En af mine tidligere kollegaer, Jens besøger jævnligt Korea, og der drikker de ‘selvfølgelig’ også te. Grøn te forstås.
Jens har været så sød at købe denne ristede, grønne te med hjem til mig, og du ser den her på billedet.
Han fortæller, at i Korea smager de altid på de tørre teblade, før de køber den. Og det har jeg ikke hørt om før. Men jeg synes egentlig, det giver meget god mening. Selv plejer jeg at dufte mig frem, hvis muligt.
Jeg har lige ‘spist’ lidt af teen, og det smager overraskende godt. Teen er ristet, gentagne gange fornemmer jeg, for den er meget sprød, så når man lige får den i munden, er det lidt som chips med røgsmag, men tygger man i længere tid bliver smagen meget mørk hen af forkullet træ.
Det med forkullet træ, har jeg fra Simply Tea’s hjemmeside, der har lavet et fint smagshjul med henblik på at lave en aroma- og smagskarakteristik. Derfor denne charmerende sammenligning med træ……
Inspirationen til smagshjulet er forøvrigt hentet i vinens verden.
Jeg bruger smagshjulet, når jeg skal beskrive en te. Det er et glimrende værktøj ud i kunsten at formidle en smagsoplevelse.
Teen er nu brygget og skal drikkes. Smagen er mørk, træagtig, røget med en god fylde og jeg bliver mere og mere glad for den. Tak, Jens 🙂
Jeg har set, at Perchs har fået en koreansk grøn te, der er ellers ikke meget af det i handlen her i DK.
Men mon ikke dette initiativ om Kimchi festival kan rette op på dette, se her.