Hvor vil jeg hen med det
Kan du være stille sammen med dine veninder?
Jeg kan ikke…. Har nu heller ikke lige drøftet det med nogle af veninderne.
Men jeg tænker, at det kunne være dejligt, hvis man kunne være sammen med sin veninde og så samtidig have stilhed som en acceptabel faktor. Især i situationer, hvor man mødes på en restaurant, og kun er to veninder sammen.
Jeg har nemlig svært ved at nyde maden, når jeg hele tiden skal vurdere venindens taletids længde. Kan jeg nu nå at stoppe noget i gabet, før hun har talt færdig? 😉
For mig er det noget af en prøvelse at snakke samtidig med at jeg forsøger at nyde maden…
Og jeg glemmer næsten helt at nyde maden…. For er det min tur til at tale nu!?
Et konkret eksempel
Jeg og min veninde sidder og spiser sammen på en vegetar restaurant. Snakken går lidt frem og tilbage, og jeg kan se, at nu overvejer hun faktisk om hun kan nå at tage noget mad i munden. For det passer vist lige rent tidsmæssigt med det, jeg er i gang med at fortælle om. Og jeg gør selv det samme.
Gør du også? Eller er det mig/os, der er aparte?..
Jeg bliver faktisk tit irriteret over det. Ikke på mine søde veninder og søstre ♥ Men irriteret over at der er en uskreven regel om, at der ikke må være tavshed. For det har den virkning på mig, at jeg ikke slapper helt af i situationen. Og slappe af i alle situationer, DET vil jeg frygtelig gerne 🙂
Den eneste jeg nogensinde har hørt, tale om dette er Jørgen Leth. Han siger, at han helst spiser sin frokost alene, fordi maden er hans ledsager.
Og jeg kan i den grad følge Jørgen Leth. Jeg vil nyde smagen 100 %, jeg vil nyde synet, duften, nuancerne og farverne. Det kan jeg pt. kun alene eller sammen med kæresten.
Med kæresten kan jeg være stille. Tilbage den uskrevne regel.
Hvorfor må der ikke være tavshed sammen med veninden
Og hvis der er tavshed, hvorfor så fortolke den negativt?
Min tidligere gode mandlige kollega har kommenteret dette indlæg med disse ord:
‘Det er en kvinde-ting, at tavshed er forbudt 🙂 Har hørt, at kvinder tolker to tavse personer som uvenner, mens mænd tolker det som to, der chiller.‘
Jeg tror at min tidligere kollega, rammer hovedet lige på sømmet.
Nu har jeg luftet mit synspunkt og måske det kan gøre en forskel? Jeg har det i det hele taget ikke godt med regler. Specielt ikke de uskrevne.
Jeg havde forøvrigt en slyngveninde engang, der ikke talte så meget, og jeg husker vi var taget til København engang for mange år siden. Vi sad på en bænk, og hyggede os. I tavshed faktisk. Jeg bemærkede det og sagde til hende:
“Hvor er det dejligt, at du ikke snakker hele tiden”.
Jeg husker desværre ikke hendes reaktion, men hun blev virkelig positivt overrasket, da hun selv havde haft en opfattelse af, at hun var for tavs/forkert/anderledes på en dårlig måde.
Gid der var flere som hende ❤️