Det sagde jeg farvel til i 2023

1. Mit arbejde

I hele 2022 og i hele 2023 har jeg haft et noget anstrengt forhold til mit arbejde.

Der har ikke været bare een dag, hvor jeg ikke nærmest har ønsket arbejdet hen, hvor peberet gror.

Det skyldes en blanding af mange ting, men først og fremmest det ulidelige storrumsmiljø, som jeg bare ikke trives i primært på grund af den uro, der er.

Jeg var dog heldig i de første par år af vikariatet, hvor jeg sad sammen med forholdsvis stille og arbejdsomme mennesker.

Men i efteråret 2023

Blev jeg placeret i en 4-mands ø, sammen med et af de mest snakkende mennesker overhovedet. Styrelsen havde for vane at rykke rundt på os jævnligt (jeg ved ikke, hvad det skulle gøre godt for)…

Den meget snakkende person var dog en virkelig sød fyr på omkring de 40 år, som ALLE kunne lide, og derfor kom der hver dag nogle hen til ham for at snakke… (hvilket jo så bidrog ekstra til støjniveauet).

Nu blev det heller ikke bedre af, at han også havde folk til oplæring, som sad lige ved siden af ham.

Alt i alt betød det, at der var uro, summen og snak det meste af dagen, lige overfor mig… Brokkede man sig over det (og det var der flere, der gjorde), fik man at vide, at man bare kunne tage høretelefoner på (som begyndte at klemme på ørerne efter et par timer!!), og at storrum var et vilkår.

Det blev utåleligt

Så utåleligt at jeg tit flygtede ind i de bitte små arbejds/stillerum på ca. 1 kvadratmeter og sad derinde hele dagen. Tit var der ‘kamp’ om stillerummene og jeg var ikke altid heldig at få en plads, specielt ikke fordi jeg var en af dem, der mødte senest op.

Alle mine kolleger kom omkring kl. 8 – 8:30. Når klokken var 9 og jeg var dumpet ind af døren, var det normalt at mindst det ene af de to stillerum var snuppet.

En anden fuldstændig irrationel ting var, at når jeg sad i det lille rum, så følte jeg mig faktisk udenfor….

Var der ikke det ene i vejen, var der det andet. Noget andet var også at…

Min energi styrtdykkede

Jeg havde ikke energi til at gøre det i min fritid, som jeg faktisk havde lyst til. Fx at komme i gang med at læse astrologi, skrive blogindlæg, gå til dans o.l.

At selve arbejdet så også kunne være virkelig omstændeligt og besværligt var heller ikke ligefrem et plus…. forestil dig at du skal sidde og rode rundt i en masse fakturaer, ofte kunne der være helt op til 40 – 50 fakturaer pr. firma, hvor din opgave så vil være at finde ud af, om disse fakturaer kan godtgøres.

Jeg synes, til sidst at det blev ‘dræbende’ – det hele – men tænk – nogle af de ansatte synes faktisk, det var hyggeligt at sidde med den slags arbejde.

For mig var det bare helt vidunderligt at lukke døren til styrelsen for sidste gang fredag den 22. december 2023 ❤️🙏🏻

2. En veninde

Jeg har ellers kendt hende forholdsvis længe – siden 1999, men oplevet at hun er blevet uudholdelig at være sammen med. Hun står mig efterhånden langt ud af halsen, så beslutningen har ikke været så svær..

Hun giver mig ingen energi, tværtimod så bliver jeg nærmest møgirriteret på hende allerede inden der er gået ½ halv time…

Sidst jeg var der, tog det ca. en uges tid før min irritation over hende var væk.

Såh… der er vel ikke så meget tvivl om, at hun må ud af mit liv…

Set fra mit perspektiv

Er hun typen, der altid har en løsning, når man nævner ditten, dutten og datten. ALTID med det rigtige svar på ligegyldigt hvilke problemer, jeg er disket op med. Det er noget, der i det lange løb bliver virkelig irriterende.

Jeg tror at det kan tælles på en hånd, hvor mange gange hun har givet mig ret eller bare tilkendegivet sin støtte.

Altid på tværs og med en anden mening.

Jeg er sgu heller ikke selv perfekt… men jeg ved, at jeg ikke opfører mig sådan…

3. Festrygning

Suk og snøft, min lille nu og da vane med at ryge en festsmøg, nytårssmøg, skaksmøg er droppet.

Egentlig ikke med min gode vilje, men jeg havde det til sidst ikke godt med det. Og det eskalerede jo også…

Så i skrivende stund er det over ½ år siden, at jeg har røget en cigaret.

Jeg håber det holder.

Nu har jeg heldigvis en ret stor vilje, så mon ikke det går…

Og til sidst – hvad har du sagt farvel til, om noget?

Derudover – godt nytår til alle, der kommer forbi her ❤️

Efterlad en kommentar





This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.