Mogens og jeg sidder ved havet
Jeg har lavet frugtsalat og vi sidder forholdsvist tidligt på formiddagen på en bænk og nyder havet.
Frugtsalaten består af mango, bananer og druer, og smager fuldstændig fantastisk. Det er de afrikanske modne mangoer, der gør hele forskellen. Har du nogensinde smagt en afrikansk moden mango, så ved du, hvad jeg snakker om 🙂
Mogens spiser det også med stor nydelse, mens jeg sidder og tænker på den dykkerlektion, vi bestilte i går.
Det er jeg meget spændt på, hvordan går. Har ikke bare lidt, men meget vandskræk…
Vi er i Ponta Malongane
Når vi skal finde vej til Ponta Malongane (115 km syd for hovedstaden Maputo og lige nord for grænsen til Sydafrika), kører vi efter de store el-master.
Det er Mogens blevet anbefalet som den korteste og bedste måde at finde vej på, når det gælder Ponta Malongane. Og nej ingen GPS; det var ikke særlig udbredt, da vi var i Afrika i 2003.
Vejen dertil er højst ensom og man møder aldrig nogle, hverken andre bilister eller mennesker. Jeg tænker så tit på, at hvad nu hvis vores firehjulstrækker gik i stå her midt i ingenting…
Her er hverken mobilmaster, mennesker, nødtelefon eller noget som helst andet at trække på, hvis det skulle gå galt.
Heldigvis er firehjulstrækkeren splinterny og den har aldrig svigtet os.
Den dag i dag er jeg dog ikke sikker på, at jeg ville turde køre af den sandvej – ikke et øje i flere timer…. og hvad nu hvis!
Vi klæder om til dykkertime
Sikke et monstrum, tænker jeg, da jeg skal have den sorte dragt på.
10 minutter efter er jeg klar, og halløjsa det er Mogens også.
Vi har fået lidt instruktion og skal starte med at dykke i et lille bassin.
Når vi så føler os trygge ved det, kan vi komme ud i havet.
Bassinet er ligesom et børnebassin
Mogens ligger allerede med hovedet under vandet, og plasker rundt, mens han siger:
“Kom nu”.
Jeg er 100 år om at komme ned under vandet, på grund af den vandskræk, der bor i mig. Som 9-årig husker jeg at være kommet ud på for dybt vand, gå i panik og skrige højt.
Jeg tager tilløb mange gange, men det lykkes ikke for mig at holde hovedet under vandet i nogen særligt overbevisende grad.
Så om vi kommer videre med det her, only God knows.
Lidt mere om Ponta Malongane
Ponta Malongane er et uberørt, idyllisk afrikansk paradis og et af Afrikas mest eftertragtede dykkerdestinationer.
Her er afsindigt smukt, og slet ikke overrendt, som man ofte oplever det de fleste andre steder i Europa, USA eller Asien…..
Den sydlige Mozambiquanske kyst har tillige en virkelig smuk tropisk kystlinje, som ses her på billedet.