Klar til dagens 3. december te? Det er jeg. Går ud og brygger den nu! Det er en sort te ‘Pouchkine’.
Perchs oplyser, at teen består af sort kinesisk Keemun te, med en fantastisk frisk smag af citron, grapefrugt og Earl Grey. Nu elsker jeg jo Earl Grey te, så jeg har da lidt forventninger til, at jeg kan lide denne te. Det kan jeg! Den har en dejlig kraftig og forfriskende smag.
Og nu hvor det er lørdag, har herren også tid til at smage den. Jeg spørger, om han kan lide den? Han svarer med overbevisende stemme:
-‘Ja, den smager af noget’. Ok, det betyder, har jeg fundet ud af, at han godt kan lide den. Han er mest kaffedrikker, og det hører jeg faktisk tit fra kaffedrikkere, at de ikke synes, at te smager af noget.
Han mener forøvrigt også, at dagens tekst er interessant og siger noget om englænderne og deres traditioner. (klik på billedet for at forstørre)
Jeg mener, at det kunne være en fantastisk ide om hele verden faktisk stoppede op!
Og tog sig tid til en god kop te og refleksion.
Det fører mig frem til dagens ordsprog, som er:
‘Den der rider på tigeren, opdager at det er vanskeligt at stå af’ – ordsproget her er desværre af ukendt oprindelse.
Men det gør det ikke mindre godt. Budskabet er, som jeg opfatter det, en reminder til os alle. Om hvor svært det kan være at ændre retning, tempo…… og leve et liv, hvor man selv bestemmer farten.
Selv har jeg ikke haft meget tid til refleksion i dag, for jeg skulle købe gaver til pakkeleg, pakke dem ind og ordne ditten og datten….
Rigtig god 3. december til dig ♥