Nu til Sander, en meget behagelig chef
Og bestemt en af de mere sympatiske chefer, jeg har haft. Han var lydhør, empatisk, overbevisende og forstod at få det bedste ud af sine medarbejdere, selvom det naturligvis var lidt svært med ansatte som mig (der ikke delte den samme glæde ved at gå på arbejde).
Samtidig så han godt ud, og jeg husker en periode, hvor jeg var lidt småforelsket i ham – det var jeg ikke ene om. Flere af pigerne i kontoret delte min begejstring over Sander.
Jeg kan derudover huske, at Sander sagde, at han var meget taknemmelig for sit liv (husker ikke i hvilken sammenhæng), og nærmest ikke synes, at han kunne få det bedre.
Han fløjtede da også altid, når han gik ned af de lange gange i kontormiljøet, og det kunne nok gøre nogle glade?, men mig pissede det af, fordi jeg var SÅ træt af mit job..
Han var sgu altid så irriterende glad
Hvor nogle ville synes, at det var da fantastisk med så glad og venlig en chef, ja så irriterede det mig grænseløst, at han altid var så fucking positiv, og hele hans fremtoning udstrålede: “Er det ikke bare dejligt, at vi nu er på arbejde igen?” (som jo var en skærende kontrast til mit perspektiv på arbejdet!).
En sand pigernes ven var han også, for han kunne altid finde noget positivt at sige til det smukke køn. Som fx at kommentere på min roommate Kittys læbestift, og i øvrigt også fortælle, hvis han synes, at man så ekstra godt ud en dag.
Den ville nok ikke gå i dag i disse ‘me-too’ tider, men dette scenarie udspillede sig for cirka 10 år siden.
Jeg bitchede ham ud af mit kontor
En dag kom Sander brasende ind på mit kontor i sit sædvanlige pisse irriterende gode humør, uden lige at veje stemningen.
Dagen var vist lige startet, og jeg var mere end almindeligt morgensur. Alt var gråt i gråt denne morgen, og selvfølgelig også vejret!!
Jeg sad, som jeg altid gjorde, når jeg næsten lige var mødt ind, og tjekkede min make-up i håndspejlet, og pludselig stod han så nærmest lige ved siden af mig, og udbrød:
“Du ser skide godt ud, Lili”.
Og det pissede mig i den grad af, for jeg var hamrende aggressiv den morgen, hvorfor husker jeg ikke.
Jeg nærmest smed ham ud af kontoret rent verbalt, og han luskede ud som en skamfuld hund. Hvilke ord jeg præcist brugte, har jeg vist fortrængt.
Næste gang jeg så Sander, slog han blikket ned for at undgå at møde mine øjne.
Ja, det kunne jeg ikke være bekendt den overfusning…. for han mente det jo godt.
Kunne jeg sige undskyld til ham, ville jeg gøre det…. men vi deler ikke cirkler mere og det ville virke ekstremt akavet, hvis jeg skrev til ham nu.
Et par år senere efter ovenstående hændelse
Blev jeg fyret for for højt sygefravær. Det kom overhovedet ikke bag på mig med fyringen, men det kom bag på mig at jeg ikke kunne blive fritstillet i det halve år, jeg ville få løn.
Jeg skulle møde op hver dag, men fik en halv dag frigivet hver uge til at søge nyt job.
I starten og et par måneder frem vidste ingen af mine kolleger, at jeg var blevet opsagt, men den slags har det jo med at blive rygtet, så et stykke inde i mit fyringsforløb vidste alle at jeg var blevet fyret. Ingen sagde noget, og det var møgubehageligt at møde op hver dag.
Hvorfor fik jeg så ikke en sygemelding, tænker du.
Jo, jeg havde lige skiftet læge, så min nye læge havde jeg aldrig mødt. Derfor vurderede jeg at det nok ville være udfordrende at få ham til at udstede en længerevarende sygemelding.
Noget andet var
At jeg var begyndt at fortryde alle mine tidligere sygemeldinger, der jo havde ført til fyringen.
Derfor fik jeg den ide, at hvis jeg nu opførte mig ordentligt i fyringsforløbet, så kunne der måske være en spinkel chance for at blive genansat.
Jeg kontaktede først min kontorchef Castor med henblik på at blive. Castor sagde at det ville blive op af bakke, og indirekte at det nok var umuligt. Jeg kunne dog se på ham, at han gerne ville have givet mig endnu en chance.
Jeg prøvede også hos Sander (som i mellemtiden var blevet forfremmet til afdelingschef), men her var ingen kære mor. Sander tjekkede om jeg havde været syg i løbet af det halve år, hvor fyringen var en realitet, og konstaterede så tørt, at jeg havde haft en enkelt sygeperiode på tre dage. Derfor kunne det ikke komme på tale med nogen som helst form for genansættelse.
Og sådan sluttede knap 30 års ansættelse..
Når jeg tænker tilbage, er det dog alle de gode stunder, jeg husker – heldigvis – og dem var der rigtig mange af.