Se hvad jeg stod op til her pinselørdag – ser det ikke bare godt ud ♥
Te fra Te-Salonen og dermed hele fire nye mulige yndlingsteer.
Jeg kan bare ikke nå at smage dem før senere, for vi skal ud af døren. Vi skal besøge svigermor.
Svigermor Karen bor flere hundrede km fra os i det sødeste lille rækkehus med en skøn udsigt over byen, grundet rækkehusets høje beliggenhed i Odder. Der er så stille i det fredelige Odder, at du som københavner virkelig lægger mærke til det. Det skyldes i sagens natur, at næsten alt lukker ned kl. 18.00 pånær lige byens eneste biograf.
Det minder mig om en tidligere kollega, jeg havde, der morede sig meget med at fortælle, at hendes søn havde dømt Odder til at være Danmarks kedeligste by 😉
Men kan man lide natur, masser af stisystemer, skov og stilhed, så anbefaler jeg virkelig Odder.
Odder ligger ca. 25 km. syd for Aarhus og normalt tager vi bussen til Odden – Aarhus færgen (Molslinjen), men det gad vi ikke denne gang. Så herren var ude at finde bil lørdag formiddag.
Han kunne desværre ikke leje et lig, som vi plejer – alle personbiler var lejet ud. Såååh han fandt et andet lig i nærheden.
En udkørt Mazda, der hakkede lidt i det, og som knap nok kunne trække os op af de små bakker på motorvejene mod Odden….
Vi blev bare overhalet af alle på vej til Molslinjen, hvilket ikke er så mærkeligt, når man ligger med 80 km/timen på en motorvej, hvor man må køre 110 km i timen. Lidt underligt for os, der begge to plejer at suse afsted med omkring 150 km/timen. Hm…
PS. Jeg kan godt lide svigermor Karen ♥
PPS. Vi nåede så heller ikke den planlagte færge, haha…
Nu til teens beroligende univers
Denne gang vil jeg bede svigermor og ægtemand om at smage på nogle af teerne fra Te-Salonen. Jeg har nemlig taget hele molevitten med, som du ser her på det aller øverste billede.
Til min store ærgrelse, kan jeg se, at der er en større pose urtete med fra britiske ‘Teapigs’. Jeg får bange anelser, da jeg ser, at det er en blanding mellem lakridsrod og pebermynte. Såh jeg vælger at servere den for svigermor og ægtemand 😉 for så er jeg da af med to ud af de 15 tebreve, øøøhhh…
Hvis du har fulgt med her på te-siden, så ved du, at lakridsrod ikke er min livret. Og der er hele 15 tebreve med lakridsrod denne gang… Av….
Ægtemand og svigermoder kan dog godt lide denne te fra ‘Teapigs’ og jeg må skynde mig at sige, at teen har vundet pris i 2014 for ‘Great Taste’, så det er naturligvis mig, der er noget galt med… 🙂 Ikke ‘Teapigs’… jeg er forøvrigt vældigt begejstret over brandnavnet ‘Teapigs’ – det tiltaler virkelig mit usnobbede te-hjerte.
Jeg har selvfølgelig smagt teen selv, og at det er en højkvalitetste, er der slet ingen tvivl om. Så kan du lide blandingen af lakridsrod og pebermynte, er det lige noget for dig. Man kalder i øvrigt også denne teblanding for frisørens te. Vil du have hele den sjove og søde historie om, hvordan den kom til at hedde frisørens te, så klik her.
Te fra Sverige
Derudover bød Te-Salonen på en lækker rooibos te fra svenske ‘Johan & Nyström’. De startede i 2004 og sælger både te og kaffe.
Denne rooibos med blåbær og hyldeblomst er dejligt forfriskende og sød i smagen. Den ville jeg gerne købe, men jeg synes, den er for dyr.
Ca. 144 kr. for 175 gram. Den er økologisk og derfor også dyrere, meeen… der er en grænse.
Løs te fra Bornholms Thehandel
Så kom der endelig en rabarber te, men jeg er lidt skuffet over den. Det spiller måske ind, at der er blandet (for) mange ting i udover rabarber, for både fersken, jordbær, bergamotte og solsikke har fundet vej til teen.
Jeg var ellers så spændt på denne her ‘Sandvigthe’, dels fordi den dufter så uovertruffent, men også fordi indpakningen virkelig tiltaler mig. Ja, jeg er nem at narre, men den lækre grønne indpakning kunne jeg næsten købe teen på.
Te-Salonen skriver, at de har lagt vægt på, at teerne skal kunne nydes som iste også. Og det tror jeg faktisk, at denne te ville egne sig godt til.
Sidste te i denne omgang
Gælder tebrevene fra engelske ‘Fortnum & Mason’. Dette mærke har Te-Salonen budt ind med før, og det interessante ved dette brand er, at Fortnum & Mason er et berømt stormagasin i England, der laver deres egen te. Og det er ikke bare Fortnum & Mason, der laver deres egen te, det gør alle de mest berømte stormagasiner i England.
Fortnum & Mason blev grundlagt af William Fortnum i 1707, og i dag leverer de te til det engelske kongehus.
Lidt sjovt at tænke på, at Dronning Elizabeth måske også sidder og sipper denne te.
Jeg har været i London mange gange, men aldrig været i nogle af deres stormagasiner udover Harrods og det skal der rådes bod på. Så Fortnum & Mason er nu kommet på min London liste. Jeg håber, at Te-Salonen har ret, når de skriver, at det er en stor oplevelse.
Tebrevet fra Fortnum & Mason, der flyder rundt i svigermor-kruset, er den klassiske grønne te med jasmin, som bare altid holder. Elsker grøn te med jasmin.
Som jeg sad og nød i svigermors have, da solen endelig tittede frem søndag eftermiddag i Odder.
Til sidst den lille treat
Den lille treat, som Te-Salonen kalder det, har jeg denne gang nået at forevige – før den fløj ind i munden.
Den smagte ret godt.
Kommer fra Karamelleriet i Jægersborggade, København. Uhm ♦