Året er 2077
“Hvor blev årene af”? Nu er du pludselig 90 år og sidder på plejehjem. Og har masser af tid til at tænke over livet.
Nogenlunde sådan ender det vel for mange af os. Gjorde vi det, vi synes var vigtigt/rigtigt? Eller det, andre forventede af os? Undlod vi nye svære valg?
Det med at være tro mod sig selv, er et af de 5 nye bud – det er i hvert fald hvad den australske sygeplejerske Bronnie Ware fandt ud af, mens hun passede syge og døende mennesker i de sidste uger af deres liv.
Her er listen over de 5 ting, døende mennesker ville ønske, de havde haft modet til at prioritere, mens tid var.
De 5 vigtigste ting
1) et liv, hvor de havde været tro mod sig selv
2) ikke havde arbejdet så meget
3) haft mere mod til at fortælle andre om deres følelser
4) haft mere kontakt med deres venner
5) tilladt sig selv at være mere glade
Listen er udarbejdet af den australske sygeplejerske Bronnie Ware, og det hele startede med et blogindlæg i 2009. Blogindlægget blev en internet sensation. Det er der nu også kommet en bog ud af, som hedder ‘The Top Five Regrets of the Dying’.
Jeg synes, at listen er rigtig god som reminder om ikke bare at lade den ene dag tage den anden. Livet varer jo ikke evigt…
Bronnie Ware uddyber
Sygeplejerske og blogger Bronnie Ware skrev i 2009 på sin blog:
“Jeg var sammen med mine patienter de sidste tre til tolv uger af deres liv. Hver eneste af dem havde oplevet følelser som benægtelse, frygt, vrede, anger, mere benægtelse og til sidst accept. Adspurgt om noget, de ville gøre anderledes, da de havde muligheden for det, dukkede nedenstående fælles temaer op igen og igen“.
1. Jeg ville ønske, at jeg havde haft modet til at leve et liv tro mod mig selv, og ikke bare gøre det, andre forventede af mig
Dette var den mest almindelige beklagelse af alle. Når folk indså, at deres liv næsten var forbi og så tilbage, var det let at se, hvor mange drømme, der ikke var blevet opfyldt. De fleste mennesker havde ikke holdt fast i deres drømme og måtte dø med den erkendelse… Det er vigtigt at forsøge at fuldføre dine drømme. Eller i det mindste gøre et forsøg. Fra det øjeblik du mister dit helbred, er det for sent.
2. Jeg ville ønske, at jeg ikke havde arbejdet så hårdt
Dette kom fra hver eneste mandlige patient. De savnede deres børn og deres partner. Kvinder talte også om dette. Men da de fleste var fra en ældre generation, havde mange af de kvindelige patienter ikke været forsørgere. Alle de mænd, jeg talte med, beklagede dybt at de havde brugt så meget af deres tid på arbejdet.
3. Jeg ville ønske, at jeg havde haft modet til at udtrykke mine følelser
Mange mennesker undertrykker deres følelser for at holde fred med andre. Som et resultat af dette, bliver de aldrig den person, de virkelig kunne blive.
4. Jeg ville ønske, at jeg havde holdt kontakten med mine venner
Ofte var patienterne ikke rigtig klar over det fulde udbytte af deres gamle venner indtil deres døende uger. Mange var blevet så fanget i deres eget liv, at de havde ladet gyldne venskaber glide ud.
5. Jeg ville ønske, at jeg havde været gladere
Dette var overraskende udbredt. Mange var ikke klar over, før til det sidste, at lykken faktisk er et valg. De var groet fast i gamle mønstre og vaner. Frygten for at vælge en anden livsstil, havde fået dem til at foregive for sig selv og andre, at de var tilfredse…. Men dybt indeni havde de længtes efter meget mere ‘glæde, latter, sjov og løssluppenhed’.
6. Jeg ville ønske, at jeg havde taget flere chancer
Denne her står helt for egen regning, men det er min erfaring, at der er stor sandsynlighed for, at vi kommer til at fortryde de chancer, vi ikke tog. Det gør jeg i hvert fald selv…
Fortryder vi danskere de samme ting?
Fortryder vi det samme som de australske patienter, eller gør nationale forskelle sig gældende?
Oversygeplejerske Rita Nielsen fra Diakonissestiftelsens hospice i København svarer:
“Det er sjældent, jeg hører, at mennesker fortryder noget på deres dødsleje. Men hvis der er noget, de fortryder – eller noget, de ikke synes er så godt, så har det som regel noget med relationer at gøre. Hvis man kan nå det, vil man gerne have repareret forhold eller forsone sig med det.”
Rita Nielsen understreger dog, at hun og hendes kolleger sjældent spørger patienterne direkte, om der er noget, de fortryder og siger herefter:
“Det kunne måske give et andet billede, hvis vi gjorde det, men vi vælger en tilgang, hvor vi i stedet spørger: Hvordan har dit liv været?”
Og her vil jeg så runde af med at sige, at jeg personligt tror, at det gør en stor forskel, hvis man spørger om folk ville gøre noget anderledes, i forhold til at spørge hvordan folks liv har været.