På gensyn Sydafrika
Vi er on the road again – heading Mozambique. En lang køretur på 4 – 5 timer venter os, før vi når Maputo (hovedstaden i Mozambique).
Mogens har sat musik på, solen skinner, vi kører i den fedeste firehjulstrækker, og der er næsten ingen biler på vejene… Det er fedt!
Det får mig til at tænke på, at som barn kunne jeg ofte have hjemve, når jeg var på klasselejr, men så snart vi kom ud at køre, forsvandt min hjemve sjovt nok.
Der sker åbenbart et eller andet med mig, når jeg flytter mig – hvad enten det drejer sig om at køre/flyve eller sejle. Jeg tror, det er fordi, der er bevægelse. Bevægelse fra et sted til et andet… er for mig lig med spænding, noget anderledes, noget nyt!
Jeg føler mig nærmest lykkelig i dette øjeblik, og det der sker i mit liv lige nu, er det bedste, jeg nogen sinde har oplevet. Ny kæreste, nye omgivelser og eventyr alt sammen på en gang. Jeg er glad 🙂 Det lyser vist også ud af mig…
For det hele begejstrer mig, den røde jord, varmen, alt det anderledes og i dette sekund også alle de grønne stængler, der pludselig er overalt…
– Hov, hvad er det, der gror langs vejene her, Mogens?
– Sukkerrør!, kommer det prompte.
– Skal vi ikke lige stoppe og tage et par billeder? Jeg har aldrig set sukkerrør før i real life! Hvor er det bare eksotisk…
Her er kæmpe arealer med sukkerrør, flere meter høje i snorlige rækker. Mogens siger, jeg skal stille mig over under dem, så han kan tage nogle billeder. Den mand tager altså konstant billeder 🙂
Nu er vi tæt på grænseovergangene
Efter ca. 4 timers kørsel er vi tæt på den sydafrikanske grænse.
Mogens siger, at vi skal ‘stemple ud’ af Sydafrika. Udfylde blanketter med udrejsedato, pasnummer, navn, adresse osv.
Jeg sidder og tænker på, hvor spændt jeg er på at opleve Mozambique lige om lidt. Mogens har advaret mig om, at scenen skifter drastisk. Og det gør den!
Lige efter vi har forladt den sydafrikanske grænse, flyder det ‘pludselig’ med affald og fattige mennesker, der lever i slum. Der er beskidt, ulækkert og alt for mange mennesker samlet på et alt for lille areal. Meget tæt på hvor vi står… ved grænsen til Mozambique. Jeg er ‘både og’ chokeret og målløs. Har jo også set og oplevet på tv, hvordan forholdene er i det meste af Afrika…
For mig er det hele et ret ubehageligt syn. Og en gigantisk kontrast til det langt mere velordnede og smukke Sydafrika. Den dag i dag er Mozambique stadig et af verdens fattigste lande med en placering målt på velstand og udvikling, som nr. 180 ud af 188 lande.
Indrejse blanket til Mozambique
– Vi skal til det samme cirkus igen, før vi får lov til at komme ind i Mozambique og du skal have et turistvisum, siger Mogens og henter blanketter til os.
Gosh, hvor lang tid mon det tager, tænker jeg.
Vi er heldige, for vi slipper med ½ times tid og har slet ingen problemer.
Godaften Mozambique
Vi kører en times tid igen, før vi er i Maputo (hovedstaden i Mozambique). Det er efterhånden blevet mørkt, så jeg ser ikke så meget, som jeg gerne ville. Det bliver jo allerede mørkt i det meste af Afrika ved 19 – 20 tiden.
– Så er vi der snart, siger Mogens lidt træt efter den lange køretur.
Få minutter efter svinger han bilen ind af en meget smal indkørsel til et stort højhus med 12 etager. Her er selvfølgelig også et par vagter med rifler, og som Mogens sagde, ville det hurtigt blive hverdagskost, for i Sydafrika er der også vagter alle steder, hvor hvide mennesker opholder sig….
Vi er begge trætte nu og står og venter på elevatoren. Vi venter længe…
– Jeg glæder mig til at se din lejlighed på 11. etage. Og hvor fanden bliver elevatoren af?
– Der kan godt gå nogle minutter, før den kommer. Den ene elevator duer ikke.
– Nå, vi skal måske bare være glade for at den ene af dem i det mindste virker, haha….
Endelig på 11. etage. Vi står foran hoveddøren og Mogens roder med nøglerne. Aldrig har jeg set så mange låse på en dør + jerngitter også.
Og nu ind og have et glas gin/tonic 🙂 Det har været en lang dag.