Jeg ligner et stort spørgsmåltegn nu, og kigger ivrigt efter en informationsskranke, for jeg kan ikke se nogle skærme, der informerer om forsinkede fly. Selvom jeg normalt aldrig forventer det værste, så er jeg da lidt bekymret nu…
I informationen fortæller de mig, at Mogens’ fly er forsinket. Det forventes at lande om ca. 20 minutter. Puha…. jeg slapper en lille smule af og begynder igen at glæde mig til at se ham. Jeg styrer hen mod nærmeste cafe.
– Yes, how may I help you?, spørger afrikaneren i cafeen.
– A gin/tonic, please.
Jeg trænger til at køle helt ned og få taget de værste nerver….for selvom jeg glæder mig til at se Mogens efter næsten 3 lange måneder, hvor vi kun har talt i telefon sammen, er jeg også meget meget spændt.
Ca. en halv time efter ringer min telefon. Det er Mogens. Hvor er det skønt at høre hans stemme igen. Han er lige landet, og har ringet så hurtigt, han overhovedet kunne. Jeg fortæller ham, at jeg er i cafeen ved informationen og henter en gin/tonic mere.
Så står han der pludselig
Jeg føler mig genert, og vi står begge to og kigger afventende på hinanden.
– Jeg har købt en gin/tonic til dig, siger jeg og peger. Vi ved ikke helt, hvordan vi lige skal sige hej igen, så det ender med, at vi bare sætter os.
– Skål og velkommen til Afrika, siger Mogens så. Det gik jo godt med at komme hertil så? Ja, du sidder i hvert fald lige dér jo…. Mogens hentyder til min flyskræk og min nervøsitet for generelt at fare vild i lufthavne… Haha….
Den gamle velkendte stemning, der altid har været mellem os, begynder langsomt at indfinde sig og jeg føler mig godt tilpas igen. Han har tabt sig meget, kan jeg se. Og er lækkert solbrændt. Det klæder ham sindsygt godt.
Mogens fortæller, at den lufthavn vi sidder i, er helt nyopført og kun har været åben i cirka en måneds tid. Det kan jeg sagtens se nu, hvor mit adrenalin niveau nærmer sig det normale.
Alt er nyt, lækkert og superflot i denne sydafrikanske lufthavn, hvor der er tænkt meget over det afrikanske look. Terminalbygningen er nemlig formet lidt som en stor stråtækt hytte, så den på smukkeste vis blender ind i de omkringliggende omgivelser…. Det er så flot lavet.
– Kom, siger Mogens, da vi har drukket ud. Vi skal afsted, før det bliver mørkt. Vi er blevet anbefalet ikke at køre ud om aftenen af sikkerhedsmæssige årsager.
Jeg spørger ikke nærmere ind til det, for jeg ved selvfølgelig godt, at kriminaliteten er væsentligt højere her. Men det har jeg ikke lyst til at høre om nu.
Som en selvfølge stiller jeg mig i højre side af bilen, men der er førersædet jo…. Havde helt glemt, at der er venstrekørsel her.
– Det er en fed firehjulstrækker, du har fået dig, siger jeg. Hvordan er det at køre i venstre side? Glemmer du det aldrig?
– Jo, svarer Mogens så, der var faktisk en morgen, det var ved at gå helt galt.
– Nå, siger jeg en anelse bekymret….
– Jeg skulle svinge til venstre fra en mindre vej ud på en større vej, og er lige ved at køre højrekørsel. Bilisten, jeg er ved at torpedere, når at bremse… Mogens siger ikke mere, men det er også rigeligt…
Guesthouse Loerie’s Call
– Vi skal til Loerie’s Call, siger Mogens.
– Hvad er Loerie’s Call?, spørger jeg.
– Det fedeste guesthouse i Sydafrika, du kan forestille dig.
Da vi ankommer til Loerie’s Call, får jeg øje på en bevæbnet afrikansk mand lige ude foran indgangen. Jeg havde godt nok på forhånd læst om bevæbnede vagter alle steder i Sydafrika, hvor de hvide bor og opholder sig. Det vil sige foran hoteller, guesthouses, restauranter, golfklubber, beboelsesejendomme med mere.
Nu ser jeg det selv for første gang med egne øjne. En meget mærkelig oplevelse. Jeg kan ganske enkelt ikke lade være med at stirre på afrikaneren….