Dine drømme prøver at fortælle dig noget

Jeg mødte Anne Linnet i min drøm

Inspirationen til dette indlæg opstod, fordi jeg snakkede med Anne Linnet i nat. I min drøm.

Drømmen her til morgen står så knivskarpt i min erindring, at jeg ved, den er vigtig.

Det er jo sådan med drømme, at de vil blive ved med at prøve at fortælle os noget (om os selv), indtil vi har taget det til os.. Forstået drømmens budskab.

Det er også derfor, vi nogle gange oplever, at vi gentagne gange har den samme drøm. Drømmen forsvinder ikke, før vi ændrer vores situation. Den ændrer måske karakter, hvis vi ikke forstår, hvad drømmen prøver at fortælle os, men budskabet er det samme.

Vores drømme prøver at hjælpe os til et gladere og bedre liv

Nattens drømme indeholder budskaber fra vores underbevidsthed og formålet med at drømme, er at gøre os bevidste om nogle ting i os selv, som vi ikke kan se.

Vi kan først ændre på forhold/ting i vores liv, når vi får en forståelse for os selv og det liv, vi lever. Ellers gør vi bare, som vi plejer.

Om lidt til nogle helt konkrete eksempler på, hvordan vores drømme prøver at vejlede og hjælpe os. Drømmene er hentet fra virkelighedens verden, fortalt og fortolket af clairvoyant, drømmetyder og coach Mirza Mølgaard.

Jeg har to gange haft fornøjelsen af at være med til hendes drømmeforedrag, hvor hun fortæller om de mest almindelige drømme, og hvad de betyder.

Det er fx slet ikke ualmindeligt at drømme om mord, drab og den slags…! Og det kan man jo godt blive forskrækket over, men da alt i vores drømme repræsenterer os selv, prøver drømmen med sit billedesprog at fortælle, at der er en side i os, der bliver enten ignoreret eller undertrykt. Vi slår altså en side i os selv ihjel.. og det kan der jo være mange (gode) grunde til.

Nu til tre drømme, de to første fra foredraget med Mirza.

Drøm 1

Kvinde drømmer at alle mulige mennesker bare vader ind i hendes hjem. Ud og ind præcis som det passer dem 24/7.

Mirza beder os komme med vores umiddelbare bud på, hvad drømmen betyder. Jeg svarer, at jeg tror at drømmen forsøger at fortælle kvinden, at hendes grænser gang på gang bliver overskredet.

Mirza nikker bekræftende, og fortæller efterfølgende, at da hun så direkte spurgte ind til kvindens drøm og sagde:

– Føler du at folk undertiden overskrider dine grænser og at du indimellem måske pleaser folk for meget? Så svarede kvinden nej…

Set udefra står denne drøm i skærende kontrast til kvindens svar, og den er et godt eksempel på, hvor gode vi er til at se, hvordan alle andre er, men knap så gode til at se på os selv…

Drøm 2

Den næste drøm kommer fra en kvinde, der bor i hus på landet med mand og børn. Der er langt til alting, men kvinden mener, at den lille familie jo har det godt, lige der hvor de er. Hun føler dog en stigende mellemtilfredshed, men slår det hen, da både mand og barn virker glade og tilfredse.

Kvinden drømmer om tidligere politiker Uffe Elleman. Mirza spørger:

– Hvordan oplever du Uffe Elleman, og hvad står han for i dine øjne?

– For mig ser det ud til, at han gør, hvad han har lyst til, og nu hvor han ikke blev statsminister, så havde han ifølge eget udsagn, masser af tid til at forfølge sine passioner og det han i øvrigt brændte for.

Drømmen afslører, at kvinden gerne vil have mere tid til sig selv og sine interesser.

Drøm 3

Denne kvinde (mig) drømte, at hun sad og interviewede Anne Linnet.

I drømmen spurgte jeg Anne Linnet om ‘ting/forhold/ditten og datten’, som jeg vidste hun var kendt for, men hun benægtede alt og virkede ret afvisende. Nærmest som om, at hun ikke ville stå ved sig selv. Hun var ‘pludselig’ en helt anden person, og jeg forstod ikke, hvorfor hun ikke bare viste, hvem hun var, for det havde hun jo stor succes med. Jeg undrede mig meget under hele interviewet….

Nu er det så, at jeg skal svare på, hvordan jeg ser Anne Linnet:

  • hun har altid gjort, hvad der passede hende
  • fulgt sine lyster
  • aldrig været bange for at skille sig ud

Min drøm er let at tolke. Jeg skal være bedre til at turde være mig selv i alle sammenhænge, have mere selvtillid og stå frem som den person, jeg nu engang er..

NB: det handler slet ikke om at være lesbisk.

Vil du selv arbejde mere med dine drømme

Så få inspiration og gode råd på Michael Rohdes webside.

Han har masser af ideer til, hvordan du kommer i gang. Hvordan du husker dine drømme og hvordan du kan bruge dem.

Både til at udvikle dig personligt, men også til at få hjælp til gode ideer i erhvervsmæssigt øjemed. Du finder ham her.

Hos Mirza kan du deltage i drømmegrupper, spørge om specifikke drømme, tage kurser og uddanne dig til drømmeterapeut . Mere om Mirza her.

To inspirerende indslag om drømme

Efterlad en kommentar





This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.