det, man forventer, når man ser den smukke portugisiske bygning udefra.”
Mogens nikker og vi indløser samtidig billet til Maputos naturhistoriske museum, der minder en hel del om et meget slidt biologilokale fra før årtusindskiftet.
“Se, Mogens, en masse revner hjorten har på sine ben…”
Mange af dyrene – og det ser man tydeligt – er af malet ler. De er ikke blevet støvet af i årevis, og lugten her er klam og jordslået.
Da vi er de eneste besøgende på museet, og der ingen afmærkninger er, eller ansatte til at fortælle os, hvad vi må og ikke må (hvilket faktisk er voldsomt befriende), tager vi os nogle friheder.
Fx synes jeg, det er vældig sjovt at sidde ovenpå en af havskildpadderne, også for lige at demonstrere, hvor store sådan nogle egentlig kan blive 😉
Det er forøvrigt en ‘Flatback Sea Turtle’, jeg sidder på. Vægt op til 80 kg., længde ca. 1 meter.
Bøffel og løve
En bøffel er ved at slå en løve ihjel!
“Sikke nogle drabelige scener, mon det er realistisk?” spørger jeg Mogens, da jeg får øje på en bøffel, der ser ud til at være ved at gøre det af med en løve.
“Og er bøflen egentlig ikke planteæder?”
Nu ved jeg ikke så meget om bøfler andet end at jeg kan se, at bøflen er væsentligt større end løven og minder om en slags ko med sjove buede horn.
“Joeh, tror jeg nok, gå over og klap den, så tager jeg et billede.”
“Haha, Mogens 😉 jeg synes for øvrigt at det er en rigtig god ide at vise dyrene i aktion. Det er da ikke noget, jeg har set andre steder.”
‘I virkelighedens verden er det oftere løven end bøflen, der ligger øverst. Det skyldes selvfølgelig først og fremmest, at bøflen er planteæder, og fortrinsvist spiser græs!
Scenariet på billedet er dog slet ikke utænkeligt, for bøflen er kendt for at kunne dræbe løver!
Almindeligvis jager løver kun bøfler, når de opererer som en gruppe. Det skyldes, at bøfler er ca. tre gange større med en vægt på knap 600 kg, mod løvens max. 190 kg.’
Det næste vi får øje på, er en masse glasmontrer, opstillet i en lang lige række på ca. 10 metre.
Elefantfostre i formaldehyd
Da vi kommer tættere på, kan vi se at der ligger elefantfostre i glasmontrene.
Jeg bryder mig slet ikke om synet, og har overhovedet ikke lyst til at studere elefantfostrene mere indgående, men Mogens lader til ikke at kunne få nok, og går troligt i gang med at fotografere fra en ende af.
10 mdr. gammelt elefantfoster
Mogens er helt perverst opslugt, men jeg får nærmest kvalme af at se på alle de fostre.
Jeg går i stedet hen til nogle monster store insekter, og prøver at sunde mig!
Da Mogens har fået skudt billeder af samtlige 14 elefantfostre, kommer han endelig hen.
Mogens fortæller, at der er en noget tragikomisk baggrund for alle elefantfostrene:
“De (portugiserne) slog 2000 elefanter ihjel, for at dyrke jorden i et område, der så alligevel ikke egnede sig til landbrug.”
“Aj, altså…”, siger jeg, og ser det formentlig voldsomme sceneri for mine øjne…. Not nice!
Verdens største og eneste samling af elefantfostre
Under 1. Verdenskrig ville portugiserne (Mozambique var portugisisk koloni indtil 1975, hvorefter det blev en selvstændig stat) dyrke landbrug i et stort område syd for Maputo (hovedstad i Mozambique). Derfor måtte mere end 2.000 elefanter lade livet, inden man fandt ud af, at området slet ikke egnede sig til landbrug og projektet blev herefter droppet.
En del af de elefanter, der blev skudt, var naturligvis drægtige, og portugiserne var zoologisk interesserede nok til at lægge 14 af elefantfostrene i formaldehyd.
Nederst i venstre hjørne af billedet er fostret blot 1 måned, hvilket vil sige ca. på størrelse med totten af en tommeltot.
Øverst i højre hjørne er den fødeklare elefantunge på 22 måneder. Elefanten er det pattedyr, der er drægtigt i længst tid – næsten to år.
Kæmpe insekter
“Nej, se den bille eller er det en græshoppe? Kan du ikke stille dig overfor, så tager jeg lige et billede”.
Mogens trækker maven ind, og stiller sig til rette. Jeg står samtidig og spekulerer på, om græshopper virkelig kan blive SÅ store…
De insekter (mest kakkerlakker), jeg har set indtil nu, har været på størrelse med min tommelfinger. Og hvor har jeg set dem? Heldigvis kun på gadeplan. Enten i vild flugt eller 100% fladmast.
Tør slet ikke at tænke den tanke, at der kan være nogle (kakkerlakker) i vores lejlighed. Og det er tæt på, at jeg nærmest ikke kan have det i min bevidsthed. Jeg prøver at skubbe tanken om insekter helt ud af hovedet, men har da virkelig en fest nu, hvor samtlige insekter befinder sig forsvarligt under lås og slå.
Kommer til at tænke på Kitte, der lider af araknofobi (bange for edderkopper). Ser hun en edderkop derhjemme, stiller hun en sko ovenpå den, og forlader stedet. Ægtemanden får så lov at fjerne det hele. Jeg ved ikke, hvad hun gør hvis de løber på væggen eller i loftet…
Jeg drillede hende engang med at jeg ville købe en kæmpe stor kunstig edderkop og lægge på hendes bord. Troede at hun så ville smile og sige “hahaha” eller lignende, men der kom ikke en eneste trækning over hendes ansigt… Det var nok meget godt, at jeg ikke gjorde alvor af det.
Et besøg værd
“Nå, det var da en anderledes og interessant oplevelse, og du fik billeder af alle fostrene?”, siger jeg og vrænger let på næsen.
“Ja. Det var faktisk ret fascinerende at følge de forskellige stadier.”
“Hmmm… nå, lad os komme ud og få noget frisk luft. Og en smøg 😉 ”
Del 17 på vej 🙂