Første dag i Maputo
Udsigt fra 11. etage
Jeg vågner et kort sekund, da Mogens står op kl. 6.30. Han kysser mig forsigtigt og jeg glider hurtigt ind i søvnen igen.
Da jeg kommer til sans og samling, er jeg et kort øjeblik totalt forvirret… Hvor f….. er jeg henne? Nå, jo nu dæmrer det. Jeg kigger på klokken, den er omkring 9.30.
Jeg vover mig hen til vinduet og kigger ud. En større vej med brede fortorve åbenbarer sig. Og noget der ligner en demonstration ser ud til at finde sted.
I går aftes aftalte vi, at Mogens skulle komme og hente mig kl. 12. Så jeg kunne bare sove længe, hvis jeg havde lyst til det 🙂 Og det har jeg altid, for i mine øjne er det at kunne sove, til man vågner fuldstændigt undervurderet. Hvis jeg ikke får det antal timer, jeg har brug for, kan jeg mærke det i hele kroppen og jeg føler mig både underligt ‘overgearet’, men også mat. Det er faktisk ret ubehageligt. Også for mine omgivelser, haha… 😀
Derfor har jeg altid prioriteret min søvn, og jeg møder aldrig før kl. 9.00. Hurra for flextiden….
Kitte, som jeg sidder sammen med, møder heldigvis heller ikke så tidligt – og det er jeg virkelig glad for, for så skal jeg ikke høre på forudfattede meninger om dagens aktuelle mødetid.
– Hvor hulen var det nu, køkkenet lå???
Mogens på det Mozambicanske Statistikbureau
Mogens på job i Maputo
Mogens havde sagt, at efter frokosten, skulle han lige kort tilbage til arbejdet, men så ville resten af dagen være vores. Og nu kunne han godt snart tage at komme, så vi kan få den frokost.
Jeg er nemlig klar, sidder i stuen og venter, mens klokken nærmer sig 12.10.
Endelig hører jeg lyden af en masse rumsteren og kliklyde foran hoveddøren. Jeg er 100% låst inde, det er bydende nødvendigt, men jeg har nu ikke følt mig bange på noget tidspunkt, trods flere af Mogens’ historier om at folk blev slået ihjel for en mobiltelefon….
“Hej Mogens”… åh, hvor føles det godt og trygt at se ham igen… “Har du haft travlt”?
“Jae, nej, det har været en afslappet formiddag. Hatte (det blev projektlederen for de langtidsudsendte konsulenter kaldt) holder statusmøde hver onsdag, så det er det, formiddagen er gået med sammen med de andre konsulenter… Kom, vamos… vi skal til min favoritrestaurant Costa Do Sol”.
“Costa Do Sol, hedder den det?” griner jeg – for mig handler Costa Do Sol enten om ferie eller C.V. Jørgensen – “Forresten Mogens jeg så en demonstration på gaden for et par timer siden. Ved du hvorfor der er demonstration?”
“Årh, det er vist noget med nogle afrikanske arbejdere, der ikke har fået de penge, de havde krav på. Jeg mener at det ligger helt tilbage fra før murens fald. Penge som arbejderne skulle have haft, forsvandt ned i lommerne på mozambiquanske regeringsmedlemmer og embedsmænd.”
“Nå, så er vi ude i den sædvanlige historie om korruption og magtmisbrug… hvor er det alligevel trist.. og tænk at de stadig demonstrerer. Det er jo over 10 år siden!!” siger jeg, og vender mig om mod Mogens, der også er alvorligt kyssetrængende 😀
På gadeplan
En af vores vagter
Vi er nede på gaden nu, og det velkendte syn med vagter møder mine øjne. ‘Vores’ vagt står og snakker, men han er sød, og giver mig lov til at tage et billede.
Nu hvor jeg står her på gaden og kigger, er det svært at se, at jeg faktisk befinder mig i et u-land. For det ligner nærmest enhver anden storby set herfra.
Asfalt på vejene, pæne vedligeholdte højhusbygninger, masser af biler på vejene og ingen mennesker i sigte med oppustede maver eller vildt udspilede øjne….
