Dag 2 i Berlin
Dag to i Berlin gik til den orientalske ‘Tadshikische Teestube’ på grund af stedets fantastiske stemning, hvor røgringene fra vandpiben nærmest sivede ud gennem min skærm.
Jeg så allerede smukke mavedansere for mig…. mens publikum sad og nippede til te fra samovaren.
Nu skulle vi så bare finde den også på Oranienburger Strasse i Berlin Mitte. Vi gik frysende rundt, Herren brokkede sig og google maps var helt umulig…
Herren styrtede derfor ind på den nærmeste cafe, for at spørge efter en sporvogn til Oranienburger Strasse.
Bartenderens svar:
– Gaden ligger kun 2 minutter herfra, så du behøver slet ikke en sporvogn.
Herren kiggede nu anstrengt på bartenderen… og lige bagefter på mig…
– Tror du han bare siger 2 minutter og så er det reelt 20 minutter? Nu stirrede han – endda nærmest ‘ondt’ på mig…
– Øh, neeiijj, sagde jeg og undveg herrens kulsorte øjne (normalt blå)… og kom samtidig til at tænke på alle de gange, det faktisk lige præcist var det, der var sket i tilsvarende situationer…
De 2 minutter står i hukommelsen som evigheden selv, men pludselig gik vi på Oranienburger Strasse – en meget livlig gade fyldt med barer, pub’er, krostuer, restauranter og kunstgallerier.
Nu hvor vi nærmede os nr. 27, kunne vi ikke lige se noget, der mindede det fjerneste om en tesalon. Men pludselig fandt vi en port og det knaldgule skilt her.
Jeg ilede gennem porten, og der dukkede en helt ny hyggelig verden op med små cafeer, spisehuse og gallerier.
Tadshikische Teestube
Jeg havde læst at man skulle reservere bord mindst to dage før besøg, og det havde jeg ikke lige fået gjort. Så jeg krydsede bare fingre for, at vi var heldige. Og det var vi. Vi fik endda et bord, hvor man kunne sidde på en stol. For det forlangte Herren.
Herren kan nemlig ikke lide at sidde på gulvet – men det kan jeg, og som barn sad jeg ofte på gulvet, for jeg kommer fra en børnerig familie, hvor der var kamp om stolene foran fjernsynet. Derudover synes jeg at ‘sidde på gulv’ fjerner noget af det formelle, som der ofte kan være i bord/stol konstruktionen.
Det her te sted i Berlin er helt fantastisk. Kig på billedet her og du kan se, hvad jeg mener. Væggen, malerierne, søjlerne og det røde gulv med ægte tæpper tryller mig virkelig østover.
Vi læser om Tadshikische Teestube på menukortet, og ser at stedet her har rødder i et te-hus i Tadshikistan, hvor handelsrejsende i forrige århundrede mødtes over samovaren.
Te-huse er stadig et vigtigt sted for den mandlige del af den tadshikiske befolkning, for her mødes mænd, drikker grøn te, diskuterer, handler, snakker og nyder vandpiben.
Livsstilen og kulturen i Tadshikistan er i høj grad islamisk, men under stærk påvirkning af vestlige værdier.
Tadshikistan ligger, som du ser her på kortet, i Centralasien, omgivet af Afghanistan, Kina, Kirgisistan og Pakistan. Landet er bjergrigt, og et populært sted for vandrere og hikere.
Te-menu og lykkekager
Menukortet tilbyder både russiske og internationale retter. Du finder både traditionelle russiske anretninger som blinis og borsjtj (rødbedesuppe), men også vegetariske pirogger.
Te-menukortet bugnede af spændende og anderledes te-anretninger.
Der var simpelhent bare så meget at vælge imellem, så jeg blev helt forvirret. Herren spurgte:
– Skal vi ikke prøve te fra samovaren?
Men nu havde jeg endelig bestemt mig, så det ville jeg ikke lave om på.
– Nej, for jeg vil så gerne prøve denne her anretning fra Kina med lykkekage. Så sådan blev det.
Min kinesiske te-anretning bestod af sort Keemun te, hvortil der var appelsinskiver, honning, ingefær marmelade og lykkekage.
Se min fine lille anretning på billedet her. Og beskeden fra lykkekagen lød:
Succes i 2017 på alle fronter. Du tiltrækker eventyr, lidenskab og penge.
Aj, det er bare noget, jeg selv har fundet på, for jeg kan ikke huske, hvad der stod på min lykkekage altså!!… Så det har ikke været noget, der ringede, for så havde jeg husket det.
Til gengæld vil jeg huske min te-anretning længe. Især ingefær marmeladen smagte fantastisk. Den kunne jeg godt blive forfalden til…. ♥ Jeg synes hele min kinesiske anretning var meget lækker.
Herren bestilte et varmt måltid mad – russisk pirog med kød i, og gryntede ikke helt begejstret, da jeg spurgte ham, om han var tilfreds.
Hm, men menukortet er lige så stort, som lokalet er stemningsfyldt – så kommer du forbi en dag, så fortvivl ikke.
Venindehygge sammen med samovaren
Lige i nærheden af os sad to veninder, og storhyggede. De skraldgrinede og snakkede i munden på hinanden, mens de skænkede te fra samovaren.
Der fulgte også vodka med, og det forklarer måske de to kvinders charmerende, men også en lille smule højrøstede adfærd 😉
Jeg bliver i skrivende stund lidt ærgerlig over at herren og jeg ikke fik te fra samovaren. Men det er allerede i tankerne, for turen går til Berlin igen i 2017, så…
Næste gang!! ♥