Scener fra kontoret

En dag på kontoret

Som lignede alle andre dage på kontoret…..

Bortset fra at lige den dag kom en af de kvindelige og super karriereorienterede chefer forbi med en eller anden r..kedelig arbejdsopgave til min kollega Kitty og jeg. Vi havde normalt ikke så meget med hende at gøre (hun hed Vibeka); og heldigvis for det, for hun kunne være ret hysterisk, og tillige meget skrap og kontant i sit udtryk.

Kitty var min kollega gennem 20 år, og jeg kendte Kitty godt nok til at vide at hun var typen, der altid bare adlød, og aldrig stillede spørgsmål ved noget som helst, når det kom fra en chef.

Det gjorde jeg derimod og jeg har altid på alle mulige og umulige måder forsøgt at slippe for at udføre opgaver, især de mest kedelige. Og dem var der mange af…

Nå, men Vibeka afleverede sin opgave til os, og gik så hen i døråbningen, og derefter snakkede vi alle tre om løst og fast. Pludselig drejede samtalen med Vibeka over i et emne, hvor jeg kunne udtrykke mit mishag med at være ‘kontordulle’ på 20. år. Det fik øjeblikkelig Vibeka til spidst at udstøde:

“Hvad skulle du SÅ lave?????” i et sindssygt skeptisk tonefald, der absolut ikke kunne misforstås. Og kun kunne tolkes som om jeg i hendes øjne absolut ingen andre talenter havde og vel egentlig ikke kunne bruges til meget andet end at være en grå kontormus….

Den sveg virkelig… og jeg glemmer det nok aldrig. Der kunne man da virkelig tale om at føle sig krænket…..

Allerede som kontorelev

Havde jeg problemer med autoriteter, for jeg har altid ønsket at være ‘min egen herre’ og allerede som kontorelev, tog jeg ikke så gerne imod ‘ordrer’. Heller ikke fra kontorchefer. Det blev jeg selvfølgelig nødt til, men det var ikke uden protest og et meget attitudefyldt kropssprog. En formiddag kom kontorchef Alexander så forbi.

Han stod i døråbningen, sagde lige hej, og derefter bad han specifikt mig (der var kontorelev på det tidspunkt) om at rende op med en kuvert til Brask (en anden kontorchef).

Alexander: “Kan du ikke lige smutte op med denne her til Brask?”

Jeg: “Det kan du da….”, og bum så klappede jeg i.

Men jeg var selvfølgelig ved at bede ham om at gøre det selv. Gad vidst hvad han ville have sagt, hvis jeg havde færdiggjort min sætning?? 😁

Den sidste chef kom jeg til at snerre af

Det endte med at få alvorlige konsekvenser, for han brød sig vist ikke om mit tonefald.

Men det handlede om at jeg skulle orientere ham, hvis jeg af en eller anden grund ikke kunne møde til tiden. Det orkede jeg ikke den dag, og mødte derefter bare senere ind, uden at orientere ham.

Derfor blev jeg et par timer efter kaldt ind til hans kontor, hvorefter han sagde, at vi jo havde lavet en aftale om, at kom jeg senere, skulle jeg ringe. Jeg havde overhovedet ikke lyst til at forklare mig eller ringe til ham den pågældende dag, og jeg var i forvejen i virkelig dårligt humør.

Da han så på en pæn måde sagde til mig, at jeg skulle huske vores aftale om at ringe til ham, hvis jeg blev syg eller mødte senere ind. Ja, så kogte bægeret over….

Med den største foragt fik jeg sagt:

“Skal jeg virkelig ringe til dig? Til dig???” (som om han var en eller anden lille tissemyre…)

Ja, det blev så mit endeligt på kontoret og fyresedlen kom et stykke tid efter…

Når det kommer til stykket, var det jo for mig en kæmpe gave 😀 selvom der også var sorg, savn og smerte i forløbet….