Planen for i dag er lidt anderledes, end den plejer at være.
Herren og jeg skal mødes med en af vores venner, og vennen har taget sin nye kæreste med, som vi er meget spændte på at se… og derfor synes jeg det er okay, at vi skal se en tv-optagelse sammen. Selvom det normalt ikke lige noget, jeg gider….
Vi står nu og venter på dem. På lang afstand aner jeg vores ven komme nærmere sammen med ‘giraffen’.
Mens de kommer nærmere, kan jeg se se at vennens nye veninde virker utrolig sød og smilende. Typen man nok føler sig godt tilpas med, lige med det samme.
Følelser og arbejde
Vi får snakket lidt løst og fast, mens vi venter på at komme ind i studiet til optagelse. Optagelsen er med selveste statsministeren Lars Løkke og Anders Lund Madsen, så vi er i ‘fint’ selskab….men det er ikke hverken statsministeren eller Anders Lund Madsen, dette indlæg skal handle om.
Anders havde dog en god historie (han har læst jura)…
– Mens vi læste jura, skulle vi tage stilling til en lidt bizar case.
Casen handlede om en ko, der var blevet kørt ned af en bil. I casen skulle vi redegøre for, hvor ansvaret skulle placeres.
Skulle det placeres hos landmanden, der ikke havde hegnet koen ordentligt ind, eller skulle det placeres hos bilisten?
Anders forsætter:
– Mens vi sad og tyggede på det, sad jeg egentlig bare og tænkte på den stakkels ko! Hvad var der egentlig sket med den? Var den død eller?…..
Det var efter Anders’ udsagn dér, at han fandt ud af, at han ikke skulle være jurist.
Jeg synes, at Anders Lund Madsen har fat i noget. Også selv om han bare jokede med det. For kan/skal vi adskille følelser og arbejde? Eller skal vi lytte til vores følelser og tage dem alvorligt? Er følelser overhovedet vigtige?
Intet arbejde
Tilbage til vores ven, der taler meget om det job, han lige har mistet og han virker vred. Han har gjort en stor indsats, og hvad er takken?
Fået en meget lille løn for det, men accepteret det, fordi han forventede at hans store indsats gav pote. Det skete bare ikke, og i stedet er han nu om en måneds tid igen ledig.
Vi diskuterer dette lidt frem og tilbage, og da der kommer en naturlig pause i talestrømmen, spørger jeg den nye kæreste:
– Hvad laver du så?
Hun svarer, at hun er sundhedsplejerske og arbejder med børn. Og egentlig kunne jeg mærke på mig selv, at jeg ikke havde lyst til at spørge om det.
Fordi jeg synes, at det måske kan give nogle begrænsninger i form af et ‘hieraki’, som jeg ikke synes, der bør være blandt venner. Eller i det hele taget.
Selv har jeg aldrig identificeret mig med mit arbejde. Det spiller selvfølgelig også ind, at jeg igennem mange år ikke har kunnet holde ud at gå på arbejde.
Hvad er det, jeg ikke lide ved et traditionelt arbejde
-for det første kan jeg ikke lide strukturen ‘mandag – fredag’
-for det andet kan jeg ikke lide konkurrencen mellem kolleger
-for det tredie kan jeg ikke lide administrativt arbejde
-for det fjerde kan jeg ikke lide at lyve, som jeg blev ‘tvunget’ til i forbindelse med medarbejdersamtaler
-for det femte kan jeg ikke lide at være tvunget til at være sammen med bestemte mennesker i 7,5 time hver dag, hvor kemien bare ikke er god
-for det sjette kan jeg ikke lide at kigge på uret (frk. klokken) hele tiden og
-for det syvende kan jeg faktisk godt lide det impulsive, spontane og overraskende i livet (og det er begrænset, hvor meget man får af det i et administrativt job).
Respekt for arbejde
Jeg vil lige skynde mig at sige at jeg har stor respekt for folk, der går på arbejde hver dag og kan lide det. Sådan har jeg desværre bare aldrig haft det.
For mit vedkommende handler det også om, at jeg hellere vil se mennesket end en jobtitel, og er begyndt at gøre det i langt højere grad end tidligere. Tidligere i mit liv følte jeg mindreværd, når jeg var sammen med akademikere, men så mødte jeg gemalen, der er sociolog og har akademiker venner, og fandt ud af, at de jo bare har læst lidt flere bøger.
Arbejde og passion
Det er jo fantastisk, hvis det er passionen, der driver værket. Sådan er det for herren, han brænder virkelig for det, han laver.
En anden af vores venner, som vi troede, faktisk trivedes med sit arbejde, ytrede pludselig her i den forgange weekend, at han egentlig aldrig havde kunnet lide at gå på arbejde. Han havde bare ladet som om, på grund af den identifikation, der ligger i det og omgivelsernes forventninger, gætter jeg på.
Både herren og jeg var ved at tabe næse og mund, da vi hørte de ord fra ham….
Hvorfor går du på arbejde
Da jeg selv var i job, blev vi alle som led i et seminar, spurgt om hvorfor vi gik på arbejde. Det diskuterede jeg senere med en kollega, og fortalte ham at for mig handlede det bare om at tjene nogle penge. Min kollega sagde (han var også ærlig eller?) at det da var et taberagtigt svar. Men jeg kunne se på hans blik og holdning, at han egentlig mente det samme som mig……..
Og så er det, jeg tænker, hvorfor er det svar egentlig ikke i orden (mere)? Er det kun, når man er helt ung, at man må svare sådan..