Pludselig er jeg blevet en del af hendes…

Sladderministerium

“Hvad synes du om mødet i dag, og lagde du mærke til Torben, der fører sig frem, selvom han ikke rigtig kan noget, og heller ikke får meget fra hånden… “, lød det hviskende fra Annette sent på eftermiddagen, hvor alle næsten var gået hjem.

Jeg nåede at tænke, før jeg svarede, at Annette skulle bare vide, at arbejdspladsen ikke siger mig noget særligt, at jeg kun er der for pengenes skyld og at kollegialt sladder faktisk ikke interesser mig vildt meget (specielt fordi jeg kun har været der to år, og ikke føler noget særligt tilhørsforhold til noget eller nogen). Det ville være noget helt andet, hvis det var min gamle arbejdsplads.

Mit svar lige bagefter blev så:

“Puh, jamen var der noget specielt at komme efter, det var jo mere noget generel info….”, hvorefter jeg forsatte:

“Nå, Torben virker da ellers kompetent nok og har haft chefposter tidligere i sit arbejdsliv”, indvendte jeg.

Annette kiggede derefter meget sigende på mig, og jeg kunne se på hende, at hun synes, at Torben var en oppustet ballon eller noget i den dur…

Jeg sidder ved siden af Torben, og synes faktisk, at han er en fin fyr..

Annette er vores kontaktperson

Det vil sige at Annette er hende, vi går til, når vi ikke ved, hvordan vi skal komme videre med en af vores mange sager.

Annette har fået en slags ‘lederstatus’, da hun virkelig går op i sit arbejde og vil noget. Hun har været bankansat, og er en af de mange, der er blevet overflødige i den branche.

Derudover er hun yderst selvkørende, selvstændig, kvik og kompetent i forhold til sagsafgørelser. Derfor – selv om hun startede som vikar på lige fod med os andre – har hun opnået en forholdsvis høj position, og vil sikkert blive tilbudt fastansættelse efter vikariatets udløb.

Hun er også kvinden, der vurderer vores kompetencer, og hun har uden tvivl spillet en stor rolle i forhold til de personer, der skulle tilbydes forlængelse af vikariatet fra 30. juni 2023 til 30. juni 2024.

Jeg var så en af de mange ‘heldige’… der blev tilbudt forlængelse. Ca. 20 % blev ikke forlænget og stoppede derfor ultimo juni måned.

På grund af mit tempo

Jeg har fået at vide, at jeg laver mange sager, og at jeg burde klones på grund af min hurtighed (for så kunne vi hurtigt komme i bund med sagerne ifølge Annette).

Dette berettiger mig åbenbart til en sladder position på forholdsvist højt niveau, som jeg slet ikke er interesseret i.

Selv er jeg målløs over dette…., og bare fordi jeg får meget fra hånden, ja så bliver jeg automatisk til en af de ‘medsammensvorne’….

Jeg undrer mig meget!! Og ved ikke om jeg skal grine eller græde 😢😂

Sammenholdt med mit tidligere job

Er der virkelig sket noget af en u-vending. I vikarjobbet kan jeg ‘forsvinde’ i sagerne, og tiden går lynhurtigt på den måde.

I mit tidligere job var jeg mest fordybet i, hvad klokken var. Arbejdet var jeg blevet så træt af, at jeg nærmest ikke lavede noget.

Min fyring i 2015 var derfor helt berettiget.

Jeg skiftede desværre ikke job, før jeg blev sparket ud, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg skulle sætte i stedet.

Er du i en tilsvarende situation, så lad være med at vente.

Gør noget, noget nyt, søg noget andet. Alt er bedre end at befinde sig i det limbo, jeg gjorde i over 10 år.

Stadigvæk er jeg dog der

Hvor jeg arbejder på at få økonomisk frihed i form af at kunne være selvstændig og IKKE ansat.

Få mere tid til mig selv, tage mere på ferie, have tid til de sunde valg og al det spændende spirituelle.

Derudover – husk at alt er muligt, ALT ❤️❤️❤️

Efterlad en kommentar





This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.