Dagens te er en hvid jule-te. Jeg har en forkærlighed for jule-te. Og drikker det næsten året rundt. For man kan købe jule-te hele året. Det er kun om sommeren, jeg ikke har lyst til jule-te.
Jeg har lavet en hel kande af den hvide jule-te, og den smager skønt ♥
Lige nu er jeg i gang med at planlægge en Berlin tur. Jeg har sat mig for at skrive om te-saloner, afternoon tea og andre spændende (te) oplevelser i Europas storbyer.
Vores første storby i år blev Rom, Italien. Vi fik besøgt te-salonen Babingtons. Et charmerende sted med en gammel og rørende historie, læs om den her.
Derefter blev det Helsinki, Finland. Og nu tænker du sikkert, Finland? Men det skyldes, at herren ofte er på konference rejser rundt omkring i Europa, og så tager jeg nogle gange med ham. Og så havde jeg jo heller ikke lige været i Finland før.
Helsinki er indehaver af den mest romantiske te-salon ‘The Ounce’, hvor det hele bare er så gennemført. ‘The Ounce’ emmer af det 18. århundrede og ekspedienterne har viktorianske kjoler på, se mere her.
London er og bliver min yndlingsby. Den nåede vi også at besøge i år. Jeg og herren fik smagt os igennem hele tre forskellige slags afternoon tea, som du kan se meget mere om, klik her.
Til dagens te citat (klik på billedet for at forstørre)
Sting, der er ivrig the drikker, har skrevet en sang, der hedder: ‘Tea in the Sahara’. Det er et skønt, stille nummer, jeg aldrig har hørt før. Selvom jeg ellers mente at kende al Stings musik. Du kan se den officielle video ‘Tea in the Sahara’, lige her.
Sting blev inspireret til at skrive denne sang på grund af en legende om tre søstre i bogen ‘The Sheltering Sky’, forfattet af Paul Bowles.
I bogens plot indgår nemlig denne arabiske legende om tre søstre, der drikker te med en prins. Søstrene synes at det er vidunderligt med prinsens selskab og vil gerne se ham igen. De aftaler at mødes til ‘Tea in the Sahara’. Og prinsen lover søstrene at han vil drikke te sammen med dem igen. Men han dukker aldrig op. Søstrene venter i længsel, indtil mørket tvinger dem hjem….. De ser aldrig deres prins igen.
The Sheltering Sky (på dansk ‘Under himlens dække’) er ifølge www.litteratursiden.dk en både psykologisk, kulørt og eksistentialistisk fortælling om et amerikansk ægtepar, der kort efter 2. verdenskrig rejser rundt i det nordlige Afrika i rastløs jagt på en mening med tilværelsen.
Og en løsning på deres ægteskabelige problemer. Finder de løsningen? Se filmen 🙂
Og til slut en hilsen fra Einstein:
‘Life isn’t worth living, unless it is lived for someone else’