Jeg sad sammen med verdens sødeste kvinde
Hun hed Yrsa, og hun var ikke alene fantastisk sød, hjælpsom og forstående, men også skarp, veltalende og humoristisk.
Alle kunne lide hende uden undtagelse. Selv når hun talte i telefon med respondenter, bredte der sig en bølge af velvære, og hun fik flere gange at vide, at hun var så god at tale med.
Jeg havde fornøjelsen af at sidde sammen med hende i nogle år. Synes hun var helt og aldeles vidunderlig.
Sigrid kommer ind i billedet
På et tidspunkt begyndte en af vores kollegaer Sigrid at komme forbi mig med større og større hyppighed, og hun snakkede altid temmelig meget. Hun satte sig gerne på mit bord, ret tæt på mig…
Nu har snakkeri og smalltalk aldrig haft min allerstørste interesse, såh… det var ikke noget, jeg lige gad – al den snak med Sigrid, hvilket jeg også snakkede med Yrsa om. Yrsa og jeg var helt enige omkring vores syn på Sigrid, som var sød nok, men når hun snakkede, så gik det bare så langsomt… Alle uvæsentlige detaljer blev bragt frem og det varede længe, før der ligesom var en slags konklusion.
Da Sigrid kom ind på kontoret denne eftermiddag, var hun i rigtig godt snakkehumør. Efter 10 – 15 minutter, kiggede jeg sigende over på Yrsa. Jeg kunne se, at Yrsa anstrengte sig for at finde på noget, der kunne stoppe Sigrids talestrøm.
Yrsa begyndte at synge
Pludselig bragede Yrsas smukke stemme gennem luften. Både Sigrid og jeg kiggede måbende over på Yrsa.
Yrsa sang højt og hjerteligt og jeg ved, at det var for at hjælpe mig ud af Sigrids greb. Og for at få Sigrid til at gå.
Men Sigrid gik ikke sådan lige med det samme og Yrsa måtte synge i adskillige minutter, før Sigrid smækkede benene på gulvet og sagde:
“Nå, jeg skal også videre”.
I mit ikke altid stille sind, takkede jeg Yrsa 💗
Kitty går på fortorvet
Det var en helt almindelig kontordag inde på arbejdet.
Jeg og Kitty snakkede lidt om, hvornår man skulle bøje af for andre, og vi blev enige om at det var noget af en balancegang.
Kitty havde et godt eksempel, som hun fortalte mig om den dag:
“Når jeg går på fortorvet, har jeg altid trukket til siden, hvis der kom folk gående mod mig på det smalle fortov. Men en dag tog noget fandenivoldsk fat i mig og jeg tænkte!: Hvorfor er det egentlig altid mig, der flytter sig?
Siden den dag har jeg ikke flyttet mig for gående, for nu er det de andres tur til at flytte sig. Hvis jeg kan se, at den gående ikke gør mine til at skifte fodgængerbane, så stopper jeg helt op og står bumstille.”
Hvis det også irriterer dig, så har du nu en opskrift – FRYS 🙂
Kitty var meget autentisk
Jeg vil nærmest sige, at hun ingen facade havde. Hun var helt igennem autentisk og gennemsigtig.
Faktisk er det jo en kæmpe styrke, har jeg efterfølgende tænkt. Det ikke at have en facade og gå og gemme sig bag den.
Det kan vi vist alle lære noget af…