Ugens overraskelse bød på te fra min gamle kollega Janus

På instagram skrev Janus:

– Jeg smed et par tebreve hos Mogens (herren er kollega til Janus), men han var der ikke, så måske han ikke observerede dem? 🙂

osulloc-tea-koreaJeg fløj ud i køkkenet, hvor herren dampede løs. Han ryger desværre, endda nærmest som en skorsten.

Og spurgte ham:

– Har du tebreve med hjem fra Janus?

– Nå, gud ja, sagde han, – og gav mig så en 5 – 6 yderst smukt indpakkede tebreve.

Osulloc, hedder temærket og det er et af Koreas største nationale tebrands.

Janus – der forstår min te-dille, for han har selv en øl-dille – husker mig tit, når han er i Korea. Og det er jeg bare så kisteglad og taknemmelig over. Min tidligere kollega rejser meget og er i Korea et par gange om året.

Det er nu mærkeligt med Janus, som er en pæn høj fyr, der både er veluddannet og ganske attraktiv, at han har valgt ikke at slå sig ned med kone og børn. Vi har aldrig talt om det emne, men jeg fornemmer, at han er ungkarletypen, der helst vil leve det frie liv.

Har han bare ikke mødt den rette? Eller handler det om, at han bare gerne vil have friheden til at gøre præcis, som det passer ham? Uden at være nødt til at mærke de snærende bånd, der ligger i det trygge parforhold?

Kunne være interessant at spørge ham, og lave et lille indlæg om det, selvfølgelig suppleret med noget om teens fantastiske verden 😉

Oolong te med mandarin

Udover at være sindsygt flotte de tebreve, så er de meget lidt informative, og jeg må online for at finde ud af mere. Som du kan se på tepakkerne, er noget af teksten på koreansk….

En hurtig søgning på nettet afslører, at den pinkfarvede te er en oolong te med små mandarin stykker i. Det er de to eneste ingredienser, der er anført.

Jeg finder endvidere ud af, at oolong teen er modnet sammen med den tørrede mandarin i en cedertræs tønde i 100 dage. Fantastisk – det har jeg dog aldrig hørt om før i forbindelse med te.

Det skal blive spændende at smage teen, for jeg har aldrig smagt sådan en te før 🙂

Teen er nu brygget, og påskens farver har sneget sig ind på billedet.

Smagen er mild og sød med en lang eftersmag af mandarin og jeg fornemmer cedertræets rolle i denne te.

Jeg kunne dog godt have ønsket mig en kraftigere smag af mandarin…. men så havde den måske domineret for meget?

Sunny Hill blend

Mens jeg åbner teposen, strømmer den sødeste citrus aroma mig i møde. Det tegner godt.

Sunny Hill består af grøn te, sort te, citronskal og morgenfrue.

Uhm, denne te er endnu bedre og med en behagelig, mild smag af søde citrusfrugter. Eftersmagen er lys og lemon-agtig. Der er overhovedet ingen bitterhed.

Jeg forstår godt, hvorfor de valgte at kalde denne te for ‘Sunny Hill’. Den er super lækker!

Såååhhh, Janus hvis du læser dette, så er her lige et hint 😀

Temærket Osulloc

Teen bliver dyrket økologisk på Jeju øen, og nyder godt af den rige vulkanske jord, klimaet og det vulkanske mineralvand.

Jeju er en region i Sydkorea og samtidig en ø med samme navn. Øen, som du kan se på billedet, ligger i Koreastrædet sydvest for den koreanske halvø. Der bor pt. ca. 560.000 indbyggere på øen.

Osulloc har vundet adskillige priser i internationale te-konkurrencer og bliver eksporteret til Japan, Tyskland, USA, Australien, Schweiz og Canada.

Tak til Janus for at lade mig smage endnu en te fra Korea ♥

Posted in

Efterlad en kommentar





This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.