Bliver aldrig min livret
Ultimo marts 2022 rykkede covid-19 kompensationskorpset i storrum.
Fra at have siddet fire mennesker sammen, sidder jeg nu sammen med 20 andre – mindst.
Har dog ikke tal på, hvor mange vi egentlig er…
Fra min plads
Som faktisk er en af de bedste pladser, kan jeg nærmest overskue det hele.
Men det er bestemt ikke en fordel.
Når jeg arbejder og kigger på mine to skærme, mærker jeg nogle gange et par stirrende øjne ude i horisonten. Det synes jeg virkelig er både irriterende, intimiderende og grænseoverskridende.

Hullet i kollega Gittes skærme bevirker, at jeg ofte rammer et andet sæt øjne, og dagligt kan skue Gittes ene øje og åbne mund, især når hun virkelig koncentrerer sig.
Jeg forsøger af samme grund at hæve mit bord så meget som muligt, så jeg ikke kan ‘fange’ andres øjne, men så kan jeg ikke se Gitte, der sidder lige over for mig i samme 4-mands bås.
Når folk kommer og går
Siger nogle af dem godmorgen, men en del går bare ind og sætter sig.
Uden at sige hverken bu eller bæ…
En af gutterne plejer at være flink til (når han går hjem) at sige:
“Hav en god aften”.
Men her den anden dag strøg han forbi, uden at værdige hverken mig eller min kollega et blik.
Jeg har svært ved ikke at tage det personligt
Men ved godt, at det er jeg nødt til. Somme tider kommer Gittes veninde Janni også forbi om morgenen.
Jeg har snakket med Janni et par gange, og synes at jeg kender hende lidt, men sørme om hun ikke ignorerer alt og alle, undtagen Gitte, som hun skal snakke med.
Synes da godt, hun lige kunne sige godmorgen til mig, der sidder i samme 4-mands bås som Gitte, det vil sige lige overfor mig.
Men nej, selvom jeg har nedstirret hende nogle gange, ser hun mig slet ikke. Jeg er åbenbart blevet usynlig…..
Man kan hverken det ene eller det andet
Uden at en eller anden ser med…. Jeg må sige, at jeg ikke helt er fri for at føle mig overvåget.
Heldigvis har jeg ingen bagved mig, som kan se min skærm.
Og pt. sidder der en studerende ved siden af mig, som kun er der 10 timer om ugen.
Så egentlig burde jeg ikke klage. Nogle sidder jo og flagrer midt i rummet, hvor jeg trods alt har fået en vinduesplads.
Men ved gud, hvor jeg dog hader storrum.
Desværre ser det ud til at være kommet for at blive.
Kan dog godt koncentrere mig
Jeg føler bare at det er stressende at skulle forholde sig til så mange mennesker dagligt.
Undersøgelser viser også, at jo større kontorlandskabet er, jo værre har de mennesker, der sidder i dem det.