Tonen i forhold til at lave fejl
Har du fulgt med på min blog, ved du at jeg har været ansat på kontor i mange år. Jeg har derfor oplevet hvordan et kontormiljø fungerer, og hvordan der lynhurtigt kommer en ‘hakkeorden’.
Som kontoransat og administrativ medarbejder kan du ikke undgå at lave en fejl i ny og næ. Du stirrer dig blind, og i øvrigt kan det som med alle andre former for rutinearbejde være en kamp at holde sig ‘vågen’.
Derfor mener jeg, at alle kolleger burde være large overfor hinanden, når de fandt en fejl, begået af en deres kolleger. Men sådan var det ikke….
Nogle kolleger elskede nærmest at hakke deres kollega ned, hvis denne havde lavet en fejl. Ind i mellem var der også forskellige opfattelser af, hvordan tingene skulle gøres, jo jo…
Så når Margrethe kom ind
Dagen var ellers begyndt godt, men så kom Margrethe ind af døren. Vi (jeg og Kitty delte kontor) vidste i det sekund, hun var trådt ind af døren og vi så hendes mine – at der vankede øretæver til en af os…
Vi holdt begge to vejret, mens jeg ud af øjenkrogen kunne se, at hun var på vej hen til mig. “Satans også,” tænkte jeg.
Heldigvis havde hun lidt respekt for mig, fordi jeg var kontorfuldmægtig, men alligevel lød hun ret studs og klar til at ‘hugge hovedet af mig’, da hun sagde:
“Hvorfor har du behandlet den sag sådan? Og har vi ikke en regel om, at sådan gør vi ikke?”
“Jo, men det er der jo delte meninger om, og desuden er det jo også et fortolkningsspørgsmål og en individuel vurdering”, forsvarede jeg mig, mens mit hjerte bankede hurtigere og hurtigere.
Mit svar lod til at tilfredsstille hende, for nu stod hun og tyggede lidt på det, for så at hive næste sag frem, som jeg også havde lavet…
“Jeg har en sag mere”, sagde hun, og spurgte igen efter en forklaring.
“Jamen, det er jo præcis det samme forhold i den sag her som i den anden sag, du lige har vist mig; det er det samme,” svarede jeg denne gang mere sikkert og mindre frygtsomt, hvilket fik hende til at kigge mistænksomt på mig og forlade lokalet på en langt fra overbevist måde… Hvad hun derefter stillede op med de to sager, aner jeg ikke…
Kitty og jeg kiggede derefter sigende på hinanden og arbejdede videre som om ingenting var hændt…
Jeg har stadig ikke glemt hvor stort et ubehag, Margrethes ‘besøg’ gav mig 😱 og problemet med vores sagsbehandling var, at det i visse tilfælde var svært at fastsætte 100% klare regler.
Det mest interessante er næsten, at vores sagsbehandling – som omhandlede virksomheder – ikke havde nogen alvorlige konsekvenser, og at alt kunne rettes tilbage. Ingen led skade, hverken økonomisk eller menneskeligt. Måske bortset fra Margrethe….
Dræberhvalen og spækhuggeren
Ja, sådan nogle havde vi også i kontormiljøet…
Dræberhvalen og spækhuggeren var een og samme person. En overvægtig kortklippet lidet køn kvinde i 50’erne, ikke særligt vellidt, og så med navnet Gerda.
Hendes to kælenavne ‘dræberhvalen’ og ‘spækhuggeren’ kom sig af, at hun havde for vane at hugge det, man sagde ned eller på anden vis ‘kværke’ det…
Spækhuggeren sad alene i et lidt mindre kontor end os andre. En dag havde hun været inde og snakke, mest med Kitty, for de to havde et godt forhold.
På vej ud af døren, sagde Spækhuggeren så i forbifarten, mens hun kiggede på mig:
“Nå, nu vil jeg tilbage til mit lille hundehus”.
Så røg det ud af min mund, faktisk i et forsøg på at være sjov:
“Ja, der mangler bare et skilt, hvor der står hunden bider”….
Jeg overdriver ikke når jeg siger, at hendes øjne forvandlede sig fra blå til sort med raseri lysende ud af dem….
“Jeg kunne også sige noget om dig”, sagde hun med indædt vrede og skred så lige bagefter..
Ja, den scene står også ret klart i min erindring 😂😅
Han var sgu altid så irriterende glad
Det drejer sig om min tidligere chef Sander. Hvor nogle ville synes, at det var da fantastisk med så glad og venlig en chef, ja så irriterede det mig ofte grænseløst, at han altid var så fucking positiv, og hele hans fremtoning udstrålede: “Er det ikke bare dejligt, at vi nu er på arbejde igen?” (en skærende kontrast til mit perspektiv på arbejdet!).
En sand pigernes ven var han også, for han kunne altid finde noget positivt at sige til det smukke køn. Som fx at kommentere på Kittys læbestift, og i øvrigt også fortælle, hvis han synes, at man så ekstra godt ud en dag.
Den ville nok ikke gå i dag i disse ‘me-too’ tider, men dette scenarie udspillede sig for over 6 år siden.
Jeg bitchede ham ud af mit kontor
En dag kom Sander så brasende ind på mit kontor i sit sædvanlige pisse irriterende gode humør, uden lige at veje stemningen.
Dagen var vist lige startet, og jeg var mere end almindeligt morgensur. Alt var gråt i gråt denne morgen, og selvfølgelig også vejret!!
Jeg sad, som jeg altid gjorde, når jeg næsten lige var mødt ind, og tjekkede min make-up i håndspejlet, og pludselig stod han så nærmest lige ved siden af mig, og udbrød:
“Du ser sgu godt ud, Lili”.
Og det pissede mig i den grad af, for jeg var hamrende aggressiv den morgen, hvorfor husker jeg ikke.
Jeg nærmest smed ham ud af kontoret rent verbalt, og han luskede ud som en skamfuld hund. Hvilke ord jeg præcist brugte, har jeg vist fortrængt.
Næste gang jeg så Sander, slog han blikket ned for at undgå at møde mine øjne.
Ja, det kunne jeg egentlig ikke helt være bekendt den overfusning…. for han mente det jo godt.
Kunne jeg sige undskyld til ham, ville jeg gøre det…. men vi deler ikke cirkler mere og det ville virke ekstremt akavet, hvis jeg skrev til ham nu.
Læs også første del af ‘Scener fra kontoret’.
Se filmen The Office, du vil genkende utroligt meget af galskaben 🙂