Hvad er du te? Lidt tal fra de danske husstande

Herren går til kaffe og fruen går til te

kaffe versus teSådan er det om dagen, men om aftenen mødes vi i skøn forening over en kop te 😀

Herren tåler ikke koffein efter kl. 15, og må så ty til en tynd kop te, som han siger.

Udtrykket ‘en tynd kop te’ er tilsyneladende et specielt dansk udtryk. Endelig noget der er dansk! Det menes at være en blandings-oversættelse af de to engelske udtryk:

– ‘a feeble affair’ (en tynd affære) og ‘not my cup of tea’ (ikke min kop te)

Københavnere drikker mest te

I de sjællandske og især københavnske husstande bliver der drukket betragteligt mere te end i de tilsvarende jyske. Det viser tal fra Analyse Danmark, som har indsamlet tal, der viser, at sjællandske husstande i gennemsnit brugte 206 kroner på te i 2014, hvilket er næsten dobbelt så meget som i en gennemsnitlig jysk husstand, da de brugte 111 kroner på te i løbet af samme periode.

Midtjyder er mest kaffehungrende

Analyse Danmark har indsamlet tilsvarende tal for kaffe, og her ser billedet lidt anderledes ud. Midtjyder er øjensynligt de mest kaffehungrende danskere, med et gennemsnitligt forbrug per husstand på 1.205 kroner. De sjællandske husstande forbruger næst mest kaffe, med et gennemsnitligt forbrug per husstand på 1.010 kroner. Det er værd at bemærke, at nordjyder ifølge Analyse Danmark både drikker mindst kaffe og te.

Vi drikker mindre og mindre kaffe

Totalt set drikker vi mindre og mindre kaffe i Danmark, mens vi modsat drikker mere og mere te, viser tal fra Dansk Kaffeinformation. Det er især den yngre del af befolkningen, som øjensynligt er med til at øge forbruget af te, da personer under 30 år mere end fordoblede deres indtag af te i perioden 2011 til 2013.

På trods af det faldende salg af kaffe, er Danmark stadig en nation af kaffedrikkere. I 2014 blev der solgt 18.100 tons filterkaffe mod 1.246 tons te ifølge tal fra Dansk Kaffeinformation.

te og kaffe statistik

Kilde: www.teinfo.dk

Posted in

Efterlad en kommentar





This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.