Begge foregik i 1800 tallet
I det første liv er jeg en fattig mand med et frastødende udseende og i det andet liv en fin og velhavende London frue.
Når jeg kigger tilbage på de to liv, ser jeg tydeligt en masse røde tråde i forhold til mit nuværende liv.
De røde tråde passer perfekt med de issues, jeg har i dette liv.
Faktisk tror jeg, at jeg er ved at belyse et helt bestemt tema (Merlin gruppen fortæller, at en sjæl kan ønske at få belyst og erfare værenstilstande, set fra forskellige vinkler – læs indlæg om Merlin gruppen her)
Et godt eksempel på dette kunne være at sjælen tager tre inkarnationer fx som:
- jøde i en kz-lejr
- tysk officer i en kz-lejr
- en tysker, der hjælper jøder.
Det hele startede med et foredrag om regression
Jeg var til alternativ messe i Brøndby, og havde læst om regressionsterapeut Kristinas foredrag, der skulle handle om at komme tilbage til tidligere liv.
Det lød spændende og det var der også mange andre, der synes.
Det endte med, at salen blev propfyldt.
Hvad er en regressionsrejse?
Regression betyder ‘at gå tilbage’.
Følelsesforløsende regressionsterapi er en blid og kærlig terapiform, hvor du bliver ført tilbage i tiden, enten til din barndom, din fostertilstand eller til tidligere liv, for at opnå indsigt i handlemønstre og karaktertræk.
For mange er en regression til et tidligere liv en smuk og forandrende oplevelse.
Et besøg i et eller flere tidligere liv kan give svar dig på mange spørgsmål og skabe en dyb og vedvarende forandring. Du kan også finde ud af hvilke omstændigheder, der har gjort sig gældende i forhold til en nuværende relation.
Jeg ligger nu på briksen hos Kristina
Kristina siger, at jeg skal forestille mig, at jeg går gennem en lang mørk tunnel. For enden af tunnelen, er der lys og en elevator. Denne elevator skal jeg gå ind i og også beskrive.
Min elevator er flot og guldfarvet.
Kristina beder mig derudover beskrive, om der er døre i elevatoren eller nogle knapper. Det er der ikke, og hastigt svæver jeg ned med elevatoren og lander oprejst på et beskidt gulv.
1. liv – jeg er mand, rødhåret og bleg
Følelsen af at denne mand virkelig er mig, er indiskutabel og ret kraftig.
Kristina beder mig beskrive, hvad jeg har på. Jeg ser nogle beskidte brunlige bukser, og en hullet, slidt bluse med blod på.
‘I hvilket år og hvor er du?’, spørger Kristina
‘I 1850 i England i en by, der hedder Colby’, svarer jeg. Efterfølgende har jeg fundet ud af, at Colby faktisk findes. Det er en lille engelsk provinsby, der ligger ca. 200 km. fra London. Colby trækker derudover tråde til Danmark.
‘Hvem er du sammen med’, forsætter Kristina?
‘Ikke nogen, jeg lever et kummerligt liv og må tigge og stjæle for at få mad nok. Derudover fornemmer jeg at jeg har et voldsomt frastødende udseende, og at det primært er mit udseende, der gør livet vanskeligt… fornemmer endvidere at min næse er stor, puklet og tiltrækker sig meget opmærksomhed…
De eneste, der giver mig noget varme/omsorg og ikke kigger modbydeligt eller dybt medlidende på mig er børn (og dyr). De stunder føles som nogle de bedste i mit daværende liv.
Jeg kan forstå, at jeg derudover – trods alt – også har nydt naturen i dette liv som mand, da en virkelig smuk solnedgang åbenbarer sig for mig under regressionen.
Min far viser sig
Mens Kristina spørger løs om forskellige detaljer, ser jeg min far opholde sig samme usle sted som der, hvor jeg bor som mand i Colby. Det forstår jeg ikke helt….
Deler jeg og min far samme sjæl? Der er jo ingen, der vil have noget med mig at gøre i det liv som frastødt… så jeg kan ikke formodes at have besøg.
Jeg ved, at det kan lade sig gøre, at sjælen deler sig. Men spørgsmålet må stå hen i det uvisse.
Kristina skriver undervejs alle detaljer ned, og bevæger sig nu videre til udgangspunktet, nemlig elevatoren, hvor hun vil føre mig tilbage til endnu et liv…
( Næste liv om et par dage 🙂 )