Inspiration til din søndag

Inspirationskilde til din søndag

Udvid din horisont og dit musikrepertoire. Måske finder du noget ‘ny’ yndlingsmusik, du kan høre 100 gange om dagen, som jeg har for vane med, hvis jeg har fundet et nyt favorit nummer 🙂

Siden sidst har jeg overlevet et cykelstyrt, en øjeninfektion og svigerfamilien…

Ved ikke helt, hvad der var mest udfordrende 😂

Så derfor skal jeg have købt en cykelhjelm og det bør du også gøre, hvis du cykler alt for stærkt og som en idiot ala mig.

Cykelstyrtet kostede mig 4 sygedage, ømhed i ryg og venstre ben. Ingen hovedskader, selvom jeg landede på ryggen og knaldede hovedet ned i asfalten.

To dage efter cykelstyrtet blev venstre øje pludseligt rødt, og jeg måtte til øjenlægen og have antibiotiske dråber til øjet.

Svigerfamilien – tja, de er faktisk helt okay, det er bare mig, der altid synes, at besøg hos andre generelt varer for længe. Også fordi jeg ikke kan sove med det samme, når jeg kommer hjem. Jeg skal bruge mindst 1 time eller to for at komme ned i gear bagefter.

Det gode råd er derfor:

At være dig selv

Det er nemlig meget almindeligt, at de fleste af os ændrer os lidt for at passe ind i en bestemt (eller ny) sammenhæng. Men det tærer i længden på vores ressourcer.

Er der situationer, hvor du også nogle gange justerer på dig selv?

Prøv at overveje hvad der ligger til grund herfor. Nogle gange er det gammel adfærd, tillært som barn, andre gange er det helt ubevidst.

For mig handler det om, at jeg hurtigt kan komme til at føle mig ‘for meget’ på et eller andet plan, hvis jeg er mig selv. Og derfor holder jeg mig for meget tilbage.

Men husk at du virkelig kan gøre en forskel ved at være helt dig selv. Du gør ikke blot dig selv en tjeneste, men du kan også vise vejen for andre.

Jeg synes selv, at det er forfriskende, når folk er ærlige og helt dem selv. Husk dog ikke at forveksle ærlighed med at være grov eller unødigt ligefrem, det er ikke det samme.

Det handler mere om at bruge sin energi godt. Du kan bruge meget energi på at forstille dig; det er i sidste ende meget lettere blot at være dig.

Når du ikke er helt autentisk, kan det være drænende at være sammen med andre og behovet for at være alene kan fylde meget.. Og her er jeg desværre stadig, men arbejder på sagen.

Derfor nogle afslappende chill-out numre

Hvor du virkelig kan drømme dig væk, glemme det hele og bare nyde.

Og husk; vi er altid lige, hvor vi skal være.

Lyt fx til:

Peter Pearson, take me to the moon

Days that passed by

Bedroom Lullaby | Kisses In the Rain

Skal du se en knaldgod film søndag aften, så prøv med Tom Cruise og Jamie Foxx.

Collateral af filminstruktør Michael Mann

Her får du et fantastisk velspillet psykologisk drama med uhyre skarpe dialoger. Foruden spænding, humor, kynisme og action, læg hertil Tom Cruise og Jamie Foxx. Samspillet mellem de to hovedpersoner nåede så vilde højder, at det indbragte Jamie Foxx en Oscar nominering.

Det der blandt andet gør filmen så inspirerende set med mine grønne øjne, er de to ekstremt troværdige modsætninger, Vincent og Max:

  • Vincent som den iskolde lejemorder, der retfærdigører sine handlinger med, at det er bare et job og vi mennesker alligevel ikke er andet end ubetydelige prikker i universet
  • Max, der stadig er domineret af sin mor og drømmer om et andet liv, som han tydeligvis aldrig vil få, fordi han hele tiden har sindsygt gode og skudsikre undskyldninger for at lade stå til

Udklip

Filmen stiller gode og tankevækkende kritiske spørgsmål til samfund, etik og moral, der ikke kan undgå at give stof til eftertanke.

Jeg har set filmen flere gange, for det er ikke en film, man lige bliver træt af. Dialogerne fortæller samtidig en historie om, hvor forsigtige vi er som mennesker. Og hvor forudsigelige vores liv nogle gange er. Fordi vi er så skide forsigtige!

Musikken er et andet stærkt element i filmen.

Den varer ca. to timer og er på min top 10 liste over uforglemmelige film. Læn dig tilbage i sofaen og forvent to timer, der flyver samtidig med et par sylespidse kommentarer til den måde, de fleste af os lever vores liv på.

‘Collateral’ betyder for øvrigt slægtskab og henviser til det bånd, der kommer til at binde Max og Vincent sammen.

Dejlig søndag til alle, der kigger forbi her ❤️

 

Efterlad en kommentar





This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.