Folk har faktisk også rimeligt pænt tøj på og ser velsoignerede ud. Surprise!
Lige nede foran lejligheden
Jeg ser heller ingen tiggere eller sultne børn på den 10 km. lange køretur til restauranten, hvilket jeg sætter ualmindelig stor pris på. Ved ikke helt, hvordan jeg ville reagere. Derimod er der gadesælgere alle vegne. Selv mens vi holder for rødt, står diverse gadesælgere ‘på spring’ og kæmper om vores opmærksomhed…
Den ene vifter med solbriller, den anden med cigaretter, den tredie med cd’ere, den fjerde med lightere og den femte med batikmalerier…
Mogens siger til mig, at jeg skal undgå øjenkontakt. Og det har jeg mere end svært ved…
“Køber du nogle gange noget, udover cigaretter? 😉
“Ja, alt for meget”, sukker Mogens……”batikmalerier, skjorter, træfigurer og en hel del andet…”
På Costa Do Sol
Costa Do Sol en tidlig aften
En halv time senere sidder vi på Costa Do Sols veranda med et glas hvidvin og kigger over mod det turkisblå hav ca. 50 meter væk. Jeg har lagt mærke til at Mogens taler meget med tjenerne, ja faktisk taler han med alle og enhver. Jeg synes, at det er virkelig sympatisk, og fedt at Mogens er så usnobbet og ligefrem. Alle får nogle venlige ord med på vejen og ofte får Mogens fyret noget ‘pis’ af – af den humoristiske slags.
“Det er nu synd at parkeringspladserne ligger lige foran restauranten”.
“Ja, men det gør det sværere for alle sælgerne at komme tæt på.”
Jeg ser tydeligt, hvad Mogens mener, for lige over vejen vrimler det også med dem. De står og kigger forventningsfuldt over på os og de andre gæster… Ikke at jeg bebrejder gadesælgerne noget, de vil jo også bare gerne kunne spise sig mætte hver dag. Jeg drejer alligevel lige stolen lidt, så jeg ikke kan se deres ansigter. Synes selvfølgelig at det er synd for dem, at de har sådan et lorteliv, men det er også pisse irriterende, at de er så påtrængende. Og at jeg nærmest allerede før, jeg har stukket mad i munden, har dårlig samvittighed. Mogens ser ikke anfægtet ud og snakker videre.
“Nå, men Costa Do Sol er primært kendt for deres seafood, og restauranten her har historie helt tilbage til 1938, så det er en af Maputos ældste. Maputo er i øvrigt kendt for sine friske hummere, rejer, muslinger, blæksprutter og fisk. Og du kan jo godt lide fisk, ikk?”
“Ehm, jo, er der noget, du særligt kan anbefale?”
“Jeg plejer at tage pasta med skaldyr, men du kan da fx prøve en grillstegt dorade. Det skulle være en ret velsmagende fisk, har jeg hørt.”
“Hvad er en dorade? Er det en hvid fisk? Før Mogens når at svare, når jeg at glemme mit spørgsmål 😉 Han er ofte meget længe om at svare…
Peri-Peri marinade
“Det ser stærkt ud?”, siger jeg og peger.
“Ja, Peri-Peri er stærkt. Sindsygt stærkt. Det er en chili marinade, det mozambikanske køkken er verdensberømt for. Det får man på alle restauranterne.”
Om Peri-Peri
Peri-Peri eller Piri-Piri er selve essensen af det mozambiquanske køkken og marinaden bruges til både fisk og skaldyr, kylling og oksekød. Den afrikanske chili ‘Bird’s Eye’ er en af de stærkeste chilier på kontinentet – og det er den, der giver den mozambicanske Peri-Peri sin særlige smag. Marinaden er lavet på en base af chili, paprika, løg, hvidløg, olie og eddike (eller frisk citronsaft). Peri-Peri finder du overalt i gadebilledet og på ethvert marked. Peri-Peri laves på forskellige måder, alt efter hvilken landsby eller region af Mozambique, du er i.
Den smalle indkørsel – der var kun lige plads til firehjulstrækkeren
Frugtbod lige over vejen – 20 meter fra vores lejlighed