Tak for det mandlige køn
Havde det ikke været for gutterne i kontoret, var jeg død af kedsomhed. Jeg har altid synes, at kvinder kan være ret trættende at være sammen med. Det skyldes alt det snak og sladder, der forventes, når kvinder er sammen…
Heldigvis var der mange mandlige kontoransatte akademikere og også programmører. Ikke at jeg havde den største berøringsflade med dem, men de var ansat i samme kontor som jeg, så vi var alle samlet mindst en gang om ugen og i hvert fald i forbindelse med det ugentlige kontormøde.
Der var dog et par mandlige AC’ere, jeg havde en hel del kontakt med, fordi vi havde en god kemi. Det var ikke overraskende de virkelig humoristiske, originale og sjove af slagsen (i mine øjne).
M var min foretrukne ac’er
M var jeg virkelig på bølgelængde med, og jeg følte ret hurtigt at jeg kunne slappe af og være helt mig selv i hans nærvær. Og det kan jeg ikke med særligt mange, så jeg vidste, at der ‘var noget med ham’ fra starten af.
Hans humor matchede også min og det bevirkede, at vi jævnligt var ude sammen og få en øl.
Gennem flere år kunne jeg mærke, at han var mere end almindeligt interesseret i mig, men på det tidspunkt boede jeg sammen med en. Så jeg så ikke lige M som kærestepotentiale. Derudover var han heller ikke min type rent kærlighedsmæssigt.
Men jeg satte stor pris på en kollega som ham, for vi snakkede utrolig godt sammen og havde virkelig kemi.
En sjov episode brillerede i december måned, da jeg blev M’s nisseven.
En nisseven forkæler og driller, men jeg ville lave noget ekstraordinært, så jeg havde købt et stort udendørs stearinlys og tændt det (det skulle være lidt dramatisk), som jeg satte ind på M’s kontor.
Der gik dog lidt efter ild i nogle af M’s papirer og mapper, da jeg havde sat det store stearinlys for tæt på reolen, hvor der stak nogle papirer ud, jeg ikke lige havde set.
Fuck mand, jeg fik da heldigvis selv slukket det, og ingen heller ikke M opdagede noget. Han røg meget på det tidspunkt og det hjalp gevaldigt med til at sløre hans lugtesans.
Men han gættede dog med det samme på, at det var mig, der stod bag dette lysende set-up…
J nr. 2
J, fordi han var tilpas gal, menneskelig og samtidig meget sympatisk. Derudover havde han stor omsorg og empati for andre, som virkelig kom til udtryk i hans væremåde.
Han forsvarede altid os HK’ere, og virkede til at være på vores side. Hos J kom mennesket før arbejdet, og han var altid forstående og large.
Tillige med en fed humor, lattermildhed og evnen til at være pjattet på den gode måde.
Derudover blev vi også belønnet i ny og næ, for J købte nogle gange bolsjer til os.
Det mest mærkværdige, jeg kan huske vi har lavet sammen, var vist da vi smadrede nogle glas i forbindelse med en julefrokost.
Det var naturligvis ikke min, men J’s ide!…
Se min og undermålerens fine tegning en dag vi følte os særligt kreative…
Sammen med en af undermålerne i kontoret har vi haft mange sjove og uforglemmelige oplevelser. Se fx tegningen her 🙂
Nogle gange ville jeg ønske, at man kunne skrue tiden tilbage..
P var virkelig noget helt for sig
Charmerende, underholdende, men også en mand, der havde sine udfordringer. Det kom særligt til udtryk, da kontoret fik en ny kontorchef.
Det er ingen overdrivelse at sige, at her stødte to alfahanner sammen.
Det kunne tydeligt mærkes af alle, at de to herrer nærmest ikke kunne være i samme rum.
Under den ugentlige fredagsøl (som nogle af os deltog i, blandt andet P) var et af de helt store samtaleemner selvfølgelig vores nye kontorchef, som de fleste i kontoret også synes var arrogant og noget af en pralhals.
Jeg ved ikke, om vi blev for højlydte og om den nye kontorchef havde overhørt noget, men en dag blev vi forbudt at sidde og drikke øl efter fyraften…. og så var det desværre slut med vores ugentlige øl-kom-sammen…
Det stoppede dog ikke P’s besøg hos Kitte og jeg, for en dag kom han ind til os 4 – 5 gange indenfor et par timer for at underholde os med en rigtig sjov historie, som han også fik kogt meget suppe på. Husker desværre ikke historien, men kan huske at P og jeg havde noget sjov kørende med en voldtægt på en rødternet dug. Det var sgu tider…