Hverdagen er tilbage
Mutti og jeg holder billed aften. Hun har taget hele skuffen med billeder frem, og jeg spørger løs:
“Hvem er det? Er det ikke dine to onkler, der aldrig giftede sig, men boede sammen hele livet? Var de egentlig bøsser eller hva’?”
“Og her har vi jo far som ung. Han var sgu en flot fyr…”
Min mor og far, Else og Kaj
Det næste billede der dukker op i skuffen er bryllupsbilledet af min mor og far. Det er en del år siden jeg sidst har set det, så jeg betragter det længe.
Jeg ved ikke om det er fordi, det er mine forældre, men jeg synes, at de ser guddommeligt smukke ud på deres bryllupsfoto ♥ Begge kun omkring 21 år gamle på det tidspunkt.
Min mor ser sørgmodig ud, og som om hun allerede havde modtaget glimt af sin skæbne? Som i grove træk var at føde børn, og være hjemmegående husmor med alt for mange pligter. Sammen med en mand, der drak for meget (min far).
Hun fik hverken et nemt eller lykkeligt liv desværre.
Men hvor mange får så også lige det?
Jeg har læst at to trediedele af befolkningen har haft en større livssorg, som fx ikke at kunne få de ønskede børn, det ønskede job, den ønskede mand eller ens forældre/søskende har skuffet kolossalt….
Billederne tager mig tilbage til min fars død
Han døde desværre ret tidligt af en kræftsygdom. Der gik et år fra kræften blev konstateret, til han var væk. Han blev kun 59 år.
De første symptomer viste sig ved, at han pludselig havde fået nogle knuder på halsen.
“Gå dog til lægen”, sagde hans samlever Ingegjerd.
Det gjorde han, der blev taget blodprøver og det viste sig, at immunforsvaret var overbelastet på grund af kræftceller i kroppen. Non-hodgkin lymfom hed den cancertype, han døde af. I starten af 90’erne var det en meget dødelig kræftform, og kun ca. 5 – 10 % levede stadig 5 år efter, at sygdommen var opstået. I dag lever man heldigvis meget længere med den kræftform.
Jeg husker stadig det år, min far var dødeligt syg. Det lå hele tiden og lurede, og jeg var aldrig rigtig glad. Fra start af havde min far og hans samlever så heller ikke lagt skjul på, at sygdommen var meget alvorlig. Og det var sikkert meget godt ikke at give os falske forhåbninger?!
Vi fik den triste besked i november måned, og jeg støvsugede biblioteket for bøger, der kunne ændre min fars skæbne. Jeg var overbevist om, at tro kunne flytte bjerge og at der måtte være noget, lægevidenskaben havde overset. Så jeg lånte mere end en bog, og håbede inderligt at min far ville give det en chance. Om han rent faktisk læste de bøger, jeg havde lånt til ham, ved jeg ikke.
Pakkekalender til min far
I hvert fald ville jeg også forfærdelig gerne glæde ham på en eller anden uforglemmelig måde, og jeg gik i tænkebox. Pludselig var den der. Det var jo snart jul, og hvad kunne være bedre end en pakkekalender med 24 små overraskelser!
Jeg glemmer aldrig lyset i hans øjne, da han modtog den pakkekalender, jeg havde arbejdet med i et par uger.
Det var helt fantastisk at se hans glæde ❤️❤️❤️
Intet hjalp
Tiden gik, og der var desværre ingen bedring for min far. Han blev udsat for diverse nye behandlingsmetoder, og jeg klyngede mig til håbet. Håbet om at der ville ske et mirakel….
Stamcelle-transplantation var seneste nye behandlingsform, og en ‘kur’ som lægevidenskaben havde store forventninger til. Den blev forelagt min far, og han sagde ja til forsøget.
Det gik ud på at trække stamceller ud af rygmarven for derefter at give en meget kraftig dosis kemoterapi. Kemoterapi slår som bekendt celler ihjel, og på denne måde kunne man bevare kroppens stamceller og efterfølgende når kroppen var kemofri, føre dem tilbage til blodet.
Denne behandlingsmetode krævede på det tidspunkt, at min far blev isoleret, da man efter sådan et forløb har øget risiko for at få infektioner. Kun hans samlever Ingegjerd måtte besøge ham i den periode, da de var vant til hinandens særlige bakterieflora.
Vi havde store forventninger til den nye behandling, da alt var gået efter ‘bogen’. Alligevel lykkedes det ikke, min far havde ‘optaget’ en virus på en eller anden måde, og følgesygdommen var med til at slå ham ihjel.
Husker stadig det chok, jeg alligevel fik, da Herlev Hospital ringede for at give mig den triste meddelelse:
“Din far er død.”
Jeg var 31 år, og min verden sank i grus. Det tog et års tid, før jeg begyndte at leve igen.
Mogens ringer i morgen
Mogens og jeg ringer ikke sammen hver dag, det er simpelthen for dyrt… (tiden er 2002, før Skype’s tid) Sms’erne flyver dog frem og tilbage hver dag.
Vi taler i telefon sammen ca. en gang om ugen. Jeg forbereder mig altid ved at skrive stikord på et stykke papir, så vi hele tiden har noget at snakke om.
Aktuelt sker der ikke alverden. Dagen går sin vante gang, og min mor er som regel hjemme.
Hun er super glad for, at jeg bor hos hende, og det har betydet, at min mor og jeg har fået en meget større tilknytning til hinanden.
Ja, her er så Mogens 🙂
Jeg viser hende billeder af min tur, og fortæller hvor dejlig Mogens er. Hun er SÅ glad på mine vegne.
Hun griner ekstra højt, da jeg viser hende dette her billede fra vores tur, haha….
Jeg vidste ikke helt, hvordan man tog billeder med en telefon… Ja, det var dengang 🙂
Forsættes….