Julefrokosten nærmer sig
Jeg har Mogens i røret, for jeg har fundet ud af, at man kan ringe til Mozambique fra arbejdet (ja, tænk at jeg bare kunne gribe knoglen og ringe fra Danmark til Mozambique, det var gyldne tider dengang!)
Ikke at jeg gjorde det særlig tit altså….
Jeg fortæller Mogens at jeg skal til julefrokost på fredag, og at det så er den første julefrokost efter afdelingens flytning.
“Det bliver sjovt at opleve, hvordan Told & Skat arrangerer en julefrokost. Jeg ved at vi skal sidde i kantinen sammen med vores kontor, men om der ellers er nogle overraskelser eller de har nogle særlige traditioner, ja det ved jeg ikke. Jeg ved bare, at jeg i hvert fald skal ‘fulde mig’.”
Ved egentlig ikke hvorfor jeg siger det?!!! Men jeg tror, at jeg måske forsøger at gøre Mogens jaloux og vil høre hans reaktion 🙁
“Nu skal du altså opføre dig ordentligt”, kommer svaret prompte og Mogens lyder bekymret.
“Jaaaa, selvfølgelig, Mogens”, siger jeg. “Jeg glæder mig bare til at slappe af, feste og danse med kollegerne.”
Jeg skifter hurtigt emne, og fortæller om min og Karinas shoppetur i Fisketorvet Shoppingcenter, der endte med at jeg købte fire stykker kluns, hvoraf jeg fortrød tre af købene.
“Har du købt fire stykker tøj, og returneret tre?” Mogens lyder målløs.
“Ja, det er helt normalt for kvinder”, griner jeg.
“Men også virkelig irriterende at jeg aldrig er tilfreds med det, jeg har købt. For det er et rend frem og tilbage, og det er heller ikke specielt sjovt at stå i butikken og sige, at man har fortrudt købet og gerne vil have pengene tilbage.”
“Ja, i kvinder har jo jeres problemer,” konstaterer Mogens med både humor og varme i stemmen.
“Hvor er det nu, I kender hinanden fra, dig og Karina?”
Min bedste veninde Karina
Karina er min veninde fra gymnasiet, og jeg tror, vi fandt sammen, fordi vi begge to var ‘de stille piger’.
Hvor Karina var et dydsmønster samtlige tre år i gymnasiet, blev jeg det stik modsatte. Efter 1.g. tog hormonerne fat i mig med voldsom kraft, og lektier og hjemmearbejde var slet ikke noget, der interesserede mig mere…
Fra at have haft gode karakterer i 1.g., raslede mine karakterer nu ned. Jeg mødte næsten altid for sent og uforberedt. En af mine gymnasiekammerater (vi kaldte ham Kimse) morede sig over, at hver gang han var for sent på den, så mødte han mig, haha…
Mit udseende ændrede sig også drastisk og fra at have været en pige uden noget som helst make-up, blev mit ansigt nu et levende lærred, som jeg brugte meget tid på hver morgen 😀 Håret blev lysnet, og tøjet stramt.
Det andet køn blev samtidig det eneste interessante her i verden, og jeg forelskede mig dødeligt i klassens høje flotte lyshårede fyr Claus. Han var prototypen på den uopnåelige fyr, super charmerende, smart i tøjet, og altid klar med en frisk bemærkning, der sad lige i skabet. Jeg tror noget af min voldsomme fascination skyldtes, at han var meget ulig mig. Jeg var så genert, og han var så selvsikker (i hvert fald udadtil). Det blev dog aldrig ham og mig… Han fandt en pige fra parallelklassen, giftede sig med hende og fik børn.
Karina ændrede sig derimod nærmest ikke (efter min opfattelse), men forblev den meget stræbsomme type, der skulle have en karriere. Heldigvis fik det ingen konsekvenser for vores venskab 💛🧡❤️
Flytter fra min mor (igen)
Mogens og jeg har aftalt at mødes dagen efter, at han er landet i København. Hold nu op hvor jeg glæder mig til at se ham igen! Jeg kan næsten ikke være i min krop…
Min mor er både og glad på mine vegne. Jeg fortæller hende, at jeg nok flytter ind til Mogens, og jeg kan se på hende, at hun kommer til at savne mig. 4 måneder har min mor og jeg boet sammen, og det er gået over al forventning. Vi har været på udflugter, haft masser af hyggesnak og set film sammen.
Til gengæld starter et nyt kapitel i mit liv! Nu er dagen endelig kommet, hvor jeg skal se Mogens igen.
Jeg pakker al det tøj ned, jeg plejer at bruge og lader resten hænge i min mors skab. Det bliver godt nok lidt tungt, men jeg har set på Kraks kort, at der ikke er så langt fra Nørrebro station til Mogens. Der er ca. 800 meter, og det kan vel gøres på 10 minutter, tænker jeg.
På gåturen bliver min taske med tøj i dog tungere og tungere, men samtidig flyver jeg næsten.
Jeg har ikke fortalt Mogens, at jeg har tænkt mig at flytte ind sammen aften, men det regner jeg ikke med, at han har noget imod… 😉
Endelig i Mogens arme
“Var det ikke 2.th.?”, tænker jeg, sindsygt glad for at jeg nu er SÅ tæt på Mogens.
Mit hjerte hamrer hårdere og hårdere, nu jeg står uden for opgangsdøren til Mogens’ lejlighed.
Jeg ringer på dørklokken i en tilstand af eufori og ekstrem nervøsitet.
“Mogens”, lyder det lidt efter i en varm, optimistisk og glad tone.
Efter 30 trappetrin, står Mogens i døren og kigger forventningsfuldt på mig. Åh, hvor er det skønt at se ham igen.
Vi kigger hinanden dybt i øjnene, og begynder at kysse inderligt. Jeg føler mig faktisk noget genert, og det hjælper lidt på det, da Mogens siger at han har købt vin. Ved ikke, hvorfor jeg føler mig genert, men det er måske fordi der er gået en hel måned siden vores ferie i Mozambique.
“Vil du have et glas vin?”, spørger Mogens.
“Ja, meget gerne”, siger jeg og tilføjer:
“Jeg har taget noget tøj med, så jeg ikke behøver at tage hjem til min mor sådan lige foreløbig.”
Jeg kan se, Mogens bliver glad.
“Så jeg håber du har lidt plads i skabet?”
Forsættes….