Søndagsbetragtninger

Er du lykkelig?

Tilfreds med dit liv, som det er? Mellemtilfreds? Utilfreds? Har bare tilpasset dig?

Det er nogle af de spørgsmål forfatter Paulo Coelho prøver/søger at besvare i sine mange bøger. Jeg er pt. ramt af en sand Paulo Coelho bølge, og synes, at alle hans bøger er fantastiske.

Min eufori over Coelho skyldes, at manden punkterer alle vores løgne, tager vores måde at leve på op til kraftig revision, herunder alle de uskrevne regler, vi forventes at følge.

Mød Linda i ‘Elleve minutter’

‘Elleve minutter’ er en af Paoulo Coelhos bøger, jeg stærkt anbefaler.

Her kommer en udtalelse fra bogen:

“Det interesserer mig overhovedet ikke at være lykkelig. Jeg foretrækker at leve lidenskabeligt, hvilket er farligt, fordi man aldrig ved, hvad der venter.”

Ovenstående betragtning er egentlig ret spændende, fordi den i så høj grad bryder med de almindelige normer om at man skal sikre sig en god uddannelse, finde et godt job, bolig, få nogle børn osv.osv.

Selv har jeg ikke gjort nogle af delene faktisk, da jeg i mange år ikke helt vidste, hvad jeg ville, og derfor – sådan helt tilfældigt – endte med et job som sagsbehandler.

Jeg har dog klaret mig ok alligevel. Børn har jeg aldrig haft lyst til at få, og ved egentlig ikke helt hvorfor… Mine søstre derimod har altid vidst, at de gerne ville have børn.

Indrømmer gerne

At de to år jeg havde sammen med Mogens i Afrika, var de mest spændende og uforudsigelige i mit liv. Også fordi vi netop havde et par situationer, hvor vi ikke vidste, om vi var købt eller solgt.

I den ene situation er vi på vej til et resort på en af de meget øde og meget lidt befærdede landeveje i Mozambique. Pludselig hen af aftenskumringen og ud af det blå nærmest, dukker synet  af en 3 – 4 bevæbnede og uniformerede afrikanere op på vores nethinde. De holder et STOP-skilt frem og vi stopper selvfølgelig med hjertet siddende op i halsen. Hvad fanden vil de?

Jeg kan høre, at de fyrer noget bræk af om, at vi har kørt for stærkt….

Åh, gudskelov er det ikke andet, tænker jeg.

For i næste sekund at høre at Mogens bliver truet med fængsel..

Jeg bander det hele langt væk og tænker åh nej fuck altså… hvad stiller jeg så op og hvad sker der med Mogens… Efter hvad der føles som evigheder, siger Mogens heldigvis, at han arbejder for regeringen og at han vil ringe til sin arbejdsgiver, før der sker noget som helst andet.

Som en magisk trylleformular, ændrer hele situationen sig heldigvis og det ender med at Mogens stikker dem en solid portion penge, og at vi får lov til at køre videre – puha…..

Indrømmer også gerne

At jeg stadíg drømmer om at komme til Afrika – det kan sgu noget – et fedt kontinent!

Billedet er fra 2003 – hvor vi var på en af utallige ture til Sydafrika 🙂

I den anden situation blev jeg tilbageholdt i Lissabon, fordi mit pas var registreret stjålet. Det var forstås mit eget pas, som et par måneder tidligere var blevet stjålet i Mozambique, men efterfølgende blevet fundet sammen med min pung med mere.

Passet var derfor stadig registreret som stjålet!, da jeg stod i Lissabons lufthavn på vej hjem fra Mozambique til København og her ‘klappede’ fælden.

I Lissabons paskontrol kunne jeg se, at den mandlige paskontrollør krympede sig, da han ‘bippede’ mit pas og jeg tænkte what!??…. Jeg blev herefter bedt om at vente, og lidt efter ført ind i et rum, hvor jeg sad mutters alene med kameraovervågning.

Jeg tænkte, hvad helvede sker der? Og forbandt det ikke umiddelbart med passet… Men det var selvfølgelig mit pas, der stadig stod registreret som stjålet i Schengen-området!!!

Gentagne gange blev jeg derfor ført til forhør hos en meget ubehagelig mandsperson.

“What were you doing in Mozambique”, hvæsede han ind i mit ansigt og kiggede på mig, som om jeg var en farlig forbryder, narkohandler eller det, der er værre…. Han accepterede ikke mine svar om besøg hos Mogens, der arbejdede for det mozambikanske statistikbureau, og hentede mig derfor til forhør flere gange.

“What is your husband doing in Mozambique”, var det andet spørgsmål, han gentog i en uendelighed, samtidig med at han kiggede modbydeligt på mig. Det var en stærkt ubehagelig oplevelse… og under hele forløbet blev jeg nægtet toiletadgang.

Pludselig og efter ca. 3 timer, blev jeg sluppet fri. Jeg fik ingen forklaring og var så heldig, at jeg kunne nå flyet til København, der afgik ganske kort tid efter!

Nu ved jeg ikke helt, om jeg ligefrem drømmer om flere af ovenstående oplevelser – det er mere det uforudsigelige, der trækker i mig.

Hvad med dig?

Lever du livet eller overlever du det?

God søndag og husk nu at leve livet, mens du tør og kan!

Selv gør jeg mit bedste, og vi har da også planlagt at tage til Afrika igen næste år… 🤩🤩🤩

 

Efterlad en kommentar





This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.