Ugen efter på jobbet
Jeg sidder med en kop te, og er i gang med at skrive mail til Mogens. Jeg er meget forvirret over det hele, og mærker både en glæde og en rus over at være forelsket igen. Skriver til Mogens, at jeg meget gerne vil besøge ham i Mozambique. Og hvornår kan det passe ham, at jeg kommer?
De efterfølgende dage kigger jeg længselsfuldt i indboksen efter svar, og får næsten ikke noget fra hånden. For der er ingen mails fra Mogens. Heller ikke i spam…
Hvorfor svarer han mig ikke? Har han mødt en anden eller hvad sker der?
Jeg ved, at manden har været vild med mig i over 10 år, så jeg undrer mig virkelig. Fuck… det er ikke sjovt og jeg tænker dårligt nok på andet, mens det står på.
Og selv om han både skal have ny lejlighed, nyt job og også finde sig til rette i byen, så kunne han vel godt lige svare kort tilbage, tænker jeg.
Efter 10 dage uden svar, får jeg min kollega Kitte til at se mailen igennem.
– Har jeg skrevet noget, der kan misforstås?
Hun gennemlæser min mail. Og jo, hun finder noget. Jeg er åbenbart kommet til at lave en ganske svag antydning om Mogens’ vægt. Et område han altid har kæmpet med.
Jeg sender en mail til ham igen, hvor jeg undskylder for eventuelle utilsigtede bemærkninger. Og allerede dagen efter ligger der en mail i min inboks på arbejdet ♥
Besøge Mogens i Mozambique til november
Mogens foreslår, at jeg besøger ham i november måned. Og vi er kun i september måned nu….
Det er meget længe at vente, synes jeg….
Jeg bliver dog kisteglad, da Mogens foreslår, at vi ringer sammen et par gange om måneden, før min afrejse i november måned. Vores samtaler er korte, for i 2002 er det dyrt at ringe langdistance. Og Skype er ikke opfundet.
Første gang, han ringer, er lidt akavet for mig. For samtidig med at det er vildt dejligt at høre hans stemme igen, er jeg en smule anspændt. Det er stadig nyt og mærkeligt for mig, at vi pludselig er noget andet end venner. Så mens jeg fortæller om hvordan det går på arbejdet og ja, jeg kan sagtens holde ud at bo hjemme hos min mor igen, kværner min hjerne som en gal over, hvad jeg skal sige, næste gang det bliver min ‘tur’.
Da min ‘tur’ igen kommer, går jeg pludselig helt i stå… haha…der er sort… og jeg ved ikke, hvad jeg skal sige…
Mogens begynder så heldigvis at snakke om de praktiske ting i forbindelse med min afrejse til november. Vi får lagt datoerne helt fast og bestemt hvilken lufthavn i Sydafrika, jeg skal booke fly til. At vi mødes i Sydafrika, forklarer Mogens, skyldes at der er nogle meget tunge visum regler i Mozambique, og derfor er det bedst, at jeg lander i Sydafrika og følges med ham bagefter ind i det fattige Mozambique.
– Når vi nu er i Sydafrika, fortæller Mogens, skal vi selvfølgelig også besøge nationalparken ‘Krüger’.
Jeg har vist aldrig hørt om den før, men Mogens siger, at det er en af de mest dyrerige nationalparker i verden, hvor det blandt andet er muligt at se ‘The Big Five’.
– Og hvad er så lige ‘The Big Five’?, spørger jeg.
– Det er fem bestemte dyr, der alle lever i Afrika og jeg mener, det drejer sig om den afrikanske elefant, løven, leoparden, næsehornet og ja, hvad fanden er den sidste nu for en?, bander Mogens grinende.
– Hvad med giraffen?, foreslår jeg , men nej, det mener Mogens ikke, det er.
Mogens slutter af med at tilføje, at han vil lave et spændende program for de 10 dage, vi har dernede sammen.
Mit humør er efterfølgende højt og jeg glæder mig som en sindssyg.
Det eneste lille men, jeg har, er min flyskræk. Kan jeg håndtere det?
På min rejse skal jeg med HELE TO FLY…