Middag kl. 19 på SpiseLoppen
Gud, hvor her dog stinker af pis og hash, tænker jeg, mens jeg går hen imod SpiseLoppen. Der stinker s.. for meget til, at jeg gider stå her og vente udenfor.
Og det kunne jo være at Mogens allerede nu sidder derinde og venter på mig med et glas vin, tænker jeg håbefuldt… Ja, den sidste optimist er ikke født endnu…. for da jeg står og kigger rundt i restauranten, ser jeg ikke andet end fremmede mennesker, haha…
Den søde tjener, der tager imod mig, spørger om jeg har reserveret bord? Det flyver fluks gennem mit hoved, om Mogens nu har husket det….
Det har han, for tjeneren anviser mig et meget romantisk sted med træbjælker, der ligesom hegner os ind.
Jeg bestiller med det samme et glas hvidvin til ventetiden, for mine øjne ville da trille ud af hovedet, hvis Mogens kom til tiden 🙂
Og det sker heller ikke, for kl. 19.21 kommer han gående iført en højst aparte grovstrikket sweater med brede røde og blå striber… Det er sgu festligt med den sweater… hahaha… Den har jeg dog aldrig set ham i før, men han har nok tænkt, at han skulle have sit Christiania-outfit på.
Jeg griner højt, da jeg ser ham og spørger:
– Har du selv strikket trøjen eller er det en gave fra mor?
– Min mor har strikket den, synes du ikke, den er fed!, siger han begejstret og sætter sig.
Vi bestiller vin og 3 retter mad. Der bliver linet op til den helt store afskedsmiddag og det ligger lidt i luften, at vi måske også skal feste lidt. Her sidste dag før Mogens rejser til det store udland….
– Mogens, hvordan er forholdene så for jer langtidskonsulenter i Mozambique? Skal du bo sammen med ham Tommy eller hvordan?
Mogens fortæller, at der ikke bliver sparet på indkvarteringsforholdene, når det drejer sig om langtidsmissioner på to år.
– Nej, vi kommer ikke til at bo sammen. Vi får hver vores 5-rums lejlighed, firehjulstrækker og husholder hver dag. Plus månedsløn uden skattetræk. Og en fem dages arbejdsuge ligesom i DK.
– Hold da op, siger jeg begejstet.
Mogens tilføjer:
– Det bliver en oplevelse for livet. Og forhåbentlig kan jeg også gøre en forskel.
Jeg må da indrømme, at jeg bliver lidt grøn af misundelse, for jeg kan som HK’er ikke bare blive udstationeret…
– Hvad siger din familie til det?
– Ja, min mor er selvfølgelig bekymret, men mine venner og søskende siger, at det er en alletiders ide at kombinere sit arbejdsliv med et eventyr, som det her, mens man kan.
Jeg nikker anerkendende, og fortæller at mit arbejde er præcis, som det plejer at være… Og at det stadig handler om registrering og rettelse af firmaændringer, telefon- og email-besvarelser plus hjælp til folk, der har opstartet egen virksomhed.
Snakken drejer over i mere interessante områder, for Mogens ved, at jeg nærmest betragter mit arbejde som et nødvendigt onde…
Det er blevet sent og så på en torsdag
– Nå, Mogens har du set, hvad klokken er? Jeg skal på arbejde i morgen…
– Ja, siger han helt uanfægtet, og foreslår, at vi afslutter med et glas vin hjemme hos ham på Nørrebro.
Jeg tænker, at det lyder godt nok ‘farligt’, men siger alligevel ja.
– Er du på cykel? Nå, nej du bor jo i Ballerup nu, siger han og tilføjer:
– Jeg giver en taxi.
Hjemme i privaten, serverer Mogens vin. Vi drikker og ryger, mens musikken kører. Lige pludselig vil han danse.
Vi danser, og Mogens prøver at hive mig tættere på. Jeg holder dog stand og trækker bagud, samtidig med at jeg hele tiden forsøger at holde sådan cirka en halv meters afstand. Det lykkes også i starten, men det bliver sværere og sværere.
Sådan forsætter ‘legen’ et stykke tid, og vi griner begge to af det. Efterhånden er det langt over midnat.
Jeg kan mærke, at jeg ikke orker at tage hjem til Ballerup.
Mogens siger, at jeg godt må sove hos ham. Jeg tænker lige en ekstra gang over det, men jeg er pisse beruset, pisse træt og Ballerup er langt langt væk…
Det ender med at jeg lægger mig ned ved siden af ham i dobbeltsengen……