Kitte blev skilt
Kitte blev skilt, da hun var omkring 50 år. Hun ville noget andet, og havde vidst aldrig rigtig elsket sin mand, selvom de havde skabt et liv sammen i Kastrup, og i øvrigt også havde været sammen i mere end 25 år…
Dét hele startede i virkeligheden en del år før den frygtede/berygtede 50. års fødselsdag. Utilfredsheden kom tiere og tiere på banen samtidig med at det begyndte at gnave mere og mere. Kitte ville noget nyt, noget mere, noget anderledes. I det hele taget have flere smagsnuancer, smage mere på livet og kysse det satans liv, som TV2 sang om 😀
Kitte flyttede derfor endelig fra ‘villaen, volvoen, vovsen’ i Kastrup. Børnene var også fløjet fra reden, så der var ikke rigtig noget, der holdt på Kitte mere.
Åbenheden omkring al dette var stor, og da jeg jo sad sammen med Kitte i hele 37 timer om ugen, blev jeg nærmest indviet i alle detaljer i Kittes liv.
Dette var heller ikke gået de andre kollegers næse forbi
En af de mandlige kolleger Pelle på nogenlunde samme alder som Kitte var blevet mere end almindelig nysgerrig på Kittes nye liv. Måske han selv følte trang til at ‘springe ud’ som et eller andet…….
Han gav i hvert fald udtryk for sin nysgerrighed mange gange og spurgte også mig ind til Kittes ‘forvandling’ og nye liv, som pludselig bød på masser af byture og ind imellem også weekendture, hvor desserten var en tur i sauna for begge køn (som Kitte dog alligevel var al for snerpet og blufærdig til at afprøve, men det vidste Pelle ikke). Han troede i fulde alvor, at Kitte slog ’til søren’ og at Kitte havde lavet en forvandling fra grå kontormus til supererotisk hed wamp.. (der bare skulle prøve det hele, før det var for sent).
Kittes ‘skabsforvandling’ pirrede Pelle så meget, at han en sen fredag eftermiddag bare måtte ‘besøge’ mig og Kitte på kontoret en ekstra gang lige før lukketid.
Pelle var dårligt nok trådt ind af døren, mens han samtidig kiggede lystigt i Kittes retning, samtidig med at han nærmest brølede:
“Nå, Kitte – skal du så ud at ‘boltre dig’ her i weekenden?”
Jeg ved ikke, om jeg på fyldestgørende vis kan beskrive Kittes udtryk, men i et nu, så Kitte både dødeligt fornærmet, overrumplet, overrasket og forbløffet ud, for i næste sekund at sende Pelle de mest modbydelige øjne…
Pelle vendte om og skred med det samme…. mens fejlvurderingen og afklapsningen strømmede ud af ham….
Raseriet lyste ud af hendes øjne
Hun kom farende ind på mit kontor. Som skudt ud af en kanon.
Raseriet lyste ud af Hannahs normalt flotte blå øjne. Men i dette sekund så hun virkelig stærkt ophidset ud og udbrød et splitsekund efter:
“Jeg ved ikke, hvad du overhovedet laver”…
Bang….
Jeg stirrede måbende på hende og vidste ikke, hvad jeg skulle sige….
Jeg var for ganske kort tid siden rykket op i Hannahs kontor
Rent faktisk sad jeg og arbejdede i al fredsommelighed, lige indtil Hannah kom farende. Jeg ved virkelig ikke, hvad der havde ‘trigget’ Hannah, som sad i kontoret lige ved siden af mig.
Jeg var endda næsten lige startet i kontoret, hvor Hannah også sad. Ikke noget, jeg selv havde bedt om eller var særligt glad for… Da sandheden var, at jeg var blevet tvangsforflyttet på grund af for lav produktivitet i det tidligere kontor.
Der kom ingen ord ud af min mund før adskillige sekunder efter ‘angrebet’.
Hvad jeg sagde, husker jeg ikke.
Men fra at have synes godt om/sympatiseret med Hannah, blev mit forhold til hende efter den svada nu meget anstrengt.
Specielt på grund af hendes ‘angreb’, men også fordi hun havde den der ‘fin dame’ attitude, hvilket jeg aldrig har kunne fordrage… Deruover afspejlede den ‘fine dame’ attitude sig også i hendes (lave) produktivitet og måde at arbejde på.
Derudover var hun jo min kollega, og havde ingen beføjelse/bemyndigelse for så vidt angår at kunne tillade sig at ‘flippe’ sådan ud og skælde ud på sine kolleger…
Jeg er en meget fin dame attitude…
Hannah stod altid op, mens vi andre sad ned og hev brevene ud af kuverterne (jo, det gjorde vi helt indtil oktober 2015, ved ikke om der den dag i dag stadig er fysiske brev til institutionen).
Man kunne tydeligt se på Hannah at god gammeldags post, hvor man skulle tage papir ud af en konvolut; det brød Hannah sig virkelig ikke om.
Vi andre der var på samme opgave, sad nærmest og hyggede os lidt med det, mens Hannah altid blev stående oprejst, samtidig med at hun udstrålede en vis afsky og modvilje, og man samtidig kunne se at hun følte, at det var langt over hendes værdighed det her…
Efter angrebet
Jeg kom aldrig helt på god fod med Hannah igen.
Hvor vi førhen havde haft et udmærket forhold, fx havde Hannah, Kitte og jeg været ude at spise sammen, så blev det efter ‘angrebet’ aldrig det samme igen.
Ikke at jeg begræder det.
That is life – venskaber kommer og går.
De sande venskaber skal nok bestå ❤️