Og er regler ikke til for at brydes
Her kommer rebellen op i mig plus en stærk nysgerrighed. Hvad er der på den anden side….
Det har altid provokeret mig med regler (bortset fra færdelsregler). Men hvorfor egentlig?
Og hvordan har du det med regler? Elsker du dem fordi de giver dig en slags rettesnor eller bliver du bare møg irriteret over at blive irettesat med ‘gamle og utidssvarende’ regler ligesom mig?
Apropos regler så var jeg engang på et kursus (husker ikke i hvad, men nedenstående historie står klart i hukommelsen), hvor underviseren fortalte en ‘sjov’ historie.
Hvordan skal en hamburgerryg koges?
Underviseren fortalte, at når han skulle koge hamburgerryg, så havde han lært hjemmefra, at det var vigtigt at skære begge ender af hamburgerryggen før den kom i gryden. Han vidste ikke hvorfor, men gjorde det bare, da hans mor havde fortalt at det var vigtigt. Han stillede derfor aldrig spørgsmål til det.
Lige indtil han alligevel en dag (efter at han var flyttet hjemmefra) spurgte sin mor, hvorfor enderne egentlig skulle skæres af? Moderen svarede:
“Fordi min gryde ikke er stor nok til hele hamburgerryggen kan være i den.”
Jeg synes, at der er en rigtig god pointe i denne historie….
Tit gør vi nemlig ting helt pr. automatik og tænker ikke selv.
Så hermed en opfordring til, at vi altid stiller spørgsmålstegn ved gængse opfattelser og ikke bare hænger fast i gamle etikketter og lignende.
Hvorfor regler tit pisser mig af
Det gør de, fordi de nogle gange er årsag til, at jeg føler mig forkert. Og er der noget, jeg ikke bryder mig om, så er det at føle mig forkert…
Jeg husker især, da jeg var yngre, at jeg kunne være i tvivl om, hvordan man gebærdede sig i forhold til regler og etiketter relateret til store selskaber, hvor man sad bænket omkring en fin hvid dug.
Hvilket bestik skulle man tage først? Og hvorfor var der så meget forskelligt bestik? 😱
Blev korrekset af veninde
Og nu jeg er i gang, så husker jeg en situation på en udlandstur sammen med tre gymnasieveninder, hvor jeg virkelig følte mig ydmyget i forbindelse med indtagelse af et måltid.
Det var helt sikkert ikke min venindes mening at såre mig, men det hun sagde, bevirkede en stærk følelse af usikkerhed/flovhed og skam, som var virkelig ubehagelig.
Situationen var den
Vi var i Barcelona, og jeg var lige blevet færdig med min mad, hvorefter det straks lød:
“Når man er færdig med sin mad, så lægger man kniv og gaffel sådan her.”
Det vidste jeg intet om, og bang, hvor blev jeg flov…. og anede ikke, hvad jeg skulle sige…. (vi lærte intet om den slags hjemmefra desværre).
Gymnasievenindens intention var 100% ikke at fornærme eller ydmyge mig, men det var altså den effekt, det havde.
Det slog mig samtidig, hvor nemt det er (med udgangspunkt i en eller anden uskreven, vedtagen regel) at dømme folk uvidende, ubegavede, dumme eller bare ikke dannede…. hvis de ikke opfører sig som forventet eller som man selv har lært hjemmefra.
Derfor døm ikke eller ret ikke på folk
Eller kom med gode råd, hvis du ikke er blevet bedt om det.
Medmindre det er for at redde deres liv eller lignende – ja, lidt groft sagt, men i det store og hele overvejende mit synspunkt.
Rigtig god søndag helt uden regler,
Knus ❤️