Kitte, Betty og jeg
kom til at være room mates i årevis.
Det var/blev et had/kærlighedsforhold gennem årene.
Betty og jeg hadede at skulle møde op til det samme kedelige arbejde hver dag. Kitte derimod elskede sit arbejde, og det var jo skønt for hende.
Jeg og Betty derimod benyttede enhver chance til at rakke arbejdet ned….
Nå, men lejlighedsvist havde vi selvfølgelig også sjove stunder. En af dem jeg særligt husker, er:
Kittes dyt-båt lyde
Jeg ved ikke, hvor hun fik det fra.
Men en dag begyndte hun at udstøde lyde, og havde helt klart en fest med det, men for mig var det ulideligt at høre på.
Prøv selv at sige but, but, but, but, but, but, but – ikke på engelsk men på dansk….. i sådan cirka 20 sekunder….
En dag fik jeg nok, og bad hende pænt om at ‘klappe kaje’, men i stedet skete der det, at hende og Betty var ved at dø af grin, netop fordi jeg blev SÅ irriteret over det.
Det pissede mig virkelig af, og jeg gik i tænkeboks. Kunne jeg finde på en ‘modlyd’?
Og ja det kunne jeg og mit svar til Kitte, næste gang hun gjorde det, blev:
“Hvis du forsætter med dine ‘but but but’ lyde, så får du dem her af mig. Og nu skal du, som læser med, gøre følgende:
“Prøv at saml læberne og stik tungen lidt ud, samtidig med at du puster luft ud.” Det gjorde jeg så, hver gang Kitte dyt-båttede….
Hvorefter Kitte sagde, som var hun helt uskyldigt dømt:
“Det lyder da rigtig grimt med dine lyde”. Og jeg tænkte så i stille sind, at jeg nok var ved at lukke munden på hende.
Det var jeg. Det virkede fortrinligt og Kittes dyt-båt tid var forbi 😊
Kitte praler
“Jeg har så mange penge at jeg ikke ved, hvad jeg skal bruge dem til”, lød det ofte fra Kitte.
Hvortil jeg svarede, at hun da godt kunne få mit kontonr. For jeg har aldrig følt, at jeg havde penge nok….Havde jeg haft det, ville jeg have forladt talfabrikken for længst. Måske endda landet, haha… 🙂
Kitte luftede jævnligt sit statement, og en dag blev det kommenteret af en de øvrige kolleger.
Kitte forsvarede sig med, at hun var træt af at høre på, at folk ingen penge havde, og derfor følte en trang til at gøre op med det. For sandheden var jo, at de fleste havde penge nok i hvert fald i hendes øjne. Og som med så meget andet her i verden, kunne Kitte kun se gennem egne bitte små briller.
I mine øjne var hun super irriterende at høre på, for jeg boede på det tidspunkt sammen med en fyr, der røg og drak alle sine penge op. Og vi kom nærmest aldrig ud at rejse. Som jeg rigtig gerne ville.
Hvilket Kitte udmærket vidste.
Om hun sagde det for at genere mig, tror jeg egentlig ikke, men den sved hver gang…
En 1. klasses led kælling
Kontorfuldmægtig Anne havde været i afdelingen i mange år, og følte klart en slags ejerskab og ansvar i forhold til den kvalitet, der blev leveret i afdelingen. Det betød at hun fra starten af udså sig et offer i Kitte, som kom ind i Annes afdeling efter et kortvarigt ophold ude i den store vide verden.
Jeg ved at det påvirkede Kitte helt utroligt meget, og at det stod på i flere år. Hvorfor det overhovedet startede og præcist hvad der gjorde at Anne til sidst stoppede sin chikane af Kitte, kan jeg kun gisne om. Kitte leverede nemlig, både kvalitativt og kvantitativt.
Dog var det ingen hemmelighed, at Anne ikke brød sig om folk, der kom fra min og Kittes gamle afdeling. Tilfældet ville så, at jeg også ‘havnede’ i Annes afdeling et par år efter Kitte.
Nu sad jeg heldigvis langt fra Anne, og havde ligesom Anne en titel, der nok afholdt hende fra at være lige så grov overfor mig, som hun havde været over for Kitte.
Men der er da en episode, jeg særligt husker. Jeg havde været tre uger i Egypten, og dagen efter jeg var mødt ind på arbejdet, kom Anne ind til mig og brokkede sig over, at jeg ikke havde været inde hos hende og spørge, om der var kommet nye retningslinier i forhold til vores arbejde.
“For der sker jo meget her i løbet af tre uger! Og det burde jeg også vide, og tage alvorligt!” Og sådan forsatte hun sin svada i flere minutter, før hun skred ud af mit kontor, synligt vred, indigneret og ophidset…
Tak, skal du have, tænkte jeg. Lige vendt tilbage fra ferie, og så kom den furie ind…
Et lille års tid efter, holdt Anne op. Dagen før hun holdt op, kom hun pludselig farende ind på mit kontor og gav mig et ordentligt kram. Jeg kan forstå at hendes samvittighed havde givet hende prygl efter ovenstående episode.
For mig var det vildt grænseoverskridende, og jeg ville nok have foretrukket en verbal undskyldning. Men det kunne Anne ikke. Hun var stolt, stædig og arrogant som bare fanden….
Jeg har ikke set hende siden, men jeg ved at hun ikke var bleg for at sige sin mening, og at hun ikke var en medløber type. Det tager jeg dog hatten af for.